Krigshistorisk Tidsskrift
1966, nr. 1

AUXILIAIRKORPSET VED RHINSTRØMMEN 1733-1736


(fortsat)

Af major Gordon Norrie

OPSTILLINGEN AF KORPSET

Medens man i generalkommissariatet straks gik i gang med at udarbejde bestemmelser for korpsets udrustning m.m., arbejdedes der i krigskancelilet med udtagelsen af dets officerer og embedsmænd.

Man havde først tænkt sig at vælge generalløjtnant til fods Georg Wilhelm von Hedewiger rigsgreve Sponneck, der var hærens ældste general og kommandant l København, til chef. Han havde stået i dansk tjeneste siden 1702 og vist sig som en personlig tapper mand og fortrinlig underfører. Men det havde et par gange vist sig, at han manglede den overlegenhed, der krævedes i de højeste stillinger. Løvenørn henvendte sig til ham og spurgte ham, om han ønskede kommandoen mod at fratræde kommandantskabet, og han syntes at være villig.

Imidlertid var dette kommet den næste general, generalløjtnant .Joachim Bernhard Mörner, for øre. Han var kommet i dansk tjeneste i 1701 og havde skabt sig et udmærket navn under Den Store Nordiske Krig som chef for den kongelige Livgarde til hest ved den omsigt, energi og glimrende personlige tapperhed, hvormed han havde ledet sine rytterangreb ved Helslngborg og Gadebusch, hvor han begge gange var blevet alvorligt såret. Han var en belæst mand, der havde flere interesser ved siden af de militære. I 1726 havde han indsendt et interessant forslag til forsvar af Sønderjyllands sydgrænse og senere et til et felttjenestereglement. Nu sad han i Slesvig som inspektør for de beredne regimenter i hertugdømmerne. Men kongen havde et par gange måttet påtale hans gridskhed, en fejl, der sikkert kan tilskrives hans kone, Christiane Elisabeth von Tritzschler. Hun fulgte ham under hele felttoget, og overalt væltede klagerne ind over hende og generalen, både fra de civile myndigheder, korpset fik at gøre med, og fra dets officerer - dette førte til sidst til, at Mörner blev kaldt tilbage. Ikke en eneste af officererne ved korpset har et godt ord om generalinden, alle omtaler hende som gridsk, gerrig, ondskabsfuld og skinhellig. Hun havde meget stor indflydelse på sin mand, og stabssekretæren klagede bl.a. over, at hun læste de indkomne breve før han og i visse tilfælde udfærdigede svarene uden om ham.

Så snart Mörner hørte, at der skulle tropper afsted, skrev han til Løvenørn om at få kommandoen. Denne svarede, at han havde henledt kongens opmærksomhed på ham. Men kongen havde bemærket, at da størstedelen af kommandoet kom til at bestå af fodfolk, var det bedst, at chefen også hørte til dette våben. Hertil svarede Mörner i to breve, at hvis kommandoen over et korps skulle rette sig efter det talstærkeste våben, havde en rytter aldrig i evighed noget håb, men måtte hele sit liv kun blive subaltern. Desuden gjorde han opmærksom på, at hertug Carl Rudolph af Würtemberg, der var general til hest, i forrige krig netop havde haft kommandoen over et korps på 12.000 mand, hvoraf de 8.000 var fodfolk, og ved korpset i Italien afløstes cheferne efterhånden, som de døde, efter aldersorden uden hensyn til, om de var generaler til fods eller til hest.

Mörners breve blev forelagt kongen, og Løvenørn sendte ham et langt referat, hvorefter kongen havde fundet Mörners motivering vel begrundet, men havde draget den slutning, at da Sponneck var den ældste og godt ville have kommandoen, kunne Mörner ikke komme i betragtning. Til sidst meddelte Løvenørn dog Mörner, at kongen ville overdrage ham stillingen på grund af sit kendskab til ham og hans tidligere fortjenester. Da der var en del at forhandle om, skulle Mörner komme til København, og der vedlagdes fripas til 6 køreheste og 2 bivogne. Mörner svarede i et jublende brev og lovede at rejse snarest muligt.

Straks efter hjemkomsten fra København søgte han at skaffe sig økonomiske fordele og at skubbe sine to sønner frem. Det lykkedes ham også at få 2.000 rigsdaler i forskud til udrustningshjælp, således at de skulle betales tilbage "peu à peu" - generalkommissariatet trak som sædvanlig 525 rigsdaler fra til enke- og krigshospitalskassen, og dette fradrag bad han sig fritaget for hvilket også bevilgedes. Sidst på året blev sønnerne ansat som stabskaptajner ved hvert sit regiment, den 20. januar 1734 blev Sponneck og han generaler henholdsvis til fods og til hest.

samtidig med brevet til Mörner om, at han skulle have kommandoen, udgik der skrivelser til de to generalmajorer, der var udset til at føre henholdsvis rytteriet og fodfolket. Rytterchef skulle grev Christian Frijs til Frijsenborg være. Han havde i størstedelen af Den Store Nordiske Krig været generaladjudant hos Frederik IV og først i de to sidste år ført regiment. Han havde således ikke personligt deltaget meget i kampene, men han var den ældste generalmajor til hest, og hans regiment, der garnisonerede i Haderslev og Sønderborg, var i bedre stand end de fleste andre.

Til fodfolkschef var udset generalmajor Henrik Scholten, der også var dansk af fødsel. Som ung havde han deltaget i krigen i Nederlandene, hvor han blev såret ved Malplaquet, og derefter i Den Store Nordiske Krigs sidste (48) kampe i Pommern og Norge. Nu var han chef for Fyenske Regiment og Drabant­korpset. Han var anset for at være en dygtig fører og var medlem af den kommission, der skulle udarbejde de nye infanteriregimenter. Da Scholten lå i garnison i Rendsborg, Frijs i Haderslev og Mörner i Slesvig, kunne de tre herrer let konferere.

De tre beredne afdelinger, der skulle indgå i korpset, blev Frijses regiment, 2. Jydske Regiment Ryttere og Liv Regiment dragoner. Hvert af regimenterne bestod af fire eskadroner à to kompagnier og kommanderedes af henholdsvis grev Frijs, oberst Henrik Bjelke Kaas og oberst Balthazar Ahlefeldt.

Oberst Kaas vor 18 år gammel løbet hjemmefra og havde ladet sig hverve som menig rytter, hvilket han i sine erindringer lagde megen vægt på. Efter slaget ved Höchstedt blev han kornet, efter Ramillies to år senere løjtnant og tre år efter kaptajn for sit forhold ved Malplaquet. I 1711 blev han major og efter sit "berømmelige forhold" ved Gadebusch oberstløjtnant. Han var ret belæst, en uforfærdet soldat og en duelig, praktisk officer med interesse for sin stand og sit våben. For sine undergivne var han en rettænkende og velvillig foresat, særlig for "den såkaldte gemene Mand". Under det her beskrevne felttog blev han beskyldt for at have gjort sig skyldig i en del udsugelser af befolkningen, men baggrunden er nok den, at han på en måske ret hårdhændet måde sikrede sit regiments fornødenheder under de vanskelige forhold i vinterkvartererne. Hans regiment lå i Randers, Bjellerup, Hobro, Mariager og Aarhus.

Oberst Balthazar Ahlefeldt overtog regimentet umiddelbart før udrykningen. Han havde i sine meget unge år haft en affære i Paris og var derefter gået i braunschweigsk tjeneste, hvor han avancerede til oberstløjtnant. Senere havde han været i holstensk-kielsk tjeneste og var kort før gået i dansk tjeneste. Hans regiment lå i Rendsborg, Flensborg, Pinneberg, Oldeslohe og Segeberg.

Ud over de klæder, mandskabet havde fået udleveret, måtte alt fornyes. Sagen var den, at rytteriet var et kostbart våben, og i den lange fredsperiode var sparsommeligheden endog gået så vidt, at hen mod halvdelen af rytteriet var til fods. Dernæst var skydevåbnene meget dårlige, fordi Frederik IV havde ment, at slette våben var gode nok i kvartererne, og man altid kunne anskaffe nye, hvis hæren skulle i felten. Pallaskerne var kassable ved de to af regimenterne, og selv om grev Frijs ikke havde klaget over sine, vor de ikke blevet fornyet i de sidste 20 år. Man regnede med, at de kunne købes for 2 rigsdaler stykket. For at beskytte hovedet mod hug skulle hver mand bære en "kalot" under hatten, men de var alle forsvundne eller kassable, fordi mandskabet brugte dem til at koge eller stege i. Under felttoget mistedes et meget stort antal af dem fordi de under march hang ved sadlen i en rem, der let gik i stykker.

For at opstille de 2000 mand ryttere måtte der også foretages en hel del hvervninger. Ved kompagnierne var der kun 51 underofficerer, trompetere og ryttere, så der manglede 28, der skulle hverves for 10 rigsdaler pr. mand. Derved blev antallet af underofficerer vel for lille, og man fik tilladelse til yderligere at hverve en kvartermester pr. kompagni. Af heste manglede der 47 pr. kompagni, og de måtte købes. En rytterhest kunne fås for 50 rigsdaler, en dragonhest havde tidligere kostet 35, men på grund af den store efterspørgsel steg prisen til 40.

For at komplettere udrustningen måtte man købe 432 sæt saddeltøj, geværfabrikken på Kronborg og Københavns bøssemagere og sværddragere blev sat i arbejde med at reparere de gamle karabiner, pistoler og pallasker - og love nye. I slutningen af februar kom to officerer fra hvert regiment til København for på Tøjhuset at udtage 624 kyrasser til hvert regiment ved lodtrækning. Kolotterne måtte helt fornyes, men de kostede kun 16 skilling lybsk stykket. Hvert regiment måtte til transport af arkiv og pengekasse anskaffe en stabsvogn, der med to heste, seletøj og kuskens mundering kostede 114 rigsdaler, hvortil kom 50 rigsdaler til komplettering af felt- og medikamentkasserne. Efter forplejningsreglementet af 1714, som brugtes som rettesnor, skulle regimenterne have 4 mark og 2 skilling pr. mand til feltrekvisitter. Men nu leverede kongen dækner, og kitler:, og de skulle derfor nøjes med 2 mark og 18 skilling til leer, hakkelsesknive, kedler, sække o.lign.. De telte, der vor blevet udleveret i 1720, var selvfølgelig gået til, og der måtte anskaffes 357 nye.

Hele udrustningen af de tre beredne regimenter kostede således 93.344 rigsdaler og 10 skilling. For at officererne kunne købe den strengt nødvendige udrustning, lod kongen deres tilbageholdte lønning udbetale, men den slog ikke altid til, og mange af dem måtte søge store forskud. Da feltpræsterne imidlertid bad om de 200 - 300 rigsdaler, equipagen havde kostet hver af dem, som gave, blev det dog afslået.

Fodfolket skulle bestå af generalmajor Hans Asche Schacks og brigader Poul Rosenørns regimenter, hvis to chefer begge var danske. Ingen af dem kom dog med. Schack døde før udrykningen og blev erstattet af oberst Maximilian Wilhelm Dombroick, der var fra Westfalen, men var kommet i dansk tjeneste i 1711 og havde udmærket sig meget i den Store Nordiske Krig. Dette (50) regiment er stamfader til 6. Batallion. Rosenørn tog sin afsked som general og Scholten overtog regimentet efter ham.

Hvert regiment bestod af 12 kompagnier, som foruden officerer skulle tælle 2 sergenter, 2 furerer, 5 korporaler, 3 tamburer, 3 tømmermænd, 12 grenaderer, 12 gefreitere og 132 musketerer. For at nå dette tal måtte hvert af de ikke-udrykkende kompagnler afgive 10 mand, og andre 10 skulle hverves. Også underofficerstallet blev noget forøget ved hvervning.

Denne hvervning voldte en del vanskeligheder, fordi kejseren og de fleste tyske fyrster selv skulle forøge deres styrker. I januar fik kongen tilladelse til at hverve i Frankfurt og i februar tillige i Bremen og Lübeck. Det lykkedes også, om end med besvær, at få styrkerne komplette, men Scholten udtalte, at folkene i tredie geled, hvor man anbragte de ringeste, var for små, og at det ville tage år at lære dem, hvad disciplin og orden yar, og Frijs skrev, at han hellere ville have 10 dårlige, men uddannede folk - end 10 rekrutter. For at forhindre desertion oprettedes en postkæde ved sydgrænsen, og den synes at have virket tilfredsstillende.

Antallet af officerer ved regimenterne var dengang ret begrænset, Idet der ved et beredent kompagni kun fandtes tre og ved et fodfolkskompagni fire. 1 marts blev derfor en del officerer fra Drabantkorpset afgivet som stabsritmestre og stabskaptajner, fire til de beredne og seks til fodfolksregimenterne, hvor de skulle stå som reformé-offlcerer, medens de vedblev at lønnes fra Drabantkorpset. Nogen regimentsadjudant var ikke udtaget mellem officererne. Dertil brugtes sergenter, der dog ofte blev karakteriseret som fændrikker eller kornetter og derfra gled videre over i officerskorpset.

Samtidig benyttede man lejligheden til at fjerne de officerer, der på grund af alder, svagelighed eller anden grund ikke kunne gøre fyldest i et korps, der skulle kunne hævde sig ved siden af andre magters udvalgte tropper. I løbet af februar og marts udskiftedes derfor en hel del med dygtige officerer fra cndre regimenter, og oversekretæren i Tyske Kancelli havde sikkert ret, da han skrev til Berckentin, at korpset var i ovenud god stand og ikke stod tilbage for noget hverken i skønhed eller eksercits.

Kort efter nytår begyndte man at sammensætte generalstaben, hvorved man dengang forstod alt overordnet personel. Foruden af general Mörner bestod den derfor af de to generalmajorer Frijs og Scholten. Den næste i rækken var overkrigskommissær og justitsråd Arvld Christian Linde, der nærmest må betegnes som stabsintendant ved korpset. Han havde tidligere været regimentskvartermester og var en dygtig administrator, bundhæderllg og ubestikkelig.

Derefter kom Mörners to generaladjudanter: Ludwig Casimir rigsgreve Ysenburg og Budingen og Ulrich Carl greve Ahlefeldt til Langeland og Rixingen. Førstnævnte egnede sig på grund af sin fødsel og sit elegante, indtagende væsen til de mere repræsentative sider af tjenesten ved korpset, men ikke til det, vi forstår ved generalstabstjeneste. Ahlefeldt var oberstløjtnant og havde megen praktisk tjeneste bag sig. Scholtens generaladjudant, kaptajn Ferdinand Wllhelm du Val de la Potterie, hvls fader faldt ved Höchstedt i spidsen for den danske gardebataljon, havde deltaget i størstedelen af Den Store Nordiske krig og havde nu kompagni i Gtückstadt, Han havde meget store kundskaber og benyttede vinterperioden til at overvære nogle forelæsnlnger I krigskunst i Berlln. Senere hen på året ansattes to officerer som brigademajorer, nemlig ritmester Carl Wilster og kaptajn Holger Vind, Major i fortifications­etaterne Danlel Ernst Seedorff blev ansat som generalkvartermesterløjtnant, hvis opgave var at ordne marchruterne og afstikke lejrene, lede befæstnings­arbejder og udsende fourcgeringskommandoer. Mörner var meget utilfreds med ham, men på højere sted har man vist haft en anden mening, thi efter hjemkomsten blev han sendt til Norge for at lede nogle befæstningsarbejder ved de derværende fæstninger. Til generaladjudantløjtnanter hos Frijs og Scholten ansattes henholdsvis rlitmester Verner Rosenkrantz og kaptajn Nicolai Adolph von Oertz.

Den meget vigtige post som stabssekretær ønskede Mörner besat med Sigismund Wilhelm Gæhler, hvis fader var overkrigskommissær i Rendsborg. Han havde studeret i København og Leyden og endte som overpræsident i Altona. Han var en intelligent og interesseret ung mand, hvis breve - ligesom Lindes ­var livligt skrevne og tillidsfuldt og åbenhjertigt henvendte sig til Løvenørn om alt, hvad der skete ved korpset. Medens Linde som den gamle embedsmand søgte at dække Mörner, hvor det kunne gøres, lagde Gæhler alle hans fejl blot.

Desuden bestod generalstaben af overauditør Albrecht Frederik Leonhardt, feltprovst Peter Petræus, stabskirurg Johan Conrad Montzinger, der havde tjent 23 år i hæren og tre gange havde været tilkaldt til kong Frederik IVs sygeleje, trænfører, generalvognmester Christian Frederik Tieffenbach og politimesteren, generalgewaltigerløjtnant Adam Ehrenreich Dickhoff med to justitssergenter og en skarpretter. Dertil kom Lindes fuldmægtlg, kancellisekretær Henrik Franz Lawätz, en del kopister, hvorimellem en søn af Linde, tjenere og kuske - så Mörners egentlige stab skulle have 127½ brødportion og 206 hesterationer om dagen. I løbet af felttoget fandt der et par ændringer sted ved generalstaben, Idet (52) Ysenburg blev næstkommanderende ved Kaases regiment og Ahlefeldt oberst. I stedet kom ritmester Carl Wllhelm Gjedde og kaptajn Christian Anthan greve Ahlefeldt, samt kaptajn Christian Ludewig Mauritz rigsgreve Hohenlohe und Gleichen.

Stabskirurg Montzinger søgte i februar 1735 om at blive afløst. Han var i løbet af vinteren to gange faldet med hesten og havde fået nogle kvæstelser og brud i højre side. Pladsen blev tilbudt regimentskirurg Schmaltz i Frederiksborg og Schenk ved livgarden, men de bad sig begge fritaget, så resultatet blev, at Montzinger måtte fortsætte.

Særlig vanskeligt faldt det for Seedorff at få arbejdet passet. Under marcherne skulle han i forvejen for at rekognoscere vejene og udstikke lejrene, han skulle tegne kortskitser over terrænet og planlægge befæstningsanlæg, dertil kom, at Mörner forlangte, at han skulle modtage fourage og brænde til staben og fordele det til alle - lige fra Mörner selv til skarpretteren og hans knægte. Han bad derfor om assistance og henviste til, at hans hannoveranske kollega havde to ingeniører og to underofficerer. Der var tidligere indsendt forslag om, at Seedorff fik en stabsvagtmester, og dertil valgtes Frederik Boccatius, hvis fader var major, medens han selv var underofficer ved liv Regiment til Hest. Han var ganske vist ikke ingeniør, men havde et særdeles hurtigt hoved, beskedent væsen og kunne så megen matematik, at han kunne stikke en lejr af. Generalkommissariatet udtalte, at man i 1709-11 havde haft en stabsfurer, der fik 20 rigsdaler månedlag + portaoner til fare heste og to knægte, men at Boccatius nok kunne nøjes med lidt mindre. Resultatet blev, at han fik 10 rigsdaler + 24 skilling i beslagpenge for hver hest og 3 rigsdaler til hver knægt. Brødet skulle tages af ledige portioner, og fouragen måtte generalstaben selv se hvordan den kunne skaffe ham.

Det var imldlertid ikke alene Seedorff, Mörner havde brugt til at modtage fourage, enkelte gange måtte Linde gøre det, men oftest var det blevet overdraget generalvognmesteren, der ikke havde så meget at bestille, og de andre generalstabsofficerer havde givet ham 11 rigsdaler herfor. Men da man kom til Bensheim, vægrede han sig, fordi han ikke havde tid. Mörner ville tale ham til rette, men han red ud af byen, så Mörner måtte lade ham hente tilbage af en ordonnans og indsætte i arrest. Tieffenbach forlangte krigsret, men Mörner ville ikke lade sin optræden bedømme af sine undergivne og indskød sagen til kongens afgørelse. Denne blev ret salomanlsk, idet den glk ud på, at stridsspørgsmålet skulle være løst ved ansættelsen af stabsfureren. Mörner skulle give ham en eftertrykkelig reprimande, men ellers skulle han af sær kongellg nåde slippe (53) for straf udover den udståede arrest.

I slutningen af januar indledtes en række forhandllnger mellem Tyske Kancelli og hoffet i Wien, dels direkte gennem Berckentin, dels ved samtaler mellem Pretorius og Sechendorff. Da Preussen ikke ville lade sit kontingent afmarchere, før det danske havde passeret, fremskyndedes forhandlingerne, og den 27. marts kunne Pretorius og Sechendorff underskrlve traktaten.

Efter denne skulle korpset holdes samlet og anvendes efter sin procentvise styrke. I fæstninger måtte dog enkelte bataljoner eller eskadroner anvendes som garnison sammen med andre tropper. Skulle nogen del herved blive fanget, skulle den snarest udveksles eller løskøbes, og kejseren skulle erstatte folk, der døde eller lod sig presse i fjendtlig tjeneste. Foruden brød, fourage og kvarter skulle kejseren også yde de danske samme "douceurer" som de kejserlige fik. Når korpset havde deltaget i en kampagne, skulle det have ret til mindst seks måneders vinterkvarter, og det måtte ikke anstrenges eller anvendes mere end kejserens egne styrker.

Der skulle leveres to pund brød daglig pr. mand og fourage efter det kejserlige reglement. Generaler, officerer og ligestillede skulle have portioner og rationer efter deres rang. Under en kampagne skulle der hver måned indsendes styrkeliste til beregnlng af antallet af portioner og rationer for den kommende måned, således at der kun leveredes til den tilstedeværende styrke, men i vinterhalvåret skulle afdelingerne have forplejning til fuld styrke. Hvervnlng skulle være tilladt overalt i kejserrlget, og forsyningerne hjemmefra afglftsfrl fra det øjebllk, de var kommet ind i riget.

Den kommanderende general skulle have sæde og høres i krigsrådet, og blev andre tilkaldt, skulle de danske generalmajorer også møde. Korpset skulle rette sig efter de bestemmelser, der blev bekendtgjort ved trompetskrald, pauke- og trommeslag og på parolerne, men den kommanderende general rådede alene over justitsen efter de danske krigsartikler. Undtagne var dog tilfælde, hvor almlndellg krigsbrug fordrede øjeblikkellg indskriden.

Kejseren skulle sørge for haspitaler og syges og såredes kur og pleje. Skulle en styrke ikke rettidigt få sine penge fra Danmark, skulle de kejserllge give forskud mod snarest at få kontant erstatning.

Under marchen fra grænsen skulle der være sørget for forplejning m.m., og den skulle fremskyndes, dog med rastdag hver fjerde dag, og inden indrykning i arméen skulle korpset være udhvilet.

Prins Eugen ville gerne kunne disponere over korpset ved begyndelsen af felttoget.1734, og det blev lovet, at man ville begynde at drage det sammen i (54) marts. Kongen ønskede imldlertid kraftigt græs langs marchve]en, og da foråret kom sent, blev udrykningen også noget forsinket.

Medens det ikke voldte større vanskellgheder at føre Scholtens, Ahlefeldts og Frijses regimenter til samlingsstedet ved Elben, og Kaases kun skulle foretage en længere march ned gennem Jylland, blev overførelsen af Dombroicks regiment fra København meget besværllg. En march ad landeve] vllle tage meget lang tid, og man valgte derfor at sejle regimentet til Egernførde, hvorfra det kunne marchere til samlingspladsen.

I mldten af februar bad man derfor admiral Bille om at skaffe det fornødne skibsrum til transport af cirka 2300 hoveder, og først i marts havde han hyret 18 galiloter, skibe mellem 50 og 24 læster (1 læst = 2 tons). Resten af måneden gik med deres indretning, og den 30. kunne man begynde indladning af materiel og proviant, hvorunder fandtes brød fra bageriet i Citadellet for 16 dage.

Midt i marts afgik majoren og furererne ad landevejen på udskrevne bondevogne for at gøre kvarter, og den 30. marts hestene. Efter bestemmelserne skulle de være i Haderslev den 12. april, men overfarten over Store Belt var afhængig af vejret, og da Korsør ikke havde færgebåde nok, måtte der også drages nogle over fra Nyborg. Lille Belt var lettere at passere, idet de fleste heste blev svømmet over, medens resten førtes over på kongens store færge. I Koldlng forlangte toldforvalteren told af de nyanskaffede heste, men den fik regimentet dog eftergivet senere.

Transportflåden skulle ledes af kaptajn i søetaten Christian Frederik Mohrsen, der den 7. aprll glk ombord på en af gallioterne, der vlste sig at være den langsomste, og sammenkaldte skipperne til klokken 14 for at instruere dem.

Der kom kun syv - og da de andre ikke var kommet klokken 1630 satte han signal til afsejling og nåede gennem Drogden ved dagslys. De andre skibe fulgte efter, men det højeste antal, han havde hos sig, var tolv. På grund af det dårlige vejr blev han liggende ved Møens Klint til den 14., og dagen efter nåede han Gedser, men kunne ikke komme udenom og gik derfor tilbage gennem Grønsund. Den 18. nåede han Albuen, hvor han måtte ankre for hård blæst. Han klagede over, at skipperne ikke ville Iystre ham, og at kapta]n Pretorius havde opfordret til at sejle fra ham. Den 21. blev vinden god, og han nåede frem til nærheden af Kieler Fjord og et andet af skibene til Frederiksord. Men så slog vinden om, og han måtte gå til Femern Sund. Hans skib var imidlertid blevet læns for vand og proviant, og løjtnant Vind blev derfor sat i land for at købe brød i Helligenhaven. Den 25. satte han sejl igen og nåede endelig Egernførde. Hele flåden nåede efterhånden frem. Den 28. afmarcherede de første kompagnier, men først dagen efter landsattes de to sidste, og han kunne stolt melde, at alle Gud ske lov var kommet godt dertil. Helt ret havde han nu ikke, for premierløjtnant Andreas Frederik Plessen druknede i havnen.

I København var man imidlertid blevet betænkellg ved det dårlige vejr, og den 17. skrev kommissariatet til amtmanden i Nykøbing, om han vllle lade bage brød til flåden, hvls den lå i hans distrikt. Om denne transport var bekvemmere og hurtigere end en march over land, er vel tvivlsomt, men den var billig, Idet skipperne tilsammen kun fik 600 rigsdaler for den.

Kaases regiment var betydellgt lettere at flytte. De nordligste kompagnier brød op den 13. april, og regimentet nåede i ro og mag Slesvig den 29. Herfra gik det over Rendsborg ind i det holstenske, hvor det den 4. maj nåede Bramstedt og den 15. lejren ved Ottensen.

Det var ikke blot Dombroicks regiment, der blev forsinket på grund af vejret: også de skibe, der bragte udrustning til de holstenske regimenter, nåede senere frem end ønsket. Dette fik Mörner til at indberette, at det nye mandskab gik nøgne, hvilket vakte kritik hos tilskuerne. Men kommissariatet svarede kun, at forsinkelsen skyldtes vind og vejr - og med hensyn til kritikken måtte man ønske, at det var det eneste, korpset måtte døje.

Ifølge Berlinertraktaten skulle officererne have portioner og rationer efter rang, og kongen havde her en nem måde at hjælpe dem på ved at give dem en højere charge end den, der tilkom dem efter deres kommando. I tiden omkring afmarchen fandt der derfor en række karakteriseringer sted, hvorved for eksempel en oberstlø]tnant blev oberst, men stadig fik oberstløjtnants gage. Der kom herved et spørgsmål frem. I Danmark var en general oftest chef for et regiment, hvorved han kunne få overskuddet af livkompagnlet. I krig førte han altid en større kommando, medens hans næstkommanderende, der som regel havde oberstkarakter, ledede regimentet, medens generalen oppebar portioner både som general og oberst, hvorved han blev sat i stand til at omglve sig med den pomp, der passede sig for en så høj herre. Hos de kejserlige var generalerne kun undtagelsesvis regimentschefer, og i så fald fik de kun generalsportioner, medens kommandøren fik obersttraktement, hvilket altså kunne komme til at gå ud over vore karakteriserede officerer.

I feltreglementet var det blevet bestemt, at der kunne rådes over 15 rigsdaler til hvervning og 5 til pleje af syge og sårede, men i Flandern havde hertugen af Würtemberg måttet betale henholdsvis 24 og 8. Både Mörner og Scholten erklærede, at kompagnicheferne umuligt kunne dække tabene af mandskab, heste og udrustnlng, og kongen bestemte derfor, at cheferne af rekrutpengene (56) skulle dække afgang ved deserterlng, dødsfald og afsked, medens erstatning for faldne og andre tab under kamp skulle føres på tabskontoen.

Til samlingsplads havde man valgt Rellingen udenfor Pinneberg, men da det viste sig, at denne var for lille, flyttedes den til Stelllng, og her skulle regimenterne komme senest den 7. maj.

I april fik Linde en lang instruktion, der dels indeholdt feltreglementet af 12. marts 1734, dels regler for udbetallng of lønninger o.lign. De penge, korpset skulle bruge, sendtes af de deputerede for finanserne til de større handelsstæder, der lå i nærheden of arméen, hvorfra Linde skulle lade regimenterne afhente dem, om fornødent under eskorte. Specificerede regnskaber skulle indsendes hvert fjerdingår til kommissariatet og hvert år et attesteret hovedregnskab, der skulle revideres i Rentekommeret og forelægges kongen til godkendelse.

Linde skulle påse, at de douceurer, der gjaldt for kampagnen, kun blev udbetalt fra den 9. maj, da man regnede med, at korpset blev overtaget of kejseren, til den dag, regimenterne rykkede ind i vinterkvartererne - og de følgende år, kun fra den dag, de brød op fra vlnterkvartererne, til den dag, de rykkede ind i nye. Han skulle især om foråret holde mønstringer og herved undersøge, om regimenterne var komplette med mandskab og heste, og om våben og udrustning var i virkellg god stand - som ved udrykningen fra Danmark.

Regimenterne skulle indsende de sædvanlige uge- eller 14-dages lister. Sådanne skulle også indkaldes lige før slog eller belejring og straks efter kampen for at godtgøre, hvad der var mistet, da kongen skulle betale dette beløb. Han skulle kontrollere regimenternes pengekasse, hvortil oberst, oberstløjtnant, major og regimentskvartermester havde nøgle, og som de derfor hæftede for in salldum. Han fik desuden en afskrift af Berlinertraktaten med ordre til at overvåge, at den blev overholdt fra begge sider. Endelig skulle han hver 8. eller hver 14. dag indberette alt, der hændte korpset.

Først i maj var Mörner, Løvenørn og de andre generalstabsofficerer kommet til Altona, hvor den kejserlige kommissær Wittum mødte for at overtage korpset under dets udkommando. Det viste sig straks, at der var uoverensstemmelse mellem Wittums og det danske generalitets opfattelse af visse punkter i Berlinertraktaten, og den 13. maj afholdtes derfor en konference, hvori deltog Wittum, Løvenørn, Frijs, Scholten og Linde.

Efter Wittums opfattelse tilkom der kun officererne portioner for virkelig tilstedeværende antal heste, selvom der fandtes flere end efter reglementet.

(57)

Fra dansk side hævdedes, at de altid skulle have det fastsatte antal portioner, og at dette gik ind i deres lønning, hvorimod de intet fik for overtallige heste og knægte. De kejserlige kaptajner, regimentskvartermestre og feltskærere fik kun rationer til tre heste, medens de danske fik til fire, og dette fastholdtes, fordi de havde indrettet deres equipage derefter. Wittum gik også med hertil, fordi vore regimenter kun havde 36 pakheste, medens de kejserlige havde mange flere til teltvogne og bjælkekarrer. Man fik også gennemført, at der skulle sørges for rigelige tilførsler under marchen, så korpset ikke behøvede at betale kontant.

Transporten over Elben skulle ske ved Blankenese, og da den lige vej til arméen var meget bjergfuld, foreslog man en omvej, der dog skulle godkendes of prins Eugen. Det kejserlige kommissariat ville ikke helt godkende denne Altonakonventlon, men spillede på uoverensstemmelserne mellem de to traktater, hvilket voldte en del bryderi.

Dagen efter mønstrede Wittum korpset og overtog det.

Mörner hovde nogen tid før opbruddet fået strengt pålæg om at holde disciplin under marchen, særlig i det bayreuske, og umiddelbart før marchen fik han en meget detaljeret instruktion. Han skulle nøje overholde Berlinertraktaten og Altonakonventionen. Selvom tropperne var afgivet til kejserlig tjeneste, var de stadlg bundne af deres troskabsed til kongen og hans hus. Han skulle nøje overvåge troppernes opretholdelse, disciplin og bevæbning. Hon skulle forhandle med Scholten om besættelse af stillinger ved indtrædende vakance ved fodfolket.

Han havde jurisdiktionsmyndighed over korpset og skulle påse, at dommene blev rigtigt fuldbyrdet. Domme på liv og ære skulle dog først forelægges kongen, undtagen hvor det var nødvendigt af hensyn til mandstugten. Overfor officerer skulle han dog afgøre de mindre forseelser arbitrært, da en krigsret altid ville være nødt til at gå strikte efter krigsartiklernes bogstav. Ved store forbrydelser måtte han dog ikke benåde eller løslade før efter kongens resolution. Hvad underofficerer og mandskab angik, kunne han altid benåde og løslade dem, hvis ingen større skade kunne ske derved eller nogen trådt for nær. Kunne en officer ikke udfylde sin plads tilfredsstillende, hvorved han tilføjede korpset skam og skade, skulle han indberette ham og suspendere ham, til kongelig resolutlon forelå.

Ligesom Mörner efter traktaten skulle være medlem af det kejserlige råd, skulle han afholde krigsråd med sine generaler og eventuelt et par oberster, og kongen lovede, at han ville approbere beslutningerne, hvis de syntes rimelige (58). Hvis der forestod voldsomme begivenheder, skulle han sørge for, at korpset blev trukket til og anvendt efter sit styrkeforhold, og at reglerne blev overholdt.

Han skulle overvåge Lindes udbetalinger og støtte ham, hvor det var nødvendigt. Han skulle mønstre tropperne een gang om året, føre tilsyn med regimentskasserne og douceurerne, indsende fortegnelse over tab overfor fjenden og påse at der ydedes erstatnlng af de kejserlige. Mandskabet måtte kun benyttes til virkellg krigstjeneste, og ingen måtte understå sig i at benytte det til privat tjeneste eller i sit livre.

Hver general skulle have en afskrift af denne instruktion, så han kunne overtage kommandoen, hvis der skulle ske Mörner noget menneskeligt. Han skulle indberette om, hvad der skete ved korpset, og i alle tilfælde handle, som det sømmede sig en general, som kongen nærede tillid til.

Kongen var nogen tid før kommet til Altona, og efter at konventionen var sluttet med Wittum, og denne havde overtaget korpset, passerede tropperne den 17. maj revue for majestæten ved Rellingen, hvorefter de trakteredes med øl, brændevin og tobak. To dage efter gik korpset over Elben ved Blankenese, og den 2. juli kunne det rykke ind i den kejserlige lejr ved Wiesenthal udenfor Philippsburg - men da var denne sommers kampagne forlængst begyndt.

-o­

SOMMERFELTTOGET 1734

I løbet af vinteren havde de kejserlige samlet 61.000 mand ved Mantova. Den 2. maj 1734 glk de pludsellg over Po mellem Borgoforte og 5an Benedetto og rykkede mod Parma, hvor de allierede havde sat sig fast. Trods voldsomme angreb lykkedes det dem ikke at bryde modstanden, og de gik derfor først i juli tilbage til Ostigilo, medens de allierede besatte Secchia. Den 19. juli brød de kejserlige op og rykkede frem til Quingentale. I de to følgende måneder stod de to hære overfor hinanden, uden at der skete noget af betydning. Men den 15. september før daggry angreb de kejserllge og kastede de alllerede tilbage til Guastella. For at forhindre, at de bragte sig i sikkerhed på den anden side af Po, angreb de kejserlige den 19., men blev afvist og måtte nu selv gå tilbage til en stilling nord for Po mellem floden Ogilo.

Dermed standsede kampene i Lombardiet for dette år.

Som nævnt (2. hefte/1965, side 115) havde de spanske dele af den allierede hær forenet sig med et korps, der blev overført fra Barcelona til Spezzia.

(59)

Herfra rykkede de spanske tropper gennem Toscana og Rom mod kongeriget Neapels grænse, som de passerede den 27. marts 1734, slog de kejserlige ved Mignano og besatte Napoli, hvor Don Carlos lod sig udråbe til konge. De kejserlige hovedstyrker var imidlertid veget tilbage mod Taranto fulgt af en mlndre spansk styrke. De forsøgte derfor et angreb på den splittede modstander, men det mislykkedes totalt, og deres afdelinger flygtede efterladende det meste krigsmateriel.

Dermed var de kejserliges skæbne afgjort.

De sldste fæstnlnger på fastlandet faldt i løbet af efteråret 1734 og på Siclllen det følgende forår. Den 3. jull 1735 lod Don Carlos sig krone som kong Carl III af Begge Sicilier.

I Tyskland havde Prins Eugen arbejdet energisk på at rearganisere den kejserlige hær, og i oprll 1734 rådedes der over ret store styrker ved Rhinen, dels kejserlige, dels et preussisk korps på 10.000 mand, dels rigstropper fra andre tyske lande. Men de sidstes tilstand var meget forskellig: fra de fortrinllge preussere til afdelinger, som Prinsen erklærede for så uanvendelige, at selv de menige ved de kejserllge regimenter vllle le ad deres mærkelige sammensætnlng.

Overkommandoon ved Rhinen var blevet overdraget Prins Eugen som ældste rigsfeltmarskal, og den 27. april 1734 nåede han hæren. Kort før var den anden rigsfeltmarskal, hertug Eberhard Ludvig af Würtemberg, død, og kejseren vllle gerne udnævne hans efterfølger, hertug Carl Alexander, til stillingen, dels fordi han havde gode militære egenskaber, dels fordi han havde sendt hjælp og havde truffet udmærkede forsvarsforanstaltninger i de truede egne. Men loven fastsatte, at den ene rigsfeltmarskal skulle være katolik og den anden protestant, og Carl Alexander var katolik. Man enedes imidlertid om at udnævne to protestantiske rigsfeltmarskaller ved siden af de to katolske, og valget faldt på hertug Albrecht af Braunschweig-Bevern og fyrst Leopold af Anholt-Dessau - men "der alte Dessauer" ville kun tjene under Prins Eugen, og da man ikke kunne garantere ham dette, afslog han udnævnelsen.

I slutningen af marts besatte hertugen af Würtemberg nogle stillinger ved Ettlingen syd for Carlsruhe med rigstropperne, medens hertugen af Bevern samlede sit korps i egnen ved Philippsburg. Denne stærke fæstning lå i sumpede enge ved Rhinens højre bred. Selve byen var omgivet af volde, dækket mod floden af et hornværk og uden for dette yderligere af et kronværk. Forbindelsen over floden sikredes af et kraftigt brohoved, "Rhinskansen", på



(61) flodens venstre bred. Uden om byen lå nogle fremskudte stillinger og uden for dem igen mod syd en stjerneskanse og mod øst den såkaldte "Tüngiske Skanse" .

Først i april brød franskmændene op i tre kolonner. Hertugen af Berwlck besatte Helligenstein overfor Philippsburg med 50.000 mand, hertugen af Noallles rykkede med 30.000 mand til egnen mellem St.Wendel og Kaiserlautern, og greven af Belle-Isle belejrede Trarbach i kurfyrstendømmet Trier med 20.000 mand.

Sidst på måneden trak Berwick Noailles korps til sig, rykkede mod syd og passerede Rhinen ved Fort Louls og Kehl. Samtidig gik marquis d'Asfeld over floden ved Rheingenheim nord for Speier. Overfor denne omfattende bevægelse veg Prins Eugen tilbage fra Rhinen og samlede sine styrker bag Neckars mellemste løb ved Hellbronn. Den 8. maj besatte Berwick passene i bjergene mellem Rhin- og Neckardalene ved Bruchsal og Stellfeld for at dække Asfeld, der begyndte at belejre Philippsburg, medens Belle-Isle, der var kommet til efter at have taget Trarbach, angreb Rhinskansen. Sidst i maj trak Berwick sig nærmere til Philippsburg og dækkede sin stilling ved en meget lang circumvallatlonslinie med fløjene støttet til Rhinen.

Belle-Isle arbejdede sig imidlertid frem mod Rhinskansen, og da hans forreste løbegrave den 1. juni kun var et halvt bøsseskud fra skansen, lod fæstningens dygtige kommandant, feltmarskal-løjtnant Wutgenau, den rømme om natten. på højre bred lykkedes det den 10. junl franskmændene at sætte sig fast i kronværkets glacis, og samtidig tog Berwick personligt kommandoen over belejringshæren. Han faldt den 12. under en rekognoscering, hvorefter Asfeld overtog ledelsen og kort efter blev marskal. Den 14. udvidedes angrebet til også at omfatte hornværket, der dog først faldt den 30. juni.

Prins Eugens hær ved Hellbronn var imidlertid vokset til 74.000 mand.

Hans passivitet blev både dengang og senere bebrejdet ham, men han forsvarede sig med, at den defenslve optræden var nødvendlg, fordi fjenden var tre gange så stærk som han. Denne optræden, skrev han, kunne naturligvis koste riget nogle fæstninger, men det vigtigste var, at de ikke blev taget for hurtlgt, for når portene til riget først var åbnet, kunne krigen konme til at koste Tyskland strømme af blod.

Den virkelige grund må sikkert søges dels i, at rigstropperne endnu ikke var i en sådan stand, at de kunne bruges i et slag mod den franske hær, dels i, at han selv var klar over, at hans legemlige og åndelige kræfter ikke længere slog til.

(62)

Midt i juni besluttede han sig dog til at nærme sig fæstningen for at tvinge fjenden til at dele sine styrker, og den 26. besatte han Bruchsalstillingen, samtidig med at general Petrasch blev sendt til Sinzheim og grev Wels til Heldelberg for at sikre forbindelsen med "Bergstrasse", ad hvilken man ventede Mörner. Den 1. juli brød han op igen og indtog en stilling ved Wiesenthal tæt uden for den fjendtlige circumvallationslinie.

Asfeld trak sine styrker indenfor volden og sendte et kraftigt korps over på Rhinens venstre bred til sikring mod, at tyskerne passerede floden. Selve volden blev forhøjet, graven gjort dybere og dækket med to rækker ulvegrave. stillingen var forsynet med et kraftlgt artilleri, og med passende mellemrum var der lavet gennemgange med 100 mands front. Centrum vor yderligere dækket af fremskudte redouter. Foran højre fløj lå ufremkommelige sumpe og foran venstre en stor slette.

-o­

MARCHEN TIL RHINEN

Mörner og generalstaben tog over Elben tidligt om morgenen den 20. maj, og i løbet af samme dag blev dragonerne og de to fodfolksregimenter overført, medens rytterne først kom over næste dag.

Medens Linde tog i forvejen til Frankfurt for at træffe aftale med et handelshus om udbetaling af penge fra København, fulgte Mörner korpsets march sammen med Wittum, der skulle bistå ham ved forhandlingerne med de enkelte landes kommissærer. Det gik ikke altid let, og Mörner beklagede sig over, at han ikke kunne indberette om marchvejen, fordi kommissærerne ikke kunne blive enige.

Da man var langt fra fjenden, marcherede man kompagnivis fra kvarter til kvarter og holdt rast hver tredie dag. Ruten gik over Rothenburg til Verden, hvorfra man fulgte Wesers snoede løb, snart på den ene slde, snart på den anden, eftersom vejen og broerne var bedst. Det første stykke gik gennem det hannoveranske, og da man havde en gensidig aftale om udlevering af desertører, gik alting vel.

Den 29. maj kom man ud af det hannoveranske og måtte nu trække længere mod øst gennem grevskabet Lippe og det paderbornske, da man ikke måtte betræde det preussiske fyrstendømme Minden. I dette område vrimlede det med hververe, der søgte at forlokke de svage sjæle, og da befolkningen støttede dem, deserterede de i mængde, og trods al agtpågivenhed lykkedes det kun sjældent at fange nogen. Man holdt kompagnierne samlet i to - tre huse, men alligevel mistede Scholten indtil den 11. junl 329 mand og Dombroick 457. For at indjage (63) skræk besluttede generalerne, da man var så heldlg at fange tre desertører, at lade den ene hænge og de to andre løbe spidsrod 24 gange. Dommen blev øjeblikkelig eksekveret, hvilket kongen tog sig meget nær. Mörner sendte også kaptajn Vlnd til kommandanten i Minden for at få ham til at arrestere desertørerne, men forhandlingerne blev resultatløse.

Da kaptajn Bülow passerede Klein-Bremen, stod en preussisk musketer uden for kroen og søgte at få "die Herren Dänen" til at bllve. Bülow befalede ham at tie, men blev straks overfaldet med stakke af en halvhundrede bønder, så hans soldater måtte trække blank. I Bückeburg kom to korporaler op at slås med preusslske hververe, der dog blev afvæbnet af tililende danske soldater. I Paderborn blev nogle underofficerer, der kom med to desertører, overfaldet af 200 studenter og pøbel, der ville befri fangerne. Heldigvis kom der nogle paderbornske officerer til, der fik mængden talt til rette. To af Frijses ryttere var så heldige at fange en preussisk feldwebel, som efter ankomsten til Wiesenthal blev afleveret til det preussiske korpses kommondør, general Röder, med en "compliment", gående ud på, at kong Christion af højagtelse for kongen af Preussen lod nåde gå for ret.

Naturligvis blev der straks sendt hverveofficerer til Mühlhausen og Strasbourg, men Scholten skrev, at alt det pak, man fik, var af den slags, at man lige så godt kunne kaste pengene i rendestenen, og Mörner henvendte sig også til Prins Eugen, der først gav ordre til, at ingen måtte antage danske desertører, og senere udvidede det til, at alle tyske desertører skulle afleveres til de danske afdelinger. Men det hjalp ikke, og under hele felttoget led særlig fodfolksregimenterne føleligt under deserteringerne. De få, man fangede, blev naturligvis forhørt om grunden, for at en eventuel fejl kunne blive rettet. Men de havde fået lønning i rette tid, og der var mad nok. En del rømte på grund of hjemve, men de blev næsten alle fanget ved grænsen, og kongen bestemte, at det regiment, der fangede dem, måtte beholde dem mod at betale håndpengene til stamregimentet.

Marchen fortsattes langsomt mod Frankfurt.

Undervejs fik Mörner først ordre til at rykke til Aschaffenburg ved Main, men da prinsen rykkede frem fra Hellbronn ændredes ordren til, at han skulle sende bagagen til Hellbronn og selv rykke fra Frankfurt ad "Bergstrasse" over Heidelberg til lejren ved Wiesenthal. De fleste af damerne blev i Frankfurt, hvor de gjorde sig det bekvemt i nogle huse, der lejedes til dem.

Den 2. juli 1734 rykkede det danske korps ind i lejren, og grev Frijs skrev straks til Løvenørn, at efter hvad han havde set, var de danske tropper de (64) smukkeste i arméen. Det kejserlige rytteri var i meget slet tilstand, skrev han, men fik vore ikke bedre forsyninger, ville de snart være lige så rlnge.

Straks efter at være sat over Elben gjorde Mörner et af sit livs største fejltrin, idet han fik Hamborgs magistrat til at udbetale sig 500 dukater. Han søgte at holde det hemmeligt, men det lykkedes Ikke.

Kongen førte netop på denne tid en bitter proces med Hamborg, og da han hørte om pengene, blev han meget opbragt og forlangte dem afleveret, hvad Mörner dog undlod at gøre trods gentagne ordrer.

-o-

HENVISNINGER
(Til summarlsk kildeoversigt, side 106, 2. hefte/1965)

SIDESTYKKEOPSTILLINGEN AF KORPSET
46OI: 14/11, OU: 3/11,21/11, KS: 11/11, 18/11
47IOI: 28/12, OU: 21/12
IIOI: 22/12, 12/3, 31/3, 3/4, KR: 30/12 20/1, 16/4, OU: 22/3, 17/4
48IOU: 12/12
IIKaas
IVKR: 9/12
49IKR: 17/2, GD: 7/12 ff
IIIKS: 19/5
IVOU: 21/11, KR: 13/3, KS: 24/2
50ITB: 26/12, 13/2, 20/2, KS: 23/12, 01: 20/4 Scholten
51IIRS: 27/1 , 2/4
IIIOI: 18/11, KS: 16/12, KR: 12/3, TR: 18/5
IVKR: 25/2, 1/7 - 35
52IIKS: 11/2,26/2,15/4,29/4
IIIKS: 15/4, 13/5, KR: 16/5,21/5 - 35
IVKS: 27/5, KR: 27/5
54IIKR: 3/3,10/5, GD: 16/2 ff, GT: 27/3, A1: No. 67 & 78, kaptajn Mohrsen
55IIKaas, GT: 24/4, KS: 19/5
VKS: 19/5
56IIM-L
57IKS: 3/12 Linde
IVKR: 11/5
MARCHEN T1L RHINEN
62IIIOU: 25/5 - 34, KM: Scholten 11/6
VKM: Mörner 8/6
VIKM: Mörner 3/7, Scholten 11/6, KS: Mörner 22/6, 01: Mörner 8/6, OU: 24/6. M-12: 8/6
63IKM: Mörner 8/6
IIM-15: 5/7, KM: Scholten 11/6
63IIIOI: Scholten 11/6
VKM: Scholten 11/7
VIM-3., 01: Mörner 8/6
64IOI: Frijs 3/7, M-14.
-o-

I næste hefte følger:
Begivenhederne ved Rhinen juli-september 1734
Vinterkvartererne 1734-1735

Næste artikel...
Digitaliseret af Allan Baktoft Jakobsen