Krigshistorisk Tidsskrift
1965, nr. 2

AUXILIAIRKORPSET VED RHINSTRØMMEN 1733-1736

(Major Gordon Norrie)

(108)

Intet rige er så stærkt, at det alene kan modstå angreb fra naboerne, hvis de kan blive enige om at angribe det samtidigt, og selvopholdelsesdriften vil derfor tvinge regeringerne til allerede i fredstid at sikre sig understøttelse. Men man kan ikke vente, at nogen skal ofre menneskeliv eller penge for at understøtte den angrebne, hvis denne ikke selv kan yde noget af værdi, og hjælperen se egen fordel derved.

Det har derfor været de danske kongers politik allerede i fredstid at søge forbindelse med de naboer, der kunne tænkes at være interesserede i vor integritet. Vi har fået hjælp udefra, som af de hollandske soldater og sømænd, der 1659 var med til at afvise svenskernes angreb på Københavns volde og derved reddede vort fædreland fra undergang. Et halvt hundrede år senere stillede vi auxiliairtropper til rådighed for vore allierede: kejseren af Tyskland og kongen af Storbritannien, i krigene i Irland, Flandern, Italien og Ungarn. Takket være vore pligtopfyldende, veluddannede og disciplinerede afdelinger kappedes alle i den følgende tid om at kunne regne med støtte fra os.

I 1720erne fik vi både økonomisk og militær hjælp fra Storbritannien og Frankrig, da Rusland truede os med krig for at skaffe hertugen af Gottorp hans tabte lande tilbage. Da vi 1807 blev hvirvlet ind i Napoleons krige, stillede vi igen et korps til rådighed, og da vi ved hans tilbagekomst fra Elba var løst fra vore bånd til ham, afsendtes et andet korps, der skulle deltage i de kampe, der bragte Europa den hårdt tiltrængte fred. Efter krigen blev Frankrig holdt besat en årrække, ligesom Tyskland efter den anden verdenskrig, og i begge disse besættelsesstyrker indgik danske korps.

Medens de korps, der kæmpede omkring 1700 og 1800 allerede forlængst har fået deres historie skrevet, er det korps, der blev afgivet til støtte for kejseren under den polske tronfølgestrid i 1733-36 ikke tidligere blevet behandlet.

(109)

Når vi i det følgende skal beskæftige os med dette korps oplevelser, kan det gøres med stor nøjagtighed, thi dets arkiv findes samlet i Rigsarkivet, mønsterværdigt ordnet af stabssekretæren. Alle indgåede skrivelser samlet efter brevskriveren og forsynet med nummer, alle udgåede breve indført i korrespondancebogen, regnskaberne samlet i store pakker. Oplysningerne herfra kan suppleres gennem et stort antal breve fra krigsskuepladsen i overkrigssekretærens indgåede breve, den danske gesandts relationer i Tyske Kancelli og nogle af generalkvarterløjtnanten indsendte planer i Geodætisk Institut og Det kongelige Bibliotek.

De lange rolige perioder har givet god lejlighed til at skrive, og da man ikke har haft krigerske begivenheder at omtale i brevene, og mangel på beskæftigelse let fremkalder surhed og gnidninger, fyldtes brevene med den indre kiv om det daglige liv, oplysninger, der i kampperioder højst ville blive taget med i forbigående, men som nu kom til at spille hovedrollen. Kun i brevene fra marchen mod Mosel er der simpelthen ikke tid til at omtale den indbyrdes strid mellem de høje herrer, og efter disse breve at dømme forløb denne periode i den bedste fordragelighed, med udmærket og loyalt samarbejde.

Krigen førtes yderst passivt i Tyskland, hvor de stridende parter næsten hele tiden lå overfor hinanden på hver sin side af Rhinen, medens man optrådte meget energisk i kejserens arvelande i Italien. Da vort korps indgik i den kejserlige armé ved Rhinen, kom det kun til at deltage i eet alvorligt sammenstød, bogstaveligt talt samtidig med at krigen sluttede.

En af de danske regimentschefer, general Henrik Bjelke Kaas, skriver i sine erindringer: "Uagtet nu i disse begge Campagner ingen Batailler leveredes, haver man dog aldeeles ingen Aarsag at tale om disse Campagner, som af nogle uforfarne skeer, med en Slags Foragt - thi, ei at melde om, at Rencontren ved Closter Clauseln, kunde have blevet meget blodig, saa er det ikke Bataillerne i sig selv, men meget meere de foregaaende Ting, fortræffelige Indretninger, Marcher og Anstalter, hvoraf det meeste kan læres, hvilket jeg, som dog forhen haver været i saa mange Campagner, tilforladelig kand bevidne."

-o-

FORHISTORIEN

Den store nordiske krig var som bekendt endt med, at de gottorpske dele af Sønderjylland var blevet inddraget under den danske krone. De gottorpske hertuger var dog ikke uskadeliggjort, thi de havde ført en meget dygtig ægteskabspolitik, idet hertug Frederik IV havde været gift med Karl XIIs ældste søster, og deres søn, Carl Frederik, med Peter den Stores ældste datter. Efter Karl XIIs død var den svenske krone ganske vist gået til hans yngste søster og hendes ægtefælle, Frederik af Hessen, men begge steder ville gottorperne stå nær mest ved tronen.

(110)

For at sikre sig så megen støtte som muligt mod gottorpernes revancheforsøg havde kong Frederik IV skaffet sig Frankrigs og Storbritanniens garanti for besiddelsen af Sønderjylland, og han mente nu at kunne give sig i lag med at bringe landets økonomi på fode igen efter krigen. Han indførte derfor forskellige spareforanstaltninger, som da også inden hans død førte til målet. En af disse var reduktionen af den store hær, som det havde været nødvendigt at holde under fanerne for at kunne føre krigen mod Sverige til en sejrrig afslutning.

Forholdet mellem de to garantimagter var imidlertid alt andet end godt. Christian VI så sig derfor om efter flere garanter, og han fik herunder forbindelse med kejser Carl VI. Denne var mere end villig, idet han herved håbede at kunne skaffe sig sikkerhed for sin altoverskyggende interesse: at sikre tronen for sin datter Maria Theresia. Dette førte 26. maj l732 til en tresidig garanti- og venskabstraktat mellem kongen, kejseren og czarina Anna af Rusland.

I traktaten bestemtes, at i tilfælde af angreb på Danmark skulle kejseren stille 3 regimenter til fods, hvert på 2300 hoveder, og 2000 ryttere, medens kongen af Danmark, hvis kejseren blev angrebet, skulle sende 4000 mand til fods og 2000 til hest. Hjælpen skulle ydes med tre måneders varsel, og den stillende part skulle levere alt undtagen brød, furage og kvarter, som rekvirenten skulle præstere. Tropperne skulle nyde de samme portioner og rationer som rekvirentens egne soldater. De måtte bruges overalt i Europa - dog forbeholdt kong Christian sig, at de danske ikke blev brugt i Italien og kun i nødsfald i Ungarn. Skulle den angrebne part ønske et større kontingent end fastsat i traktaten, skulle det leveres på hans bekostning. Endelig bestemtes, at ingen af parterne måtte slutte fred på egen hånd, før den angrebne havde fået fuld erstatning for lidt skade.

Denne traktat fik betydning allerede et årstid efter at den var blevet afsluttet. Den 1. februar 1733 døde kong August II af Polen, og der skulle nu foretages nyt kongevalg. Kong Ludvig XV af Frankrig arbejdede for, at valget skulle falde på hans svigerfader Stanislaus Leszinsky, der i sin tid var blevet indsat som konge af Karl XII, men hurtigt blev fordrevet. Han havde mange tilhængere i Polen, der håbede at skaffe sig støtte mod de aggressive naboer. På den anden side ville disse ikke tåle en fransk indblanding i forholdene i Polen, og dette gjaldt naturligvis særlig kejseren, som derved let ville komme i dobbeltild. Rusland og Preussen var heller ikke særlig glade for tanken, og den l3. december l732 sluttedes den såkaldte Løwenwoldske Traktat mellem de tre magter. Men den var endnu ikke ratificeret, da August II døde.

(111)

Som modkandidatopstilledes August IIs søn, kurfyrst August af Sachsen, med støtte af kejseren. Medens Preussen holdt sig neutral, lovede czarinaen både tropper og penge.

I den polske rigsdag var der flertal for kong Stanislaus, der 13. september 1733 valgtes til konge. Medens kejseren nøjedes med at stille et korps op ved grænsen til Polen, rykkede en russisk hær ind i landet og fordrev Stanislaus fra Warszawa, hvor hans modstandere 5. oktober 1733 udråbte August III af Sachsen til konge. Stanislaus havde trukket sig tilbage til Danzig, der belejredes af russerne og sachserne. Skønt han fik hjælp af et lille korps fra Frankrig, hvis gesandt i København, grev de Plelo, selv deltog, måtte kongen efter Plelos fald den 27.juni 1734 flygte, og 9. juli overgav byen sig.

Kong Ludvig XV var naturligvis meget forbitret over sagernes gang, og efter at August III var blevet valgt til konge, erklærede han den 10.oktober huset Østrig krig. Foruden at hævne den tort, der var overgået hans svigerfader og hans egen prestige, ville han realisere et gammelt fransk håb og erobre Lothringen, hvis gamle hertug var død. Den nye, Franz, opholdt sig i Wien, hvor han 1736 ægtede Maria Theresia og derved blev stamfader til den senere kejserslægt.

Dette førte imidlertid også Spanien og Sardinien ind i krigen, idet disse stater kort forinden havde sluttet et forbund mod kejseren. For Spaniens vedkommende drejede krigen sig om at erobre dele af Italien til fordel for Don Carlos, der i 173l var blevet hertug af Parma og Piacenza, og blikket var her særlig rettet mod kongerigerne Neapel og Sicilien. Kongen af Sardinien havde ganske vist l4 dage før aflagt troskabsed til kejseren for sine besiddelser i det hellige romerske rige, men han ønskede nu at skyde sine grænser længere frem mod øst i det rige Lombardi.

For at spare penge havde kejseren kort før ladet sine hære sætte på fredsfod trods alvorlige advarsler fra den gamle feltherre prins Eugen af Savoyen. Han havde gentagne gange tilrådet at holde hæren på en mere respektindgydende styrke, særlig i Milano og Neapel, og havde erindret om den gamle sandhed: at ganske vist koster tropperne penge i fredstid, men når man bliver angrebet, vil opstillingen af demkoste tre gange så meget, og at man ikke kan vente sig noget af deres brugbarhed, men endog må regne med, at fjenden har fået et forspring i sine operationer.



Medens kejseren således ikke var forberedt på krig, var Frankrig klar til at handle med kort varsel. Allerede i september 1733 var der opstillet to arméer, (113) hvoraf den ene på 40.000 mand sluttede sig til den sardinske i Piemont. Den anden samledes ved Strasbourg og talte 35.000 mand fodfolk og 17.000 ryttere.

Den ledende franske statsrnand på denne tid, kardinal Fleury, nærede dyb respekt for den gamle kejserlige feltherre prins Eugen, der var frygtet for sin dristighed og energi, og desuden ønskede han at begrænse krigen mest muligt og undgå at inddrage selve Tyskland i den. Han foreslog derfor, at man skulle nøjes med at besætte Lothringen, bombardere Luxembourg, demonstrere mod Vieux-Brisach og skaffe sig to brohoveder over Rhinen ved at belejre Kehl og Phillipsburg på Clodens højre bred.

Herimod hævdede den 80-årige marskal, hertugen af Villars, at hvis man ønskede at føre krig, gjaldt det om ikke at gøre det halvt. At følge Fleurys råd var uværdigt for Frankrigs rnilitære anseelse. Hvis man lod fjenden tro, at man ikke ville gå over Rhinen, ville fjenden føre sit angreb mod Frankrigs grænser. For at undgå dette måtte man resolut trænge ind i Tyskland. Turenne havde engang sagt, at man intet havde at frygte af de tyske fyrster, sorn man let kunne slå med rædsel. Villars hævdede ivrigt, at man skulle handle hurtigt, slå hårdt, og støde så langt frem som muligt.

Dette ville Fleury ikke gå med til, og Villars fik derfor kommandoen over korpset i Italien, rnedens hertugen af Berwick kom til at lede styrken ved Strasbourg. Han var søn af kong Jacob II af Storbritannien og omtales som "ce grand diable d'Anglais sec et flégmatique". Man kunne være sikker på, at han gjorde, hvad han fik ordre til, og ikke udsatte sig for nogen risiko, og han regnedes for en glimrende fører i defensiven.

Få dage efter krigserklæringen til kejseren sendte Frankrig en neutralitetserklæring til det tyske rige, hvori det udtaltes, at man ønskede at holde fred med riget. Når man besatte Kehl, var det kun for at sikre sig et brohoved, hvorfra man kunne tvinge de fyrster, der kunne tænkes at ville hjælpe kejseren, til at holde sig derfra. Samtidig udtaltes det, at kongen ikke ønskede at gøre erobringer.

Så snart kejseren var klar over den truende krigsfare, henvendte han sig til sine allierede, Storbritannien og Nederlandene, men de erklærede sig begge neutrale. Den 4.november bad han rigsdagen i Regelisburg om hjælp, men først den 20. februar l734 udstedte den en krigserklæring til Frankrig og Sardinien, og den var endda ikke enstemmig, idet kurfyrsterne af Køln, Bayern og Pfalz erklærede sig for neutrale. De hørte alle tre til det wittelbachske hus, og kurfyrsten af Bayern mente sig nærmest til at arve tronen. Flere af de andre "stænder" ønskede heller ikke at stille tropper, men indbetalte en sum i stedet. Deriblandt var kong Christian som hertug til Holsten og Oldenburg.

(114)

Samme dag, meddelelsen om kong August IIIs valg nåede Versailles, afgik der ordre til Berwick om at angribe. Den 12. oktober passerede den berømte feltherre grev Moritz af Sachsen Rhinen nord for Kehl med 20 grenaderkompagnier og 2000 musketerer for at dække broslagningen.

De to følgende dage gik resten af korpset over på flodens højre bred og foretog et mislykket forsøg på at storme fæstningen. Berwick åbnede derefter en regelmæssig belejring, og da fæstningsværkerne var forfaldne måtte garnisonen trods al tapperhed kapitulere den 29. mod fri afmarch til Ettlingen. Kort efter trak Berwick hovedparten af sit korps tilbage over Rhinen og nøjedes med at holde nogle få brohoveder besat.

Som tidligere nævnt stod der et kejserligt korps i Schlesien for at bevogte grænsen til Polen, men desuden havde man samlet en styrke på 30.000 mand ved Pilsen under hertug Ferdinand af Braunschweig-Bevern med den opgave at passe på det franskvenlige Bayern. Korpset fik nu ordre til at rykke til Schwaben, men nåede først i slutningen af november til Carlsruhe. Hertug Ferdinand følte sig ikke stærk nok til at angribe og nøjedes med at besætte et par ret udstrakte linier ved Ettlingen, lidt syd for Carlsruhe, og ved Stollhofen 25 kilometer sydligere; samt de vigtigste pas i Schwarzwald. I slutningen af december gik de to parter i vinterkvarter på hver sin side af Rhinen, medens franskmændene fastholdt brohovederne ved Hüningen, Kehl og Sellingen.

Medens krigen i Tyskland således nærmest var stillestående, var det i Italien magtpåliggende for de allierede at gennemføre deres erobringer energisk og hurtigt. Den habsburgske provins Lombardiet bestod af de to hertugdømmer Milano og Mantova, der kun var forbundet med en meget smal korridor. Milano strakte sig på begge sider af Po fra Schweizo grænse i nord til republikken Genovas smalle kystland i syd. Mod vest grænsede det op til Piemont og mod øst til venetiansk område, der ved Cremona kun var 20 kilometer fra Pofloden, hvis sydbred herfra ejedes af hertugdømmerne Piacenza, Parma og Modena. Øst for korridoren lå derefter Mantova, skilt fra det nærmeste habsburgske land ved et cirka 40 kilometer bredt stykke af Venezia.

Villars armé passerede hurtigt Alperne i to kolonner og sluttede sig ved Vercelli til den sardinske hær. Det var hans plan at støde frem til korridoren og derved udelukke muligheden for hjælp til den l5.000 mand stærke garnison i hertugdømmet Milano. Hans langt overlegne korps mødte kun ringe modstand: Pavia og Vigevano åbnede straks deres porte, garnisonen i Milano rømmede byen og (115) trak sig tilbage til slottet, og først ved Pizzigbetone mødte han modstand, der måtte overvindes da byen var et vigtigt vejknudepunkt. Den faldt efter en blodig kamp den 30. november og få dage efter kapitulerede Cremona, og korridoren var lukket. Villars vendte sig derefter mod de nordlige og sydlige dele af hertugdømmet. Den 5. januar 1734 måtte besætningen på slottet i Milano opgive kampen mod fri afmarch til Mantova, og få dage efter faldt Novara og Tortona.

Der var imidlertid tilgået et lille spansk korps, som Villars havde anbragt syd for Po for at sikre sin højre flanke, men det begyndte pludselig at forskyde sig mod syd ind på genuesisk område, hvor det i bavnebyen Spezzia forenedes med et nyt spansk korps, der var blevet overført fra Barcelona, og som havde til opgave at rykke ned gennem Italien mod de kejserlige provinser i Syditalien. Kongen af Sardinien havde nu også nået sit mål, og følgen blev, at Villars måtte standse fremrykningen og opgive erobringen af Mantova, hvor de kejserlige i løbet af vinteren samlede et korps på 6l.000 mand under feltmarskal grev Mercy.

Prins Eugen var til franskmændenes store forbavselse blevet hjemme i Wien, hvor han var stærkt optaget af at genopbygge den kejserlige hær og forhandle med de allierede om hjælpetropper. l løbet af vinteren lykkedes det at opstille nogle regimenter og få løfte om hjælp fra forskellige lande, og dertil kom, at man kunne trække en del afdelinger fra Ungarn til krigsskuepladsen, da Porten erklærede sig neutral.

Danmarks forbindelse med Wien gik dels gennem vor gesandt ved kejserboffet, grev Cbristian August Berckentin, der var meget anset begge steder, dels gennern kejserlig generalfelttøjmester Frederik Henrik rigsgreve Seckendorff, der boede i Berlin og var akkrediteret hoffet der og i København, dels genllE;m vor gesandt ved berlinerboffet, generalmajor Andreas August Pretorius, der med rette regnedes for en særdeles dygtig officer.

Den l2.juli 1733 blev Berckentin kaldt til et møde hos prins Eugen. Han fik her et memorandum, bvori der stod, at Frankrig trak tropper sammen og foretog en række krigsforanstaltninger, så man havde grund til at frygte, at Frankrig ville bryde freden. Kejseren havde tænkt at samle et korps ved Rhinen og ønskede, at den danske konge ville gøre de tropper marchklare, som han skulle stille efter traktaten, så de hurtigt kunne støde til korpset ved indtrædende casus foederis.

Berckentin svarede, at kongen altid ville overbolde de trufne aftaler og gøre korpset klar, når der forelå casus foederis, og man bavde meddelt den franske regering dette. Senere under samtalen udtalte han, at det afgørende var, hvem der angreb, hvortil hofkansleren, grev Sinzendorff, svarede, at kejseren ganske (116) givet ikke ville angribe. Da Berckentin udtalte, at han ikke troede, at Frankrig ville begynde krig i dette år, dels på grund af den fremskredne årstid, dels fordi han ikke fandt de franske trusler rigtig alvorlige, svarede biskoppen af Bamberg, at det kunne man ikke stole på, og grev Königseck tilføjede, at selv om Frankrig måske i øjeblikket ikke havde lyst til krig, kunne den nemt komme, hvis man ikke foretog nogen modforholdsregler. Berckentin skrev senere, at man i samtaler om det polske spørgsmål kun fremsatte almindelige talemåder og mere "des- als approbierte" den kejserlige regerings optræden.

Først den 17. oktober meddelte kancelliet, at kongen i tilfælde af en virkelig opstået forbundssituation ikke ville undslå sig for at stille de aftalte auxiliairtropper. Men inden brevet nåede Wien, bad Berckentin den 21. om forholdsordre, da krigen nu virkelig var brudt ud.

Den 22. oktober om morgenen blev han tilsagt til konference hos prins Eugen sammen med gesandterne fra Storbritannien, Preussen, Nederlandene og Hannover og samtlige kabinetsministre. For at undgå ceremonielle vanskeligheder blev alle stående mellem hverandre. Prinsen udtalte, at da Frankrig, Sardinien og Spanien nu virkelig var gået til angreb, havde man samlet gesandterne for at meddele dem dette og bede dem om ufortøvet at lade de aftalte hjælpetropper afmarchere. Under denne del af konferencen var alle tavse for derved at tilkendegive, at de tog meddelelsen til efterretning.

De følgende dage modtog man to skrivelser fra Seckendorff. l den sidste udtalte han ønsket om, at kongen ud over de lovede 6000 mand ville stille cirka 7000 mand fodfolk og 3000 ryttere til kejserens rådighed. Det synes dog ikke som om der nogen sinde er givet noget skriftligt svar herpå. Den 7. april skrev Berckentin, at prins Eugen havde forespurgt om kurfyrsten af Sachsen foruden hessiske afdelinger kunne leje 4000 mand her i landet, hvortil Berckentin svarede, at han ikke troede, kongen ville blotte sig for så meget, da den svenske rigsdag var indkaldt, og man aldrig kunne vide, hvad den kunne finde på.

Den 10. november svarede kancelliet, at man var ved at sætte korpset i marchdygtig stand og ville lade det afgå til kejserens tjeneste, men at kongen ikke ville lade dette ske.på denne årstid for ikke at ødelægge det til ingen nytte. Desuden bad man om en kejserlig gesandt i København, da det var for besværligt, at Seckendorff boede i Berlin. I Wien var man ikke helt tilfreds med svaret, og prins Eugen udtalte, at det ikke forekom ham rigtig positivt, hvortil Berckentin svarede, at det forekom ham ganske klart og tydeligt. Dette havde til følge, at man skrev til Seckendorff at korpset nok skulle blive klart til foråret. Den (117) 29. november havde Seckendorff skrevet til overkrigssekretær, generalløjtnant Løvenorn, der den 15. december svarede, at han gjorde sig store anstrengelser for at gøre korpset så godt som muligt. Seckendorff må allerede tidligere have følt sig forvisset om vor gode vilje, for den 17. november skrev han beroligende til Wien, og senere udtalte kejseren sin store glæde over det danske svar.

-o-

DEN DANSKE HÆR 1733

Hærens anliggender lededes af overkrigssekretæren i krigskancelliet, geheimeråd og generalløjtnant til hest, Poul Vendelboe Løvenørn. Som håndværkersøn fra Horsens havde han fra fattig student gjort springet til hovmester for fyrst Menschikoffs børn og derfra til officer i czarens hær. Derfra gik han 17l2 over i sit fædrelands tjeneste, hvor han avancerede til general og blev brugt som amtmand og gesandt, indtil han 1730 overtog krigskancelliet. Hans absolutte loyalitet, gode og hurtige opfattelse. livlighed og enorme charme gjorde ham meget yndet hos så forskellige personligheder som czar Peter, de preussiske konger Frederik Wilhelm I og Frederik II og vore egne konger Frederik IV og Christian VI. Overfor hærens og flådens personel, der nærede ubetinget tillid til ham, var han velvillig og retsindig. Han var belæst og beherskede flere sprog. og hans dansk var let, fyndigt og havde lune.

Han styrede hærens sager dels gennem krigskancelliet, hvis område nærmest omfattede referat til kongen og de kongelige resolutioner, hærens og flådens personel og krigsberedskab, dels gennem landetatens generalkommissariat, der bestyrede pengevæsen, fremstilling af våben og anden udrustning, hestevæsen, forplejning og transportvæsen. Han havde straks ved sin tiltræden af embedet indført en del forbedringer i officerernes uddannelse og konduitelister, ligesom han havde givet nogle fremtrædende officerer ordre til at udarbejde nye reglementer for våbnene.

De hjælpetropper, Danmark skulle stille til kejserens rådighed, skulle udelukkende tages mellem de hvervede afdelinger. Forpligtelsen lød på 4000 mand til fods (det vil sige to store regimenter) og 2000 mand til hest (hvilket svarede til tre store rytterregimenter).

Hæren bestod på dette tidspunkt af to meget forskellige dele: de hvervede og de nationale regimenter. Af disse var de førstnævnte absolut de kostbareste og (118) samtidig de, der lettest kunne genopstilles. Deres mandskab, der altid var tjenstgørende, var for langt den største dels vedkommende hvervet i udlandet, hvor der altid fandtes tilstrækkeligt mange eventyrlystne unge mennesker, hvoraf en stor del på dette tidspunkt endog var krigsvante folk, der var blevet aftakket efter de store krige ude i Europa. Man kunne således regne med i påkommende tilfælde i løbet af kort tid at kunne skaffe sig de fornødne hvervede afdelinger, når man blot havde våben o.s.v. liggende parat.

Helt anderledes forholdt det sig med de nationale regimenter, som de udskrevne regimenter kaldtes, fordi deres mandskab udelukkende bestod af rigernes befolkning. Dette mandskab var hjemsendt størstedelen af året .og mødte kun til kortere øvelser. Som alle værnepligtige hære ville deres forøgelse tage lang tid eller gribe dybt ind i landbrugets økonomi, der i denne periode var meget dåriig. De havde under krigene vist sig mindst lige så gode som de hvervede og havde dækket deres fane med hæder såvel i vore egne krige som i udlandet, hvor de havde kæmpet som auxiliærtropper under Marlborough og Eugen af Savoyen.

Hærreduktionen havde som følge heraf udelukkende hvervede regimenter, men kort tid efter Christian VIs tronbestigelse ophævedes de danske og oldenborgske nationale afdelinger, og kun de norske og militsen på Bornholm blev tilbage. Det viste sig imidlertid hurtigt, at bønderkarlene benyttede friheden til at rende af tjeneste, og i 1733 genoprettedes de nationale regimenter, og for at holde karlene på de gårde, der skulle afgive soldater, indførtes stavnsbåndet, der dog blev til stor skade for det i forvejen synkende landbrug og for bondebefolkningen.

Det hvervede fodfolk bestod af l2 regimenter, der særlig var samlet om de mest udsatte steder: København og hertugdømmerne, hvor den største styrke lå i Rendsborg med mindre afdelinger i Frederiksort og Glückstadt. Regimenterne bestod af 12 ensartede kompagnier, der samledes i to bataljoner. Hvervning, uddannelse og udrustning påhvilede kompagnicheferne, der hertil rådede over en fast sum. Hvervningen foretoges både herhjemme- og i udlandet, men da laugene og godsejerne satte sig imod den, fordi den havde til følge, at drengene løb af lære og karlene fra gårdene, fandt den hovedsaglig sted i udlandet. Ifølge konges håndbog for 1728 var næsten halvdelen af rytterofficererne og en trediedel af fodfolksofficererne indfødte, medens tallene for det hvervede personel var henholdsvis en trediedel og en fjerdedel. Derimod fik cheferne foræret betlere og omløbere, der blev anholdt, men dem var de selvfølgelig ikke særlig glade for.



De menige deltes i musketerer og grenaderer, hvoraf de førstnævnte dannede fodfolkets hovedstyrke og var opstillet på fire geledder, medens de udsøgte grenaderer (119), der normalt var ved kompagnierne, men kunne samles til særlige kompagnier, bataljoner og regimenter, blev brugt til sikringstjeneste, rekognescering og til at gennemføre kampen med håndgranat og bajonet.

Denne periode var lineartaktikkens gyldne tid: hærene opmarcherede på to snorlige linier med fodfolket i midten og rytterne på fløjene, og flankeangreb var yderst sjældne.

Kården var på denne tid fælles for hele fodfolket. Den var forskellig i udstyr for officerer og mandskab, men må betegnes som et stærkt og godt våben, der for grenaderernes vedkommende endog var så kraftigt, at den kaldtes pallask. Ved siden heraf havde officererne esponton og underofficererne et kortgevær, et navn, der også blev benyttet som fællesbetegnelse for begge og stammende fra, at det kun var 2 meter i modsætning til den 4 - 5 meter lange pike, der nu helt var afskaffet.

(120)



Da grenadererne ofte kom til at optræde isoleret, bar deres officerer gevær. De andre officerer har efter al rimelighed haft private pistoler, men sådanne reglementeredes først for små hundrede år siden.

Mandskabet havde foruden kården flinte og bajonet. Flinten var et gevær med flintelås, den var l4-lødig, det vil sige, at der gik l4 kugler på eet pund, i moderne mål var kaliberet l8,3 millimeter. Den havde sigtekorn, og det var foreskrevet, at skytten skulle se langs geværet for at vide, hvorhen han skød, og for hverken at skyde for højt eller i jorden. Flintenlades ved, at geværet først bragtes op i færdigstilling, hvor dækslet over panden åbnedes. Derefter tog man patronen med højre hånd, åbnede den med tænderne og hældte noget krudt på panden, lukkede dækslet, tog geværet ned og hældte resten af ladningen i løbet, hvorefter man stødte den fast med ladestokken. Største skudvidde (121) var cirka 180 meter, og reglementet af 1729, der med nogle rettelser fra l733 stadig var gældende, fastsatte, at bataljonschefen måtte bestemme, hvornår han ville åbne ilden.



Skydningen kunne foregå med eet eller to geledder ad gangen. Den udførtes fra stående stilling, og de forreste geledder knælede ned, når de bagvedstående skød. Da skudhastigheden kun var 2 - 3 skud i minuttet, var frygten for ikke at være skudklar stor, og man forlangte derfor, at mindst halvdelen af styrken skulle have ladt gevær. Til skydning var bataljonen inddelt i seks pelotons, og den gik for sig på den måde, at bataljonschefen befalede antal skud, og hvilken peloton, der skulle begynde. Var det første peloton, der skulle afgive den første salve, fulgte de andre efter i ordenen 6., 2., 5., 3. og 4.. På grund af den ringe afstand fandt afgørelsen hurtigt sted, så de 24 patroner, soldaten var udrustet med, kunne slå til.

(122)



For yderligere at bryde den fjendtlige modstand kastede grenadererne deres håndgranater umiddelbart før indbruddet. Disse granater vejede indtil 2 kilo og antændtes ved en lunte, efter at granatens tændsats var gjort fri med tænderne, hvorefter de kastedes ved et underarmskast. Man havde tidligere benyttet de såkaldte granatbøsser eller musketons, der nærmest var afkortede flinter med fast granatbæger, men de var vistnok nu kasseret.

I modsætning til den kejserlige bajonet var den danske en lang døllebajonet, og da man måtte regne med nærkamp i umiddelbar fortsættelse af skydningen, var den altid påsat inden kampens begyndelse.

Foruden musketerer og grenaderer fandtes ved kompagnierne nogle tømmermænd, der rangerede med grenaderer og gefreitere. De havde økser, sav og skødeskind foruden flinten, og var altså en slags fodfolkspionerer. Endelig fandtes seks hoboister ved regimentet, vistnok i underofficers- eller menignummer. De skulle (123) hver dag underholde regimentschefen og en gang om ugen de andre stabsofficerer. Under march gik de foran og skiftedes med tamburerne og piberne til at spille. Under kamp hørte de sammen med tømmermændene til den peloton, der samledes om fanen og ikke deltog i skydningen.

De beredne regimenter bestod af otte kompagnier, der to og to var samlet i eskadroner. Ved rytteriet bestod bevæbningen af pallask, to pistoler og en karabin, der alle var l6-lødige, hvilket svarer til 17,5 millimeter. Karabinens rækkevidde var kun 150 meter, men den var kun et nødvåben, thi kamp til hest førtes dengang således, at man red frem i trav, til man kunne se det hvide i fjendens øjne så affyredes pistolerne, og man angreb med det blanke våben.

Dragonerne var nærmest ridende fodfolk, bar ikke kyrads og havde mindre kostbare heste. Deres bevæbning var derfor en blanding af begge våbenarters, idet de havde rytterens pallask og pistoler, medens de til kamp til fods havde en l6-lødig flinte med bajonet. Ved hvert kompagni fandtes otte grenaderer, som Mörner i december 1734 foreslog samlet ved en særlig eskadron som hos de kejserlige, men da den kun ville blive på 64 mand, blev det afslået.

Underofficererne var dels udtaget mellem mandskabet, dels bestod de af kadetter og volontører, og derfra udgik officerskorpset næsten udelukkende, idet regimentscheferne selvfølgelig helst indstillede en mand, de selv havde uddannet, fremfor en ubekendt fra Landkadetakademiet. Derimod skete det kun undtagelsesvis, at en fremmed officer eller en meget højtstående person fik bestalling. Pension gaves kun af kongelig nåde, og en kompagnichef holdt derfor ud, til han kunne få kompagniet solgt for så stor en sum penge, at han kunne leve af den - men kancelliet førte skarpt tilsyn med, at den nye chef var stillingen voksen. Naturligvis kunne det falde en premierløjtnant svært at præstere den sum, der forlangtes, og man har eksempler på, at et premierløjtnant, sekondløjtnant og fændrik har slået sig sammen og garanteret pengene mod, at de alle avancerede.

På den anden side foretrak man som oftest velhavende kompagnichefer, fordi de bedre kunne bære tabet ved stor desertering, epidemier eller ildsvåde.

For at holde styr på de meget uensartede elementer, de hvervede regimenter bestod af, var det nødvendigt at holde en ubøjelig disciplin samtidig med, at det mangeårige samliv skabte et særligt tillidsforhold mellem officerer og mandskab. Da der næsten udelukkende lød lovord over vore troppers optræden under udkommandoen, må man gå ud fra, at vore veluddannede officerer netop havde den rigtige måde at behandle mandskabet på.

(124)

Alligevel var der naturligvis forbrydere mellem folkene, og da drab, plyndring, rømning og lignende forseelser let kunne finde sted under krigsforhold, måtte man have en straffelov, der gjorde det muligt at slå enhver udskejelse ned.

Danske Lov, der var beregnet på landets egne børn, var sandelig ikke blødsøden, og det kan derfor ikke undre, at Christian Vs Krigsartikelbrev af 9/3 1683 og Krigsretsinstruktionen af samme dato var meget hårdhændede. Artikelbrevet var bygget på Christian IVs og Christian IIIs, der igen hvilede på endnu ældre straffelove, der var opstået i det hellige romerske rige under kejsernes forsøg på at holde styr på de vilde landsknægte.

Enhver chef kunne straffe sine undergivne for de mindre forseelser, medens de alvorlige sager henvistes til krigsretterne. Disse bestod af en stabsofficer som formand, to kaptajner, to premierløjtnanter, to sergenter og to menige. Efter at dommerne havde aflagt ed på ikke at lade sig påvirke af personlige følelser overfor den tiltalte, men kun at have Gud og retfærdighed for øje, oplæste auditoren forhørsprotokollen, gennemgik sagen og endte med en retsbelæring, hvorunder han fremsatte forslag til strafudmålingen, som dommerne derefter gennemgik indenfor de seks "klasser". Når disse overvejelser var endt, afgav hver dommer hviskende sit votum, der indførtes i justitsprotokollen og underskreves af dommeren, hvorefter auditøren udregnede den endelige dom.

Af de ovennævnte forbrydelser var rømning, "desertion", en speciel militær forseelse. Den har altid med rette været regnet for en af de alvorligste forbrydelser, og man var altid ret værgeløs overfor den, særlig når rekrutteringen måtte ske mellem eventyrere og mænd, der moralsk og økonomisk var gået til bunds. Under en stor krig var man hurtigt henvist til ryggesløst pak, der bogstavelig talt levede af at lade sig hverve og modtage håndpenge, blive udstyret fra yderst til inderst, så desertere, sælge det hele og lade sig hverve til en anden armé. Dertil kom, at hærens kampkraft kunne blive svækket på katastrofal måde og militære hemmeligheder komme til fjendens kundskab.

Det var derfor.ikke så underligt, at straffen var meget hård. Allerede i Christian IIIs krigsartikler af 1543 står, ar rømningsmanden skal straffes "für einen feltfluchtigenn Bosewicht vnnd meyneydigenn verretter". Straffen var døden, men som oftest nøjedes man med at lade desertøren løbe spidsrod, i det håb, at han derved blev helbredet, så man slap for at skulle hverve en ny mand. Men regeringens holdning var ikke ensartet. Til tider klyngede man desertøren op, så snart man fik fat i ham, eller, var der flere, lod man dem (125) kaste terninger på en tromme under galgen, hvorefter nogle blev hængt, medens resten slap med at løbe spidsrod. Til tider udstedte man generalpardon og lovede desertørerne frit lejde, hvis de mødte inden en vis dag. Men i virkeligheden var begge fremgangsmåder virkningsløse.

Sundhedstjenesten blev ledet af regimentsfeltskæreren, der rådede over nogle svende, hvoraf der altid skulle følge een med veddetacheringer fra regimentet. Hans instrumenter og medicin medførtes på en særlig vogn. Til hjælp kunne han råde over l menig pr. kompagni og 2 - 3 soldaterkoner. I det ublodige felttog 1734, hvis hele tab overfor fjenden var l hest, l musketer og 2 karabiner, blev der ikke meget brug for kirurgerne som .sårlæger, men mandskabet led en del af epidemiske sygdomme, især tyfus og dysenteri, "Rote Rur", der ved Dombroicks regiment i vinteren 1734-35 kostede over hundrede mand, regimentskirurgen og feltpræsten livet. De kejserlige hospitaler ville først ikke modtag e de syge, og senere lå de for afsides, så transporten blev for besværlig og kostbar. Først hjalp man sig på bedste måde, som da oberst Kaas under en af marcherne på egen regning lejede lokaler, læger og sygepassere.

Dette gav imidlertid stødet til, at stabskirurg Montzinger indsendte forslag om oprettelsen af et stort lazaret på 400 senge. Det ville koste 3660 rigsdaler og 40 skilling at oprette og 1000 rigsdaler i månedlig drift.. Ville man ikke bevilge dette, burde regimenterne kunne påtage sig behandlingen på mindre lazaretter. Disse skulle kun modtage sårede, epidemiske, dødeligt syge eller folk med andre særlig alvorlige sygdomme. Af feltskærersvende foresloges det at ansætte ni á 6 rigsdaler, hvoraf mindst de seks skulle bruges ved lazaretterne. Man fik dog kun syv, nemlig een pr. rytter- og to pr. fodfolksregiment.

Sygepassere foresloges taget fra regimenterne, og der skulle ydes dem et dagligt tillæg på 2 skilling. Desuden ønskedes to soldaterkoner til hele korpset til vask af lagner o.s.v. mod en løn af 4 rigsdaler månedlig, endelig fik man een vågekone pr. 25 syge á 2 skilling daglig.

Af senge måtte der anskaffes 20 til hvert rytter- og 60 til hvert fodfolksregiment. De skulle udstyres med en madras eller halmsæk, to par lagner, en hovedpude og et uldtæppe - og endelig skulle der anskaffes 200 skjorter til hvert fodfolksregiment, hvis mandskab kun havde een skjorte hver. Sengene var temmelig dyre, og man forsøgte derfor at låne dem ved det kejserlige generalkrigskommissariat. Det lykkedes ikke i første omgang, og overkrigskornmissæren fik derfor ordre til at købe sengene - men så fik man dem alligevel til låns. Til transport af syge fra regimenterne til lazaretterne skulle hvert regiment have en særlig vogn til 114 rigsdaler, hvortil kom 3 rigsdaler til kusken og l½ rigsdaler i beslagpenge pr. (126) hest.

Mörner foreslog, at der blev ansat en særlig feltpræst ved lazaretterne for 14 rigsdaler om måneden, men i 1715 havde der ingen været i Pommern, så generalkommissariatet mente, han var overflødig. Arbejdet måtte kunne udføres af en af rytteriets præster, medens de to andre passede de tre små regimenter. Fodfolkets havde nok at gøre med de store regimenter. Dette ville kongen dog ikke gå ind på, og resultatet blev, der ansattes en, der kunne både dansk og tysk.

Stabskirurgen skulle føre tilsyn med lazaretterne og skulle i den anledning have et tillæg på 4 rigsdaler ekstra beslagpenge til to heste og 3 rigsdaler til en kusk. Til anskaffelse af bandager og fyldning af medikamentkisterne havde regimenterne ved udrykningen fået henholdsvis 50 og 100 rigsdaler, - nu fik de yderligere 70 og 200.

Medens det kejserlige generalkommissariat skulle skaffe lokaler m. m., blev der bevilget 2 rigsdaler månedlig for hver lazaretsyg rytter, l 3/4 for hver dragon og 2 1/8 rigsdaler for hver infanterist, hvilket generalkommissariatet kunne anbefale, da man i forrige krig havde betalt noget mere.

Beslag- og dyrlægetjenesten var mærkeligt primitivt ordnet. En af underofficererne eller de menige ved hvert beredent kompagni var ganske vist fanesmed og kunne beslå hestene og havde noget begreb om behandlingen af deres sygdomme, men da han ikke havde større redskaber, måtte man ty til smedene i nærmeste by eller gods, og disse tilfældige smede var hverken særlig omhyggelige eller kendte de enkelte dyrs særegenheder. Mörner foreslog derfor ansat en særlig regimentsmed, men for at spare penge bestemtes det, at den bedste af kompagniernes fanesmede skulle fungere som regimentsmed. Regimentet skulle give ham forskud til karren med alle dertil hørende redskaber, et forskud han let kunne betale tilbage, hvis ban kunne sit båndværk, ligesom kompagnicheferne i vinterkvartererne kunne skyde foder sammen til hans hest.

Brødet blev leveret af de kejserlige feltbagerier, der fik melet fra store magasiner, der blev anlagt i de egne, man mente blev krigsskueplads. Resten af maden måtte soldaterne købe hos marketenderne, der blev ansat af regimenterne, men taget i ed af overauditøren, der udstedte dem et pas, der skulle fornyes hver måned. Der måtte ikke handles under gudstjeneste, før reveille og ef ter retraite undtagen i sygdomstilfælde. Marketenderne var underkastet krigsartiklernes bestemmelser, og priser og mål skulle inspiceres af overauditør og generalgewaltiger, der også skulle våge over, at de ikke plyndrede og stjal. Regimentscheferne skulle påse, at de ikke måtte afgive for store ydelser til major, (127) adjutant eller gewaltiger. Overauditøren skulle for sit arbejde hermed have l dukat af en lille marketender og 2 af en stor tracteur i discretion. For fastsættelse af mål, vægt og pris skulle han for hver ohme vin have "eine Küse Maass" og 9 dukater, for hver tønde øl et mål og for andre store mængder madvarer nogle pund, eftersom det var meget eller lidt. Han skulle også have de almindelige stadepenge. Da dette arbejde krævede, at han daglig red 3 til 5 mil, søgte han om en særlig erstatning, der dog ikke bevilgedes.

Denne ordning med leverance af brød fra magasin, medens mandskabet måtte købe resten af deres forplejning,hos marketenderrie, var den almindelige i Europa. Kun russerne,der var indstillet på kampe i øde egne, forsynede deres tropper med kød, gryn og mel, så de selv kunne tilberede maden. Da der senere under krigen kom større russiske styrker til Rhinen, var denne ordning nær ved at sprænge hele det kejserlige generalkommissariat.

Medens havren til hestene leveredes fra magasinerne, måtte hø og halm skaffes fra omegnen, og dette førte altid til, at man efter en kort tids ophold på stedet måtte foretage fourageringer 3 til 5 mil borte, hvilket naturligvis sled enormt på mandskab og heste og ustandselig førte til klager fra beboerne om plyndring.

Hærene var altså helt afhængige af magasinerne, og disse anbragtes derfor helst i fæstninger. Ville man fordrive fjenden fra en egn, kunne man naturligvis forsøge at slå ham i et slag, men det var risikabelt og kostede altid nogle soldater. Det var betydelig nemmere at afskære ham fra hans magasiner, og krigene førtes derfor ikke så meget ved at man opsøgte og slog den fjendtlige hær, som ved at man tog hans fæstninger og manøvrerede ham bort fra hans forsyningslinier, hvilket førte til besværlige belejringer og lange opslidende marcher.

Lønningerne fastsattes for hvert år i det såkaldte reglement, hvoraf der udfærdigedes et for den danske og et for den norske hær - hertil kom i 1734-36 et for Mörners korps. Herefter fik Mörner 3000 rigsdaler i gage, 2000 i forbedringsgage, 205 rigsdaler og 24 skilling i beslagpenge til 36 heste og 615 rigsdaler og 90 skilling i lønning til knægtene; altså ialt 5821 rigsdaler og 24 skilling. De to generalmajorer, der var ansat ved korpset, fik hver 2000 rigsdaler i gage og 547 rigsdaler og 28 skilling til beslagpenge til 24 heste og lønning for 12 knægte.

For de øvrige officerers vedkommende faldt lønningerne i to grupper: stabsofficerer og kaptajner i den ene og løjtnanter i den anden. Princippet for den første var, at kompagnichefen fik en vis grundløn, en ritmester 622 rigsdaler og 3 skilling og en kaptajn 519 rigsdaler og 36 skilling, hvortil der lagdes et tillæg for de højere grader: for rytterobersten 958 rigsdaler og 12 skilling og for (128) fodfolksobersten 866 rigsdaler og 84 skilling. Premierløjtnanterne fik 273 rigsdaler og. 72 skilling ved rytteriet og 182 rigsdaler og 48 skilling ved fodfolket, sekondløjtnanter, kornetter og fændrikker henholdsvis 211 rigsdaler og 1½ skilling og 159 rigsdaler og 60 skilling ved de to våben. Hertil kom yderligere felttillæg, beslagpenge og løn til knægtene. Det reglementerede antal heste varierede meget efter graderne, idet rytterobersten skulle have 12 heste, medens fodfolksfændrikken kun havde to.

Mandskabets lønning udbetaltes fra gammel tid for 8 dage ad gangen, og hærens regnskabsmåneder beregnedes derfor til 32 dage. Udover brød fik en musketer om måneden 2 rigsdaler og 1 skilling, en rytter eller dragon 3 rigsdaler og 74 2/3 skilling, medens sergenterne ved fodfolket fik 8 rigsdaler og l l/6 skilling og vagtmestrene ved rytteriet 7 rigsdaler og 74 2/3 skilling.

Denne indtægt var så ringe, at man ikke kunne ernære kone og børn heraf, men det forudsattes, at soldaterne tjente noget ved siden af. Dette førte til evig strid med laugene, der mente, soldaterne kunne underbyde deres medlemmer, og der udstedtes derfor gang på gang kgl. forordninger, der skulle dele sol og vind lige mellem de to parter. Efter forordningen af 1725, der gjaldt på denne tid, måtte soldaterne fiske, arbejde hos laugsmestre eller i deres eget kvarter på deres profession med hjælp af kone og børn, men ikke ved "Med-Cammerater" - kun fanesmedene måtte holde en medhjælper. Hoboisterne måtte musicere for rangspersoner og landofficerer i deres huse og logementer, men ikke for søofficerer og borgerskabet, der var henvist til den stedlige stadsmusikant.

Konerne måtte arbejde i hjemmet som hjælp for manden i hans profession, spinde, væve, sy og sælge deres arbejder og gamleklæder på bestemte steder i byen. Desuden måtte de ombære og sælge fisk, østers, frugter, citroner og grøntsager ved dørene, idet de på gaden skuile udråbe det, som de havde at forhandle, og ikke skulle fordriste sig til ukaldet at indgå i folks huse.

De små indtægter og den skrøbelige moral førte ofte til tiggeri eller endnu værre forsyndelser. For at modarbejde dette indførtes dels bestemmelser, der begrænsede antallet af koner til 30 ved et kompagni af fodfolket og 20 ved rytteriet, dels skulle koner, der blev grebet i at tigge, afleveres til Børnehuset. Regimentscheferne skulle føre tilsyn med, at kompagnicheferne ikke gav flere giftermålstilladelser end fastsat. Disse såkaldte frisedler blev indført i justitsprotokollen og skulle afleveres til præsten, før han måtte foretage vielsen. Afslag førte ofte til ansøgninger til kongen, der altid lod dem gå videre til udtalelse hos kompagnichefen, der anbefalede nogle, men sommetider erklærede, at soldaten ikke kunne ernære (129) sig selv, endsige kone og børn, eller at pigen havde et dårligt rygte.

Til understøttelse for de gamle, aftakkede soldater havde man Krigshospitalskassen, men pensionerne var så små, at det var nødvendigt, at de gamle selv kunne tjene noget ved siden af. I 1734 ændredes dette ved, at man indrettede et væveri på Københavns Ladegaard, hvor man kunne beskæftige 1000 tidligere soldater koner og større børn, der både lærte almindelige skolefag og håndværk. Samtidig ophævedes de gamle regiments- og kirkeskoler, og der oprettedes fire nye skoler, hvor de mindre børn gratis lærte skrivning, dansk og tysk læsning og regning, foruden at pigerne lærte at sy.

Da de hvervede regimenter i sin tid opstod, blev de soldaternes hjem, og trosset havde derfor altid været belemret med et meget uregerligt slæng af koner og børn, således at man endog måtte ansætte en særlig befalingsmand - Hurenweibel til at styre dem. Nu var regimenterne fast garnisonerede, og man kunne derfor lade koner og børn blive hjemme. Helt undvære dem kunne man imidlertid ikke, og reglementerne tillod, at der medtoges seks pr. l00 mand. De skulle tages mellem de unge, arbejdsomme og marchdygtige og helst være barnløse. Deres opgave var at vaske, sy og passe syge og sårede. Officerernes fruer havde naturligvis også været med hæren. Nu blev de yngre officersfruer hjemme, medens i hvert fald generalinderne og deres børn fulgte korpset.

De øvrige koner måtte blive tilbage i garnisonen, hvor de måtte flytte fra barakkerne ud i byen. For at hjælpe dem bestemtes, at de skulle være fri for skatter og offentlige ombud. Derved blev de blandt andet fri for accise, således at de kunne tjene mere på de varer, de købte på landet og solgte i byerne. Konerne i Haderslev søgte også om hjælp til børnene og deres skolego.ng, men dette blev afslået af hensyn til konsekvenserne.

Indkvarteringen var meget forskellig. I København var folkene indkvarterede hos beboerne i lejede kvarterer, medens de i Citadellet Frederikshavn lå i stokkene. I Rendsborg fandtes et stort antal barakker i voldgaderne, og nogle af dem findes den dag idag. Det meste af rytteriet var ligeledes indkvarteret i barakker, da regimenterne af hensyn til græsningen var fordelt til de kongelige slotte.

Normalt fik regimenternes kompagnier hvert tredie år helt ny overmundering, idet der bevilgedes en sum penge til dens anskaffelse, og en af fordelene ved at være kompagnichef var, at der var mulighed for at tjene noget ved fordelagtigt indkøb af tøjet. Undermunderingen blev derimod leveret hvert år undtagen til musketererne, der kun fik to sæt i perioden. Da samtlige kompagnier skulle have deres styrke forøget ved opstillingen af korpset, blev der bevilget en særlig sum til (130) indkøb af uniformerne. Herefter fik hver mand en hat, frakke, benklæder, kamisol (d.v.s. en langærmet vest), fodfolket een og de beredne to skjorter, et par strømper, sko og sort halsklud. Desuden fik de beredne en kappe, handsker og ridestøvler, og rytterne tillige kyradsskjorte til at bære mellem kyrads og frakke.

Regimenterne kendtes fra hverandre dels ved farverne i deres uniformer, dels i mønstret på ærmernes plydsopslag. l 173l havde kongen imidlertid bestemt, at uniformsklædet skulle leveres fra den kgl. Ulden-Manufaktur, der begyndte at blive leveringsdygtig i l736, Samtidig blev plydsopslagene afskaffet og erstattet med klæde, og da det var for kostbart at gøre dette mønstret, indførtes kendetegn i farverne i fór, kamisol, knap, knaphul og hattebånd - en ordning, der var gældende til man i l842 gik over til enhedsuniformerne. For eksempel havde Holsteins Regiment gule opslag, mørkeblå underfór og kamisol, hvide knapper og knaphuller og sølvhattebånd, medens Dombroicks Regiment havde gule opslag, un'derf6r, knapper, knaphuller og hattebånd og blå kamisol.

Efter Danske Militair Reglement omfattede soldatens lønning foruden den sum, han fik udbetalt, dels udgifterne til mundering, dels tilskud til krigshospitalskassen. Reparation af munderingen blev foretaget af soldaterkonerne, der også lavede støvletter af de kasserede telte.

Den til uniformsindkøbene fastsatte sum fordeltes således:

	UNDEROFFICER REGIMENTSTAMBUR	GEFREITER TAMBUR OG MENIG	RYTTER DRAGON
1 frakke	6 rdl. 24 sk.	4 rdl. 34 sk.	6 rdl. 11 sk.
1 kappe			6 rdl. 33 sk.
1 par benklæder	1 rdl. 13 sk.	1 rdl. 1 sk.	1 rdl. 24 sk.
1 kamisol	3 rdl. 19 dk.	2 rdl. 25 sk.	2 rdl. 34 sk.
1 hat med galloner	1 rdl. 24 sk.		1 rdl. 34 sk.
1 hat med snore		27 sk.
1 grenadérhat	2 rdl.	2 rdl.
1 skjorte	32 sk.	26 sk.	32 sk.
1 kyradsskjorte			24 sk.
1 par strømper	24 sk.	20 sk.	32 sk.
1 par sko	1 rdl.	44 sk.	44 sk.
1 par ridestøvler. m. sporer			6 rdl. 33 sk.
1 sort halsklud	12 sk.	8 sk.	24 sk.
1 par handsker			4 rdl.

-o-

(131) HENVISNINGER

SIDE	STYKKE	FORHISTORIEN
110	II	TT
110	IV	Gerba. Kausler, Poten
111	VII	Gerba, Kausler
113	I	Revue Historique de l'Armée
115	IV	TB: 15/17, 21/10
115	V	TR: 17/10
116	II	TB: 21/10
116	III	TB: 24/10
116	IV	TR: 10/11, TB: 7/4
116	IV	TB: 28/11, 7/11, TR: 12/12, OU 15/12
		DEN DANSKE HÆR 1733
118	II	Rockstroh
123	III	M-15: 10/12-34, KR: 4/3
125	II	M-12: 13/2 ff., M-16: 28/2, KR: 2/4, M-15: 14/2, 25/2, KR: 15/4
126	IV	M-15: 10/12, KR: 4/3
127	III	KS: 25/11
128	I	KR: 30/7
128	III	Sjællandske Registre: 10/3 1725
129	I	KR: 6/7 1733
129	II	IR: I
130	I	KR: 11/11-35, GT: 19/11

-o-

I næste hefte følger:
Opstillingen af korpset,
Sommerfelttoget 1734
Marchen til Rhinen





KRIGSHISTORISK TIDSSKRIFT udgives af den selvejende institution Det Militære Læseselskab Rendsborg, der dels støtter sig til dansk krigshistorisk forskning og dels har etableret samarbejde med det franske krigsministeriums historiske tidsskrift REVUE HISTORIQUE DE L'ARMBE.

Omslagsbilledet, der symboliserer selskabets tilknytning til Danske Livregiment (l. Infanteri=Regiment), er en gengivelse af Otto Baches maleri: Oberst Max Müller og l. Infanteri-Regiment ved Sankelmark l864.

DET MILITÆRE LÆSESELSKAB RENDSBORG
Formand
Major P. B. Krieger Thomsen
Sekretær
Landsretssagfører, major E. Wigelsen Bruun
Kasserer
Premierløjtnant I. Dennig
Bibliotekar
Kaptajn L. Bording
Ansvarshavende redaktør
Kaptajn Søren Nielsen


Artikler, der ønskes optaget i tidsskriftet, sendes til:


Krigshistorisk Tidsskrift,
Det Militære Læseselskab Rendsborg, Danske Livregiment,
Høvelte Kaserne.

Abonnement for l966:

l0,- kroner,
sendes inden l. april l966 til

GIRO l39943

OBS: I l966 udkommer tre hefter.

Næste artikel...
Digitaliseret af Allan Baktoft Jakobsen