Krigshistorisk Tidsskrift
1966, nr. 2

AUXILIAIRKORPSET VED RHINSTRØMMEN 1733-1736

(fortsat)

Af major Gordon Norrie

BEGIVENHEDERNE VED RHINEN JULI-SEPTEMBER 1734

Da prins Eugen nu havde fået sin hær forstærket med det danske korps, som han efter sine erfaringer i begyndelsen af århundredet satte overordentlig højt, mente han, at tidspunket var kommet til at undsætte Philippsburg. En rekognoscering overbeviste ham imidlertid om, at den franske stilling var meget stærk, og følgen var, at han ikke kunne træffe nogen beslutning. Kronprinsen af Preussen, den senere kong Frederik II, og general Seckendorf rådede ham stærkt til at angribe, nogle foreslog endog, at han skulle gå over Rhinen. Men i Italien trak de kejserlige det korteste strå, og led de også et nederlag ved Rhinen, var riget og de kejserlige arvelande prisgivet. Hans modstandere klagede derfor til Wien, idet de hævdede, at han var for gammel og kun en skygge af sig selv. Der blev derfor sendt folk fra regeringen til hæren for at undersøge forholdene, hvilket krænkede ham meget, men ikke kunne rokke bans beslutning.

Prinsens hær var som sædvanlig delt i en højre fløj med 36 eskadroner i første, 36 i anden linie og 5 eskadroner husarer bagved. Fodfolket talte 47 batailloner i 1. linie under grev Harrach og 36 i 2. under prinsen af Bevern. Venstre fløj talte 40 eskadroner i 1. og 34 i 2. og 5 eskadroner husarer. Den kommanderedes af prins Frederik af Würtemberg og Mörner, medens hertugen af Würtemberg havde kommandoen over det samlede rytteri.

Der er ikke tvivl om, at prinsen kun var en skygge af sig selv, at han vidste det, og at hans tilstedeværelse ved hæren var til stor skade for et heldigt resultat. Gæhler skrev om ham, at han var meget ældet og benyttede sig heraf. Om de andre høje herrer udtalte han, at hertugen af Würtemberg var mere livlig end nødvendigt, og at han modarbejde Beverns vidtflyvende ideer. Alle troede ondt om hverandre og søgte at tilskrive deres forslag æren, hvorved der hverken kunne eller ville ske noget. Linde skrev senere, at han havde været i hovedkvarteret og haft lejlighed til at se prinsen. "Jeg maa tilstaae at hans ganske Væsen marqueres meget stort, og endnu een større vivacite end sædvanlig har ingen Mand af hans Alder. Hans øyne løbe over alt med en særdeles gravite og fermete og hans Maintien, exterieur og attitude inspirerer respect hos de aller største (som i hans nærværelse siunes ikkun ringere) indtil de allerringeste. Hans Ante-Chambre var fuldt af Princer og Generaler (40) som erviiste hannem den aller største Derrerence enfin det var mig et smugt Spectacle".

De danske generaler delte prinsens opfattelse af, at stillingen var for stærk til et direkte angreb. For at finde en anden løsning rekognoscerede Mörner ud for venstre fløj, hvor terrainet var fyldt med sumpe og skove. Rhinen var gået over sine bredder og havde bortrevet noget af de franske anlæg og afskåret 7 - 8 batailloner. Han foreslog, at man skulle angribe dem ved hjælp af de både, hæren lørte med sig, men det ville generalitetet ikke gå med til. Så foreslog han, at man skulle angribe den yderste højre fløj ved Rhinen. For at nå til et brugeligt udgangspunkt måtte man imidlertid sejle ad en gammel kanal, som han begyndte at rense op efter at have diskuteret sagen med hertugen af Würtemberg.

Den 8. juli foretog prinsen selv en rekognoscering i nærheden af den danske lejr, og Scholten sluttede sig straks til hans følge. Da prinsen ønskede noget fodfolk, lod han en af sine batailloner rykke ud. Noget efter blev området besat med 1000 grenaderer, men om natten blev Scholten beordret til at besætte det med tre danske og tre hannoveranske batailloner. De så dog kun nogle patruljer, som de vekslede enkelte gevær- og kanonskud med, hvorunder en af Dombroicks mænd blev såret.

Mandskabet fik det reglementerede brød, men det kneb med de øvrige fødevarer, der tilmed var dyre. Hestene var det særlig galt med. efter indrykningen i lejren fik man intet korn, kun hø og græs. Mörner klagede og henviste til traktaten, men den kejserlige generalkrigskommissær, grev Nesselrode, erklærede, at man ikke var vant til at fodre med korn i sommermånederne. Dertil kom, at franskmændene i forvejen havde forsynet sig godt. Fourageringskommandoerne måtte derfor 25 - 30 kilometer bort og blev ofte ude fra reveille til retræte. Når de så kom hjem og havde afsadlet, blev der ofte slået alarm. Mörner gav derfor ordre til, at der måtte mejes på markerne, og at man skulle beslaglægge alt det korn, man kunne få fat i. Fouragen var dyr, man måtte betale 1 florin og 36 kreuzer for 1 centner hø og 1 florin for 8 havrerationer. Både Mörner, Frijs og oberstløjtnant Bülow ved dragonerne skrev til Løvenørn herom, og det havde til følge, at kongen henvendte sig til prinsen om sagen. Samtidig havde Mörner også henvendt sig til kongen af Preussen, der besøgte lejren, og han tillod, at den preussiske general Roder sammen med den hannoveranske Ponpietin skrev under på en klage, som Mörner sendte frem. Kongen og kronprinsen var meget begejstrede for de danske tropper og havde straks søgt at få overladt nogle af de længste karle fra Livregimentet og Frijses regiment, men havde fået det svar, at det ikke kunne (41) ske uden kongens tilladelse.

Medens man fra kejserlig side kun udviste megen ringe energi, skred franskmændenes angreb på Philippsburg stadig fremad. Den 14. juli blev kronværket stormet, og de begyndte straks at brechelægge en af bastionerne ved selve byen. Den 17. begyndte volden at styrte sammen, og da samtidig et ammunitionsmagasin sprang i luften, slog Wutgenau chamade og indledte forhandlinger om kapitulation den 18. juli.

Samme aften holdt prinsen krigsråd bestående af feltmarskallerne hertugen af Würtemberg, prinsen af Bevern og grev Harrach samt felttøjmester prins Frederik af Würtemberg og Mörner, hvilket denne naturligvis var meget stolt af, fordi det var en anerkendelse af hans dygtighed, og fordi de andre generaler var jaloux. Der blev fremsat forslag om enten at angribe de franske linier eller at kaste 2000 mand ind i fæstningen, men begge forslag blev enstemmigt forkastet.

Efter Philippsburgs fald kunne franskmændene vende hele deres styrke mod prinsen, og han besluttede derfor at gå tilbage til Bruchsal, hvorfra han nemt kunne forskyde sig mod nord eller syd. Den 20. blev bagagen og de kvartergørende sendt afsted, og den 22. brød hæren op i flere kolonner mellem klokken 5 og 6. Til sikring blev efterladt en arrieregarde under prinsen af Hohenzollern, hvori indgik de danske grenaderer og hele vort rytteri. Frijs havde ved denne lejlighed en større kommando, og Kaas førte en styrke bestående af beredne grenaderer og karabinierer samt 500 husarer.

Arrieregarden opmarcherede klokken 1 i to træfninger foran de franske linier, som husarerne beskød uden at ilden blev besvaret. Da fodfolket havde fået tilstrækkeligt forspring, gik arrieregarden klokken cirka 12 en kilometer tilbage. Der viste sig nok et par hundrede ryttere, men de holdt sig i tilbørlig afstand, og en time senere gik man i tre kolonner tilbage gennem fodfolket, der med "Canoner var posteret udi Buskagen".

Franskmændene havde nu sikret sig et befæstet brohoved på Rhinens højre bred, men så længe prinsen stod ved Bruchsal, kunne det ikke udnyttes. For at få ham til at forlade sin stilling besluttede Asfeld at lade som om han ville belejre Mainz. Han efterlod Noailles ved Philippsburg med 25 batailloner og 20 eskadroner og rykkede til Worms, hvortil Noailles fulgte med sin hovedstyrke i begyndelsen af august, hvorefter Asfeld fortsatte til Oppenheim.

Skønt kongen af Preussen stærkt frarådede prinsen at følge den franske bevægelse, faldt han i fælden. Den 2. august brød han op fra Bruchsal. efter at have kamperet ved Wieslock nåede han næste dag Ladenburg og Heidelberg, (42) hvor oberst Henning Rumohr af Scholtens regiment blev efterladt med 1000 grenaderer for at sikre dette vigtige overgangssted. efter at have passeret Neckar ved de to byer og kamperet ved Lorsch og Gernersheim indtog han den 8. en stilling med venstre fløj ved Trebur og højre cirka 3 kilometer fra Mainz. For at sikre sin bevægelsesfrihed slog prinsen fire broer over Main og to over Rhinen, og de to hære stod nu igen overfor hinanden.

Næppe var prinsen nået til Mainz, før en fransk kolonne på 20.000 mand gik over Rhinen ved Philippsburg og begyndte at brandskatte egnen. Samtidig trak Asfeld hovedhæren mod syd, og rygtet gik, at han ville gå over Rhinen og lejre sig mellem denne og Neckar. Prinsen sendte straks prins Georg af Hessen mod Heidelberg med 12 batailloner og 15 eskadroner, hvoriblandt Holsteins. De marcherede fra klokken 2 til 15, holdt to timers hvil ved Weinheim, hvorefter de fortsatte til Ladenburg. Næste dag rykkede de til Heidelberg og gik den tredie dag over Neckar. Det vil sige, at man på een dag forskød 8000 mand fodfolk og 1200 ryttere 60 kilometer ad slette veje, der var gjort meget besværlige ved den stadige regn.

Den 15. brød prinsen op og rykkede langsomt efter, forsinket af regnen, der havde gjort vejen ufremkommelig, så vognene sad fast og brødforsyningen brød sammen, da feltbageriet i Heidelberg var blevet nedlagt, og man ikke hurtigt nok kunne genoprette det. Den 19. nåedes dog Neckar, og den 27. gik rytteriet over broerne i Heidelberg og Ladenburg, medens fodfolket blev færget over.

Franskmændene blev dels stående i deres stillinger, dels sendtes et korps til Fort Louis, dels rykkede Noailles med 17 batailloner og 40 eskadroner over Philippsburg og Durlach til en stilling langs Murg med hovedstyrken ved Rastadt. Rygterne tog straks fat.

De kunne berette, at franskmændene ville benytte lejligheden til at gå over Neckar, brandskatte Frankfurt eller belejre Breisack. Det, man var mest bange for, var, at Noailles skulle forene sig med kurfyrsten af Bayern, der hidtil havde holdt sig neutral, men var kejseren meget fjendtligt sindet. Prinsen blev imidlertid stående ved Neckar og nøjedes med at sende generalfeldvagtmester Petrasch til passene i Schwarzwald. Oberstløjtnant de Cheuses indgik i hans kommando med 120 ryttere og dragoner, som Petrasch senere roste meget for deres optræden. Ellers bestod hans korps hovedsagelig af husarer, dristige velledede folk, som holdt fjenden i tilbørlig afstand.

Allerede i lejren ved Bruchsal var der udbrudt dysenteri, og Mörner havde ladet sine syge sende til det kejserlige hospital i Neudorff, hvor de imidlertid blev afvist. Man anbragte dem så på rådhuset, men kunne hverken skaffe medicin eller læge til dem. Hospitalet i Hirbilsheim var ikke bedre, idet ni af Scholtens folk døde der af mangel på medicin. Dette førte til en skarp noteudveksling med grev Nesselrode, hvori Mörner forgæves appellerede til dennes rimelige og kristelige næstekærlighed.

Samtidig var det helt galt med deserteringerne. Af månedslisterne den 12. august fremgår det, at Scholten manglede 422 og Dombroick 600 mand, medens de beredne regimenter tilsammen kun havde mistet 23. Da man var så heldig at fange syv desertører lod Mörner dem stille for en krigsret, der lod to af dem hænge, to løbe spidsrod 24 gange og tre spille om livet, så en blev hængt og de to løb spidsrod.

Denne afgang havde til følge, at fodfolket ikke kunne udføre seks betailloners tjeneste, og Mörner foreslog derfor, at det reduceredes til fire. Af hensyn til de andre regimenter kunne prinsen ikke gå med hertil. I stedet formeredes de to batailloner af de tre svageste kompagnier fra hvert regiment, medens de resterende 18 kompagnier sloges sammen til fire batailloner. De to svage batailloner sendtes under oberst Eickstorff af Dombroicks regiment til Heilbronn som sikring for Mörners syge, der samledes der under gode forhold.

Med hensyn til hestene havde det hjulpet meget, at de fik halv havreration fra den 1. august og hel fra den 1. september, men egnen langs Rhinen var helt udspist for hø, og prinsen foretog derfor en fordeling af oplandet. Vort korps fik tre byer, der lå cirka 50 kilometer borte, og Mörner traf derfor aftale om, at beboerne selv bragte fouragen ned til Neckar og sejlede den ned ad floden, hvor regimenterne let kunne hente den. Alle parter stod sig herved: regimenterne kunne hente fouragen ved floden og beboerne var sikre mod for energisk inddriven.

Det hændte nemlig ret ofte, at fourageringen blev foretaget vel energisk, og prinsen forlangte, at den kommanderende officer i sådanne tilfælde skulle arresteres og tiltales. Dette kom til at gå ud over major Benzon, der havde været så uheldig at bryde et magasin op, der tilhørte hertugen af Würtemberg og de schwabiske stænder. Han lod havren sejle ned ad Neckar, men klagen var nået til hertugen inden skibets ankomst, så han kunne lade det besætte af en vagt og sejle tilbage. En anden gang blev ritmester Knutzen beskyldt for at have plyndret en landsby.

Det var ikke ualmindeligt at officererne klagede direkte til Løvenørn, og disse to har vel givet det udseende af, at det var deres breve hjem, der var (44) skyld i arrestationen. Mörner fik i hvert fald ordre til at begrunde den. I slutningen af sit svar skrev han, at han havde gjort, hvad han kunne, for at holde orden og disciplin, hvilket var de ham ubekendte "Rapporteurs" ubehageligt, og til sidst gav han ondt af sig over disse brevskrivere. Svaret blev en meget skarp tilrettevisning fra selve kongen med ordre til at beflitte sig på at vise en anstændig opførsel i hans ærefulde stilling, da han ellers øjeblikkelig ville falde i unåde.

I løbet af sommeren havde Linde måttet indstille om et par ændringer, hvad pengene angik. Dels slog beslagpengene ikke til i det bjergrige terrain med de dårlige veje, dels kunne bankierfirmaet Gebrüder Wiesenhüter i Frankfurt ikke skaffe tilstrækkeligt mange 2/3-stykker, som lønningerne skulle udbetales i. Denne bestemmelse ændredes derfor til, at lønningerne skulle udbetales i gangbar mønt + de øjeblikkelige kursforskelle, og beslagpengene blev forhøjet til 8 skilling.

Som tidligere omtalt var de fleste officersfruer blevet i Frankfurt, og derimellem var grevinde Frijs og hendes to døtre. Den 13. juli døde hun, og det havde til følge, at greven bed sig fritaget for kommandoen. I forvejen var han meget deprimeret over hestenes ødelæggelse på grund af det slette foder, og efter grevindens død var han helt utrøstelig. Efter at ansøgningen var bevilget, rejste han til Frankfurt, hvor generalinde Scholten havde taget sig moderligt af de to unge piger.

I hans sted vaIgtes chefen for Liv Regiment til Hest, generalmajor til hest Frederik Ehrenfried Amthor, og Løvenørn tilbød ham at bytte livregimentet med Frijses regiment, dels fordi afstanden mellem hans regiment i Slesvig og kommandoet ved Rhinen var meget stor, dels fordi der let kunne falde nogle "douceurs" af ved et regiment i felten. Men Amthor ønskede ikke at skifte, og Frijses halvbroder, grev Frederik Conrad Holstein til Holsteinborg, overtog derfor det ledige regiment.

Amthor var født i Stolberg i Thüringen, hvor hans fader var grevelig kansler. 1716 blev han dansk oberst, men man kender intet til hans tidligere tjeneste. Familien havde i forvejen tilknytning til Danmark, idet en farbroder havde været krigskommissær i Rendsborg, og da han var barnløs, var en broder til generalen, den senere kgl. historiograf Christoff Hinrich Amthor, blevet opdraget hos ham.

Amthor regnedes for at være en fremragende fører. Han var gift med en velhavende dame fra Brabend, fuldendt verdensmand, der straks vandt stor yndest hos prinsen og hans omgivelser, og viste sig også ved et par anliggender som en smidig diplomat. I Slesvig har han vel lært Mörners mindre gode egenskaber at kende, thi han var ikke venligt indstillet overfor ham. Men især hadede han generalinden, og i næsten hvert eneste af de mange breve, han skrev til Løvenørn, findes et voldsomt angreb på hende og hendes gridskhed, uden at han dog direkte skriver, at hun burde fjernes fra korpset. Han led af gigt og kunne, når den pinte ham, være meget ubehagelig og utilfreds med alt og alle.

Den 1. september meldte Amthor sig ved korpset og overtog rytteriet. Nogle dage efter skrev han, at tilstanden ikke var god med 50 nye heste og 30 rekrutter pr. kompagni, strenge marcher uden rastdage og med knebent foder. Det var lige så galt ved resten af rytteriet, men de tyske regimenter havde lettere ved at få remonter og rekrutter i hjemlandet.

Medens de to hære ved belejringen af Philippsburg havde ligget så tæt op ad hinanden, at prinsens hovedkvarter endog havde været inden for en afstand af et kauonskud fra de franske linier, var der nu mange mil mellem dem. Ved Philippsburg måtte store dele af hæren stå under gevær hele tiden for at kunne afvise et angreb, og natteroen blev meget ofte brudt ved alarmeringer, I der ganske vist som oftest var blinde, men alligevel trættede både mandskab og heste. Følgen var, at der næsten aldrig blev lejlighed til at holde øvelse med mandskabet.

I lejren ved Heidelberg var forholdet helt anderledes, og Scholten 100 dels våben og udrustning efterse og reparere, dels afholde lidt eksercits for at bringe netheden på fode. Medens de forskellige chefer ved Philippsburg måtte blive ved deres afdelinger for at være ved hånden ved alarmeringer, kunne de her leve mere frit. Scholten fortalte i et langt brev, at han havde fået et hus 500 skridt fra lejren og der havde besøg af generalinden og børnene. Amthor var kommet på højtidelig visit. Der førtes stor selskabelighed, og de høje herrer gjorde ikke andet end at danse og holde bal i Manheim hos kurfyrsten og i Heidelberg hos hertugen af Würtemberg, Bevern og andre. Det var uudholdeligt varmt, og så skulle man ride en time hjem til lejren. Hertil føjede generalinden spøgefuldt, at de dansede til den lyse morgen, og at Scholten efter hendes ankomst var blevet den gamle Henderich, fuld af humør men han gav sig ikke længere af med spil og amour og overlod opvartningen af damerne til de yngre prinser og grever, som der heller ikke var mangel på.

Der havde flere gange gået rygter om fredsforhandlinger, og sidst i juli kunne Berckentin fortælle, at lord Walpole skulle være kommet med et forslag.

(46)

En månedstid senere spurgte han Sinzendorff og Stahremberg, om man ønskede kongens bona officia, men Sinzendorff svarede: "Habt doch noch ein wenig Gedult, meine Herren. Die Campagne ist ja noch nicht zu Ende".

Men prinsens armé kom ikke i kamp, og lediggangen førte til indre splid i hans omgivelser, hvor den indbyrdes rivalisering frit kunne udfolde sig. De forskellige høje herrer og korpschefer søgte først og fremmest at pleje deres særinteresser, og som det altid går, bredte ufordrageligheden sig nedad og ødelagde det gode forhold også indenfor det danske korps.

Der er ikke tvivl om, at Mörner var en rask soldat og en dygtig fører, der med ildhu gik op i sit hverv og kæmpede som en løve for korpset, når han mente det trådt for nær af prinsens stab. Både Frijs og Scholten respekterede ham og roste ham i deres breve til Løvenørn. Han førte en hård kommando, men det var nødvendigt, for at man kunne styre det pak, der altid dannede en stor del af en hvervet hær. Han blev udmærket hjulpet af sine officerer, der alle gjorde, hvad de kunne, for at opretholde disciplin og orden. Korpset blev derfor med rette anset for at være et af de bedste i den meget forskelligartet sammensatte armé og nød også megen agtelse hos prinsen. Men Mörner var blottet for diplomatiske evner, opstrådte bryst og hovmodigt og kom derved til at stå på fjendtlig fod med så mægtige folk som arméens næstkommanderende hertugen af Würtemberg, og general krigskommisær grev Nesselrode.

Forholdet til bans undergivne var heller ikke godt. Scholten skrev hjem, at han ville sætte pris på, at Mörner var lidt mindre opfarende og optrådte med mere venlighed. Dombroick beklagede sig over, at han blev behandlet, som man ikke ville optræde overfor en fændrik, Gæhler følte sig ofte hindret i sit arbejde af højere magter uden at kunne sige, om det stammede fra Mörner eller "la commnndante".

Man regnede dengang med, at en heldig kamp gav gode indtægter ved fordeling af byttet, men denne kilde svigtede jo totalt, og mange søgte derfor at skaffe sig fortjeneste på anden måde. Mörner sendte en del ansøgninger ind om forbedring af sine indtægter, men de blev næsten alle skarpt afslået, kun portoen for tjenestebreve måtte føres på regnskabet, men der skulle hver postdag sendes en fortegnelse over ind- og udgåede breve, og postmester Gangloff i Hamborg skulle endog indberette om de forsendelser, der passerede bam.

Indenfor korpset var der samtidig almindelig utilfredshed med den slappe og dådløse ledelse. De stadige desertioner, hestenes ødelæggelse på grund af fodermangel, udeblivelsen eller forsinkelsen af brødet, den opslidende tjeneste klos op ad fjenden, uden at der skete noget alvorligt, virkede i høj grad irriterende pa alle. Da man så hørte, at der forhandledes med Storbritannien om afgivelse af et andet korps, foreslog Mörner, at man skulle trække hans tilbage og stille det til kong Georgs rådighed: "car chez l'armée impériale, il n'ia rien a esperer qu'une ruine totale de Trouppes".

Dette forslag blev naturligvis ikke til noget, og større held havde heller ikke de officerer, der søgte overflyttelse til det nye auxiliairkorps, der for øvrigt slet ikke kom afsted. En stabskaptajn havde endog søgt kompagni i Norge, men Løvenørn skrev til ham, at han burde blive, "hvorved de da tillige kunde have Leylighed at see og lære noget, som var dennem tienligere end saa hastigt igen at retournere."



VINTERKVARTERERNE 1734-35

Felttoget var nu ved at nærme sig sin afslutning. Først i september begyndte franskmændene at gå i vinterkvarter, og prinsen indkaldte kommissærer fra de lande, der skulle belægges. Den 27. fik Mörner kvarteranvisningen, der lød på egnen hinsides Lahn til de kurkølnske lande, det såkaldte Westerwald. To dage efter afmarcherede preusserne, der skulle ligge nordligst, og den 4. oktober fulgte Mörner efter. Han skulle med de tre beredne regimenter og fire batailloner rykke langs Rhinen, passere Main ved Costheim og møde kommissærerne fra Westerwald i Bieberich, m edens de to batailloner fra Heilbronn og rytterne fra Petrasches detachement skulle gå over Aschaffenburg.

Kommissærerne mødte først dagen efter, de var blevet tilsagt, og da anvisningen dels var ændret, dels var uklar, kunne de ikke blive enige om fordelingen, som Mörner ikke ville blande sig i, da han ikke var kendt med forholdene i området. Den 13. brød Mörner op, lod fodfolket rykke mod de vestlige dele af Westerwald og fortsatte selv med rytteriet mod de østlige egne, stadig underholdt af de uenige kommissærer. Endelig nåede man dog et resultat, således at Mörner med stab skulle ligge i Herborn, fodfolket nærmest Rhinen med Dombroick nordligst og Scholten sydligst. I midten Holstein nordligst og Ahlefeldt sydligst, medens Kaas skulle have de østligste kvarterer.

Westerwald begrænses af to af Rhinens bifloder, i nord Sieg og i syd og øst Lahn. Landskabet består af et ret højt, fattigt, skov- og lyngdækket bjergland, hvorfra en del åer løber ned til de to floder gennem snævre dale, hvor der lidt bjergværksdrift og landbrug. Området dannede administrativt en kreds, som fyrsten af Nassau-Dillenburg var "director" for. Den nordlige del af Rhinegnen hørte til det neutrale Kur-Køln, derefter kom de Wiedske



(49) besiddelser og sydligst de Kur-Trierske. Midten var hovedsagelig delt mellem huset Nassaus forskellige grene, og længst mod øst lå herskaber, der hørte under Wittgenstein, Sachsen-Altenburg m.m.. Dertil kom, at fyrster fra andre kredse ejede godser, der lå indenfor området.

Scholten kom til at ligge i Neu Wied, og han fortæller, at egnen var fattig, bønderne noget pak, og at med undtagelse af prinsen af Oranien-Nassau havde fyrsterne og greverne nok af gæld, men ingen penge. Den eneste, der var grund til at have medlidenhed med, var kurfyrsten af Trier. Han var meget elskværdig og livlig, men franskmændene åd det meste af hans lande på den anden side af Rhinen. Han havde kun Coblenz tilbage på flodens venstre bred. På den højre lå den næsten uindtagelige fæstning Ehrenbreitstein og nogle ravnekroge.

Forholdet mellem korpset og befolkningen var straks fra begyndelsen meget spændt, idet myndighederne gjorde, hvad de kunne, for at undgå at udrede de ydelser, der tilkom korpset. Da ritmester Baranowsky brød op fra Beilstein, forbød amtmanden således befolkningen at betale, hvad der tilkom ritmesteren for vakante portioner. Medens ritmesteren og amtmanden forhandlede, kom prinsen af Oranien til stede, og han holdt med amtmanden. Ritmesteren brød derfor op, men efterlod sin kvartermester, for at han kunne forsøge at få pengene. Da det heller ikke lykkedes, beholdt Baranowsky et oksespand, byen havde leveret til transporten af bagage og syge. General Amthor skulle ligge i Siegen, hvis magistrat først ville modtage ham, da han truede med at bruge magt. Major Nielsens fændrik skulle ligge i Mehrenburg, men da han nærmede sig byen, ringede man med stormklokken, og han blev angrebet af 200 mand, der var bevæbnet med geværer, spyd og stager, "saa man maae takke Gud, at Fændrikken kom derfra med Æren".

Det voldsomste sammenstød fandt dog sted i Herborn den 30. oktober. Byen ligger på Dilles højre bred omgivet af en gammel mur med tårne og porte, hvor vejen fra Frankfurt til Dillenburg går gennem byen. Ved denne gade lå et torv med rådhuset og bybrønden. Den havde cirka 1800 indbyggere, og da den ingen garnison havde, besattes portene af borgerkompagnierne. Magistraten lededes af en Oberschulteiss, der udnævntes af fyrsten, og to borgmestre, der udtoges af laugene for eet år ad gangen. På en høj i byens vestlige udkant lå slottet, der bestod af en fløj med to tårne ved gavlene og eet på midten. Det var beregnet til enkesæde, men havde ikke været benyttet hertil i over hundrede år, i hvilket tidsrum universitetet havde haft plads der. Dette var nu flyttet, og i 1725 var slottet blevet gjort i stand. Omegnen var frugtbar (50) og veldyrket og befolkningen foretagsom og energisk, selvom Linde siger, at den mest bestod af "Canaille".

Da Mörner ankom med sin stab, havde byen givet ham et dårligt hus til kvarter. Hans tjenestefolk var så slet underbragt, at de fleste blev syge, og en af dem døde. Hestene kom i faldefærdige stalde, hvor også de blev syge eller kreperede, og vognene måtte holde under åben himmel. Han klagede selvfølgelig herover, og i slutningen af måneden stillede fyrsten en etage af slottet til hans rådighed. Der fandtes imidlertid kun nøgne rum, og han rekvirerede derfor de fornødne møbler, brændsel, lys o.s.v.. Noget kom også, men da han ikke kunne få, hvad han skulle have, sendte han sin ældste søn, kaptajn Mörner, til en af borgmestrene med et eksekutionskommando på seks dragoner for at få anvist et vagtlokale og aflevere en rekvisition fra "Hr. und die Frau Generalin" på møbler, 4 pund vokslys og 2 pund tællelys eller 1 rigsdaler i penge, og andre servicesager.

Borgmesteren, der i det civile liv var skomager, blev ophidset og slog en af dragonerne, der slog igen og smed borgmesteren ned ad trappen. Efter denne "lille Næveaktion med farvet Næse og Øje" lod borgmesteren trommen gå, og på et øjeblik var 6-700 borgere stimlet sammen. Rasende stormede de op mod slottet og truede med, "at der ikke skulde komme noget levende Øje ud", og at de ville "blæse Generalens og Generalindens Livslys ud". Dragonerne forskansede sig i borgmesterens hus, kaptajn Mörner slap hjem til slottet, hvor pøblen overfaldt og gennembankede et par af generalens tjenere, og situationen så ret faretruende ud.

Heldigvis kom major Rohweder netop gennem byen med sit kompagni på vej til et nyt kvarter. Han havde kun 40 mand, men de kunne deres sager og posterede sig på torvet. Dette bragte nogen "Respekt", men borgerne fastholdt, at de ville besætte portene sammen med kyrassererne, hvilket også fandt sted i to dage, indtil Kaases livkompagni kom til og kort efter også et af Dombroicks. Da der var kommet ro i byen, forlangte Mörner alle våben udleveret, idet han synes at have truet med at brænde byen af. Fyrsten lod dem imidlertid samle i en embedsmands hus for at smugle dem ud af byen, men det blev opdaget, og den 10. november blev de højtideligt afleveret på rådhuset og derfra transporteret til slottet medens to kyrasser- og et infanterikompagni paraderede påtorvet. Samtidig blev den oprindelige stabsvagt på 16 dragoner afløst af 2 of­ficerer og 100 mand af Dombroicks regiment.

For sig selv forlangte Mörner 30 rigsdaler i taffelpenge og henviste til, at den preussiske general fik 100 dukater, den hannoveranske 12 og general Petrasch (51) plus 10 "medicamenter gelder". Men nogle dage efter opdagede Linde, at der var en "article secret" i forliget med borgerne, idet Mörner havde forlangt 1000 rigsdaler for den tort, der var overgået ham og generalstaben. Dette indberettede han straks til Løvenørn og bad ham sørge for, at de blev fordelt, da de andre medlemmer af generalstaben havde været lige så udsat som Mörner.

Denne affære satte meget ondt blod i staben, og hverken Linde eller Gæhler lagde skjul på deres meninger. Gæhler fortalte i et privat brev til Løvenørn, at når der kom en skrivelse fra København, udarbejdede Mörner altid svaret personligt, stærkt hjulpet af generalinden. Han siger ikke direkte, at svarene ikke altid var korrekte, men bemærker, at han havde nægtet at skrive Mörners relation af 23. november. Generalen og generalinden lagde ikke skjul på deres had til Løvenørn, og hvis Mörner skulle tilbagebetale de 1000 rigsdaler, de havde fået af Herborn, for ikke at tale om de portioner og rationer de havde fået, "a bon compte ils ne prierent guerre Dieu pour votre Excellence".

Generalinden bad mange bønner om dagen, og Gæhler skrev, at han troede, hun ville spise dem af med religionen. Dette brev foranledigede en meget skarp skrivelse om, hvorfor Gæhler ikke havde skrevet den omtalte relation. Linde skrev, at nu skulle de altså leve på kejserlig fod, men det forstod de ikke rigtigt og gjorde enten for meget eller for lidt ud af det. De var sultne, da de kom, men appetitten var ikke blevet tilfredsstillet. Han indrømmede gerne, at han selv ikke helt forstod at indrette sig. Den disciplin og orden, som var indpodet ham fra hans ungdom i kongens lande, gjorde, at den nye levemåde var mod hans natur og ikke passende for hans stilling. Det lod til, at man nødigt skulle drage tomhændet fra vinterkvartererne. Enfin! Han ville lade sig belære og tvivlede ikke om, at hans general daglig ville foregå ham med et godt eksempel.

En del af bryderierne skyldtes, at Westerwald Tar meget tættere belagt end omegnen. Indkvarteringen var foretaget på grundlag af områdernes krigsskat, men Seckendorff, der havde foretaget fordelingen, havde efter Mörners afmarch tildelt hannoveranerne en del kvarterer nord for Lahn. Skønt det danske korps var lidt større end det hannoveranske, betalte de danske kvarterer kun 600 gylden mod de hannoveranskes 2000. Denne ændring havde til følge, at Kaases og Dombroicks regimenter måtte flakke om nogle dage, til der kunne skaffes kvarterer til dem ved omkvartering af de andre regimenter. De to oberster blev derfor bange for, at deres regimenter skulle miste nogle (52) af de penge, der tilkom dem i vinterkvartererne, og lod dem inddrive under marchen. Derved kom de i strid med de andre chefer, og Mörner havde meget besvær med at få dem forligt.

Samtidig indløb der meddelelse om, at det kejserlige Lobkowitske kyrasserregiment ville indkvarteres nord for Lahn. I den anledning fik Dombroick ordre til at besætte overgangene ved Limburg, Runchel o.s.v. og eventuelt rekvirere forstærkninger hos Scholten. Dette bøjede kyrassererne sig for og kom derved til at ligge meget dårligt. Mörner klagede selvfølgelig over uligheden. Hertugen af Würtemberg afviste klagen, men tilføjede, at Mörner kunne udvide sit område ind i det kølnske, hvortil Seckendorff føjede: eventuelt med l'ép'ee à la main, da han jo kommanderede over 6000 tapre danske. Mörner svarede, at kongen havde stillet korpset til rådighed !or kejseren mod hans og rigets fjender og ikke for at sætte sig i besiddelse af dets retsmæssige vinterkvarterer, og endnu mindre ville han lade sig eller sine tropper benytte til på den vis at give kurfyrsten an­ ledning til strid.

Efter konventionerne skulle korpset bave forplejning m.m. leveret til fuld styrke, medens det lå i vinterkvartererne, men da styrken ved indrykningen langt fra var komplet, og rekruteringen gik langsomt for sig, skulle der betales for de portioner, der ikke leveredes in natura. Denne betaling var lige så lidt fastsat i forvejen som det beløb, officererne skulle betale for kost m.m. og dette medførte, at der opstod strid mellem myndigbederne og afdelingerne. Kun ved indgriben fra kongens side lykkedes det Mörner at få fastsat en mundration til 4 floriner, service til 1 florin og 30 kreuzer og en hesteportion til 7 floriner og 30 kreuzer. Flere steder nægtede myndigbederne at betale pengene, så det blev nødvendigt at inddrive dem ved eksekution.

Mandskabet blev indkvarteret bos bønderne. Regimenterne gjorde selvfølgelig, hvad de kunne, for at holde ro og orden i deres områder og gik hårdt frem mod urostifterne. Da således en soldat, der flere gange var straffet for vold, havde gennempryglet sin kvartervært, blev han idømt 12 gange spidsrod og bortjaget med løbepas. Alligevel kunne det naturligvis ikke forhindres, at der af og til opstod slagsmål i drukkenskab. Således slog engang en bonde en rytter ihjæl. Morderen blev ganske vist arresteret, men sagen blev trukket i langdrag, til korpset var afmarcheret. En anden gang blev en bonde dræbt af en soldat, som det dog lykkedes at slippe bort fra det kommando, der skulle føre ham i arresten, hvilket kostede kommandoet en gang spidsrod.

Bønderne skulle levere god husmandskost, kvarter, lys, varme og seng, men (53) i det overbelagte, fattige land var det umuligt at skaffe senge til alle, og folkene måtte ofte ligge på halmmadras kun dækket af deres klæder. Brødet var også tit dårligt og bagt af havre, og kompagnierne lod derfor kvarterværterne betale 1 florin om måneden til en kasse til fordel for mandskabet. Dette forhold blev jo heller ikke bedre ar, at bønderne solgte en mængde fødevarer til franskmændene til, hvad vi ville kalde sortbørspriser. Mörner gav derfor ordre til, at der skulle oprettes magasiner ved hvert kompagni, ligesom han fik hertugen til at forbyde salget til franskmændene.

Fyrsterne følte disse bestemmelser som krænkelser og indgreb i deres handelsrettigbeder, og deres vrede rettedes mod Mörner og korpset. Fyrsten af Dillenburg var som nævnt director for Westerwald. Den 30. oktober sendte han en oberst til Mörner med meddelelse om, at der kom en mængde klager, og at fyrsten ville sørge for, at dette blev meget ubehageligt for Mörner. Linde skrev nogle dage senere til Løvenørn, at han var kommet til slottet klokken 15. Da sad Mörner og obersten endnu til bords. Mörner var meget vred, og da de kort efter gik ind i en anden stue, hørte Linde ham sige til obersten, at han ikke tog mod en "compliment" af nogen fyrste. Linde tilføjede, at så var den krig erklæret, men da vi havde magten tegnede alt til fred.

Men han tog fejl.

Fyrsternes fogeder gav nu bønderne ordre til at indberette alt til dem, og således gik et stort antal klager via Dillenburg til hertugen af Würtemberg og prins Eugen. Efter en del brevveksling sendte hertugen en skrivelse, der var meget krænkende for både Mörner og Scholten, der som svar begge forlangte en krigsretslig undersøgelse af deres forhold. Kort efter nytår viste det sig, at der cirkulerede en afskrift af hertugens brev i Westerwald, og Mörner, der hele tiden havde holdt kongen underrettet ved afskrift af alle breve, gik nu direkte til prins Eugen, fremstillede sagen for ham underbygget med afskrifter af alle hertugens og Seckendorffs breve og beklagede sig over ikke at bave fået at vide, hvad klagerne gik ud på.

Det var nu ikke blot korpset, de nassauske ryrster var på kant med. Medens de danske regimenter lå i Westerwald, opstod der strid om en del af Nassau-Siegen. Dette fyrstendømme var delt i en katolsk og en reformert del. Den katolske fyrste var blevet forjaget i 1726, og hans land administreredes af en broder som kejserlig administrator. I foråret 1734 døde imidlertid den reformerte fyrste, og administrationen ville nu bemægtige sig hans lande. Det ville prinsen af Oranien og fyrsten af Dillenburg forhindre, og (54) fyrsten besluttede at besætte Siegen med 50 mand af sin milits, hvad administratoren ville sætte sig imod med våbenmagt. Fyrsten forlagte, at korpset skulle forholde sign neutralt, men Mörner kunne naturligvis ikke tolerere kampe i kantonnementerne, og han gav derfor oberst de Cheuses af Holsteins regiment ordre til at standse det dillenburgske korps og således forhindre enhver blodsudgydelse.

Vinterperioden skulle selvfølgelig benyttes til at skaffe dækning for afgang af mandskab, heste og materiel. Såsnart man var kommet i kvartererne blev derfor de kassable folk og heste afskaffet. Rekrutering og remontering hjem skulle være afsluttet inden udgangen af Januar, så de nye folk kunne være uddannet inden opbruddet.

Det voldte ingen større vanskelighed at skaffe nye heste, idet regimenterne straks efter indrykningen i kvarter sendte officerer til Danmark, Nordtyskland og Nederlandene. Derimod var rekruteringen meget vanskelig. Afgangen ved regimenterne havde været meget forskellig. Det er ganske aparte at se, at de beredne afdelinger næsten ikke havde vakante numre. Moralen her blev afstivet af det nationale element, "thi Bonden i Danmark dertil har den største Bekvemhed og Lyst". Ved fodfolket var det derimod galt. Scholtens regiment havde ligget i den forholdsvis lille fæstning Rendsborg, hvor der let kunne føres tilsyn med garnisonen, der tilmed var indkvarteret i barakker. Dombroicks regiment havde i København været indkvarteret hos borgerne i småkvarterer, og man havde derfor kun føling med folkene under selve øvelserne. Nu grænsede dets kvarterer tilmed op til det kølnske, der var neutralt, og hvor det vrimlede med dristige pågående hververe, da alle lande gennem lange tider havde hvervet her.

Indkvarteringsmåden spillede også en stor rolle. Preusserne, der lå nord for korpset, havde indkvarteret deres folk i befæstede byer, hvis porte var bevogtede. Vore folk lå spredt over et stort område i bondekvarterer uden tilsyn. Bønderne forledte ofte soldaterne til at desertere, idet de købte våben og udrustning for en slik. Da kompagnicheferne skulle svare til det udleverede materiel, gjorde de selvfølgelig, hvad de kunne, for at fange desertørerne. Engang rømte således to ryttere fra major Üterwicks kompagni. Skønt de havde fået 14 timers forspring, lykkedes det ham at fange dem cirka tre kilometer fra Køln, føre dem tilbage og efterhånden få samlet deres udrustning, som de havde solgt undervejs.

Desertionen kunne nemt ødelægge en regimentchefs økonomi helt. Linde indberettede ved forårsmønstringen, at Dombroicks kompagnichefer havde dokumenteret overfor ham, at deres tab lå mellem 100 og 1000 rigsdaler. Scholten gjorde regnskabet op for sit livkompagni således: ved indrykningen i vinterkvartererne manglede han 40 mand, i løbet af vinteren havde han hvervet 115 mand til mindst 10 rigsdaler = 1150 rigsdaler. Til 25 mand måtte han skaffe frakke, kamisol,gevær og kårde = 312½ rigsdaler - eller en udgift på 1462 rigsdaler. Indtægterne havde været: rekrutpenge 450 rigsdaler, vakantpenge (betaling for ledige numre) fra kongen 300 rigsdaler og fra vinterkvartererne 300 floriner eller 200 rigsdaler = 950 rigsdaler - hvilket gav et underskud på 500 rigsdaler.

Naturligvis var det forbudt at hverve i områder, der var belagt af andre afdelinger, men særlig preusserne var pågående. Et par gange lykkedes det at fange hververne. Således greb nogle af dragonerne en desertør fra Dombroicks regiment sammen med en preussisk fændrik og 8 - 9 mand. Ahlefeldt ordnede sagen ved at sende desertøren tilbage til hans regiment, medens preusserne fik en ordentlig omgang prygl i drikkepenge.

For at bøde lidt på chefernes store tab indstillede man, at de fik vakantpenge for en længere periode. Generalkommissariatet var betænkelig herved, men indstillede dog, at der bevilgedes vakantpenge for to måneder efter opbruddet fra vinterkvartererne, og dette gik kongen endelig med til den 8. juli.

Der skulle også sørges for nyt materiel i stedet for det, der var gået til i felttoget. Korpset fik således nye telte, de gamle skulle bruges til støvletter. De beredne afdelinger skulle have nye staldrekvisitter, rytterne nye sadler og støvler, medens dragonerne måtte nøjes med at få deres galocheret om. Dombroicks regiment fik nye trommer, og da det viste sig, at de gamle ikke kunne sælges, blev de slået i stykker. Endelig skulle hele korpset have nyt undertøj, men desværre var det, man kunne få på stedet, ikke godt. Strømperne var dyrere end sædvanlig, fordi det blev forlangt, at der af kommerceråd Bromand i København skulle købes et parti islandske og færøiske strømper, hvis pris blev forøget ved transporten pr. skib til Lübeck og derfra til korpset pr. aksel.

Som erstatning for tab overfor fjenden fik Scholten 15 rigsdaler for en musketer og Holstein 50 rigsdaler for en hest og 6 rigsdaler og 32 skilling for to karabiner, de havde mistet under træfninger ved Wiesenthal.

I det forløbne felttog havde man haft rig lejlighed til at sammenligne vort korps med de andre landes kontingenter, og dette førte til en indstilling om forbedringer. Den vigtigste var indførelsen af regimentssmeden, men man fik også indført to pakheste og en trompeter ekstra til hvert kompagni. Derimod (56) lykkedes det ikke som i den kejserlige hær at få dragonerne samlet i en særlig eskadron, da den kun ville blive på 64 mand og derfor ville blive for svag til at have nogen kampværdi og tilmed ville svække de andre eskadroners kraft. Kongen udtalte, at ville man have noget udbytte af en sådan ordning, måtte der finde en omorganisation sted ved regimentet, men dette kunne først ske, når det skulle havde nye munderingssager, hvorfor Mörner til den tid skulle komme med en ny indstilling.

Da mandskabet var indkvarteret hos bønderne med husmandskost, kunne folkene frit råde over hele deres lønning. Mörner foreslog derfor, at der skulle indeholdes 1 florin om måneden, hvilket i løbet af vinterhalvåret ville blive til 4 rigsdaler. Disse penge foreslog han anvendt for rytteriets vedkommende dels til køb af et fåreskind til at lægge over sadlen, hvad man var meget glad for ved det kejserlige rytteri, dels til anskaffelse af to sadeltasker af låddent kalveskind til linned og småting. Kongen fandt ideen med at indeholde 1 florin om måneden god, men bestemte, at pengene skulle bruges til anskaffelsn af nye pallasker. For fodfolkets vedkommende gik kongen ind på Mörners forslag der gik ud på, at hver mand skulle have en taske til tøj, en ekstra skjorte, et par sko og et par sorte lædergamasker. Herudover skulle der indeholdes een florin, der blandt andet skulle bruges til indkøb af en hat, da det viste sig, at den gamle kun kunne holde eet år, skønt Kgl. Majestæts reglement foreskrev to. De overskydende penge skulle folkene kunne få til reparationer og forskellige nødvendighedsartikler.

Mörner måtte naturligvis regne med et fransk angreb over Rhinen nord eller syd for Coblenz med overlegne styrker. Hans opgave måtte i så fald først være at koncentrere sine meget spredte regimenter frem sønden om angrebet for at forhindre et fransk stød øst for Rhinen mod syd gennem de andre korps kantonnementer. når sammendragningen var sket, kunne der være tale om et modangreb ned langs Rhinen i franskmændenes højre flanke, samtidig med at preussserne angreb fra nord. Han regnede imidlertid med, at det danske korps alene ikke var stærkt nok til at foretage et sådant angreb med tilstrækkelig kraft, og indstillede, at han som ældste general på nordfløjen fik bemyndigelse til i påkommende tilfælde at disponere over de hannoveranske og hessiske regimenter, der lå syn for Lahn, som han anså for en udmærket forsvarslinie, men fik intet svar.

Vejene gennem det bjergfulde Westerwald var elendige og meget vanskelige, og for at fremskynde regimenternes march under en koncentration besluttede han, at de ikke skulle føre proviant med sig, men forplejes af egnen under selve (57) marchen, og fra to hold magasiner, når de kom på plads. Gik franskmændene over Rhinen nord for Coblenz, og kampene derfor fandt sted i den nordlige del af indkvarteringsområdet, skulle korpset forsynes fra magasiner i Montabur, Isenburg og Wied. Fandt overgangen sted syd for Coblenz, eller blev han drevet mod syd så han blev nødt til at kæmpe langs Lahn, skulle forplejningen finde sted fra Dietz, Limburg og Schadeck.

Efter prins Eugens afrejse havde hertugen af Würtemberg overtaget kommandoen, en stilling, han ikke syntes voksen. Først gik han over Rhinen og besatte Worms, men da franskmændene i hast samlede store styrker, måtte han rømme fæstningen igen. Denne energiske optræden fra fransk side gjorde ham nervøs, og da det svirrede med rygter i hans hovedkvarter, så han syner overalt. Snart frygtede han, at franskmændene ville gå over Rhinen ved Mainz, og Mörner fik derfor ordre til at være klar til at støtte posteringen ved Main. Så blev han grebet af frygt for grev Belleisle, der stod med 18.000 mand ved Trier, og derfra kunne angribe Coblenz. Mörner fik af den grund gentagne gange ordre til at støtte denne vigtige fæstning. Hertil svarede Mörner, at han kun kunne afgive een bataillon, og at traktaterne bestemte at hesserne og hannoveranerne skulle stille lige så meget. Scholten fik dog ordre til at forhandle med kurfyrsten af Trier, der residerede på den uindtagelige fæstning Ehrenbreitstein på Rhinens højre bred, og denne var meget tilfreds med at kunne rå 1 á 2 danske batailloner i påkommende tilfælde.

Kort efter meddelte et rygte, at Belleisle ville slå bro Over Rhinen ved Bonn og sætte sig fast i Sauerland, hvorfor Mörner fik ordre til at samarbejde med preusserne. Det hele lød meget usandsynligt, da Bonn lå i det neutrale kurkølnske land. For en sikkerheds skyld fik Holstein dog ordre til at sende en fornuftig officer til Bonn under påskud af, at han ledte efter desertører.

Et par dage efter regnede hertugen ud, at Noailles ville gå Over Rhinen ved Mainz, medens Belleisle samtidig gik over syd vor Lahns udløb i Rhinen. Mörner skulle derfor besætte Coblenz med et regiment, der skulle have posteringer ned til Lahn, hvorfra hesserne og hannoveranerne skulle bevogte Rhinen mod syd. Det andet regiment skulle samtidig oprette vagter fra Coblenz til Bonn. Scholten fik igen ordre til at forhandle med kurfyrsten af Trier, men da denne ikke følte sig truet, men var tilfreds med at kunne trække på Scholtens regiment, nøjedes man med at oprette vagter i Leydersdorff og Ehrlich, hvortil styrkerne blev taget fra de forskellige kompagnier for en kort periode ad gangen.

(58)

Nogle dage efter nytår kom en officer fra det kejserlige Lobkowitzske regiment med en skrivelse fra hertugen om, at franskmændene var ved at slå to broer over Mosel, og at Mörner derfor skulle sende tre batailloner til Coblenz. Det område, der blev ledigt, skulle det Lobkowitzske regiment have, og officeren ønskede nu at få at vide, hvor hans regiment kunne komme til at ligge. Mörner svarede, at der blev ingen kvarterer ledige, da de tre batailoner ville blive dannet ved kommandering fra samtlige seks.

Nogen grund til uro synes der at have været, thi et fransk detachement havde forsøgt at tage Rheinfeld, som hannoveranerne holdt besat, og man vidste, at Belleisle indskibede belejringsmateriel og svært skyts i Trier. Mörner gav derfor SchoIten ordre til at opstille en bataillon på 600 mand fra hvert fodfolksregiment, ligesom de beredne regimenter skulle holde to eskadroner klar til understøttelse af Scholten, medens resten af korpset skulle være marchklar. Generalkvartermesterløjtnant Seedorff blev sendt til Scholten for at assistere ham, og Mörner lød det rygte udsprede, at hele korpset var sat i march mod Coblenz, hvor man tænkte at slå bro over Rhinen, og at preusserne også var undervejs.

Scholten sendte straks sin næstkommanderende, oberst Rumohr, til kommandanten i Coblenz, men denne følte sig ikke truet og havde dårligt plads til de to batailloner. Man enedes derfor om, at bataillonerne skulle indkvarteres en fire timers march fra Coblenz. Da situationen ikke forværredes i den følgende tid, overtog Scholtens bataillon posteringen i Leydersdorff, medens Dombroick beholdt kommandoen i Ehrlich og stabsvagten i Herborn.

Al denne unødige uro førte til en skarp polemik mellem Mörner, hertugen og Seckendorff, og herunder lod hertugen forstå, at han regnede med, at franskmændene ville bryde tidligt op for at gå over Rhinen og proviantere øst for floden. Den kejserlige hær skuIle derfor allerede i marts samles i fire kantonnementer, og auxiliairtropperne ved Mainz. Dette fik Mörner til at skrive til kongen for at få dels en forholdsordre, hvis han fik befaling til at bryde op, inden de traktatmæssige seks måneder var gået, dels en udtalelse om, hvorvidt han skulle skaffe sig garanti for, at korpset fik den aftalte forplejning og underhold efter opbruddet, og at de syge blev ordentligt behandlet efter traktaterne. Dette sidste punkt blev omgående besvaret med en ordre om at indsende forslag til et felthospital. De andre punkter blev Cførst besvaret efter opbruddet, og kunne selvfølgelig ikke indeholde andet, end at Mörner måtte rette sig efter krigens nødvendighed.

Allerede i slutningen af januar havde prins Eugen overfor Berckentin udtalt, at man agtede at begynde felttoget tidligt, og en månedtid efter fik Mörner et brev fra hertugen med ordre til at være klar til at bryde op midt i marts, da man måtte rette sig efter franskmændenes bevægelser. Havde kropset noget til gode i vinterkvartererne, kunne han efterlade eksekutionskommandoer.

Mörner fik allerede tidligt ad en omvej at vide, at hertugens plan gik ud på, at et korps på 5 rytter- og 4 fodfolksregimenter under hertugen af Arenberg skulle samles i Schwarzwald, et andet på 16 rytter- og 20 fodfolksregimenter under hertugen af Würtemberg skulle stå meIlem Wieslock og Ettlingen, medens et tredie under Seckendorff hovedsagelig skulle bestå af auxiliairtropperne.

Seckendorffs korps var tænkt opstillet med preusserne nord for Main meIlem Frankfurt og Mainz, hannoveranerne syd for floden mellem Sachsenhausen og Zwingenberg og derefter hesserne indtil Gernersheim. Det danske korps fik byerne Lorsch, Hoppenheim og Weinheim og egnen indtil Weschnitz. Endelig skulle nogle kejserlige afdelinger stå længst mod syd.

Denne ordning passede absolut ikke Mörner.

Dels skuIle korpset stå ved Bergstrasse i en egn, der forrige sommer var blevet grundigt udspist. Dels ville han komme til at være en slags reserve, der måtte ile hid og did ved den ringeste franske bevægelse. Men den vigtigste årsag var rangspørgsmålet. Efter traktaterne skulle det danske korps rangere umiddelbart efter det kejserlige, og når de fik venstre fløj, måtte han forlange højre. Dette rørte til fornyede skriverier, der kun satte ondt blod.

Afregningen med de forskellige regeringer trak imidlertid ud, og da Dombroicks regiment var meget svækket af desertion og sygdom, idet der alene af plettyfus var død over 100 mand foruden regimentsfeltskæreren Martin Junge og feltpræst Samuel Peter van Hauen, besluttede Mörner at efterlade regimentet som eksekutionskommando.

Den 9. april skulle Kaas og Holstein, der lå længst mod nord, bryde op fra deres kvarterer. Scholten og Ahlefeldt den 11.. Hvert regiment fik et rum til deres march, idet der blev anvist en højre og en venstre begrænsning. Marcherne blev sat til cirka 25 kilometer om dagen. Lahn skulle passeres af Holstein ved Giesen, af Kaas ved Wetzlar, af Ahlefeldt ved Weilburg og af Scholten ved Limburg, Dietz og Nassau. Selv ville Mörner gå over ved Runckel den 11., den 12. og den 13. overnatte i Ober Merle og den 14. i Vilbel. Main blev den 16. passeret af Scholtens regiment, den 17. af Kaas, Ahlefeldt og generalstaben og endelig den 18. af Holstein. Marchen fortsattes (60) derfra til kvartererne ved Bergstrasse i 2 - 3 anstrengende dagsmarcher.

Marchen forløb gnidningsløst undtagen for ritmester Junge af Holsteins regiment. Efter marchordren kom han den 10. til Lohr, hvor han skulle ligge i to nætter. Bønderne ville imidlertid ikke udlevere kvarterbilletter, og han indkvarterede derfor efter bedste beskub. Dette havde til følge, at cirka 300 bevæbnede bønder og et hessisk kompagni med skarpladte geværer opmarcherede og forlangte, at han skulle forsvinde inden en time og betale alt, hvad han havde fået. Junge fik sendt melding til obersten, der sendte sin adjudant, men da han ikke kom tilbage, red Holstein selv derover. Det lykkedes at få den hessiske major til at sende en officer med Junges marchordre til den kommanderende general i Marburg, og denne bestemte, at Junge måtte blive de to nætter og rastdagen i Lohr, men skulle betale alt kontant inden sin afmarch, hvilket kom til at koste Junge godt 38 rigsdaler.

Forløbet af felttoget 1734, hvor prins Eugens krigsførelse havde skånet den del af Tyskland, der lå øst for Rhinen for en krigsskueplads ødelæggelser, havde fremkaldt stor taknemmelighed. Dertil kom, at forholdene i vinterkvartererne trods al hylen var særdeles tilfredsstillende takket være den gode disciplin. Rigsdagen havde derfor bevilget prinsen en "Romermonat", hvilket vil sige den skat, de forskellige lande skulle betale efter rigsmatriklen. Da det beløb sig til næsten 84.000 kejsergylden, gav prinsen afkald derpå, mod at man skaffede de 24 millioner, han skønnede det kommende felttog ville komme til at koste. Ganske vist nægtede Baden og de wittelbachske stater at betale, men ved at lægge en høj skat på adel, gejstlighed m.m. og gøre lån lykkedes det at skaffe 30 millioner, og den 5. maj rejste prinsen til fronten.

Prinsen var nu godt på vej til de 72 år, og de var begyndt at gøre sig stærkt gældende. Han havde været meget forkølet, inden han rejste, og det blev absolut ikke bedre under rejsen, selvom den toges i små dagsmarcher. Den 13. nåede han Heilbronn, og Seckendorff skrev til Mörner, at han led af en katarr og var meget anstrengt af rejsen, så han ikke kunne modtage nogen. Scholten omtalte også katarren, og Holstein fortalte, at "Stor-Visiren" var så svag ved ankomsten, at han måtte bæres op af to lakajer. Men han må hurtig være kommen til kræfter igen, for en uges tid senere skrev Amthor, at han var mere livlig og talende end året før, men syntes at være legemlig svagere. Hertugen af Würtemberg var for resten også syg og måtte årelades, og Amthor skrev, at kom han sig, ville han sikkert gøre korpset alt det onde, han kunne, på grund af sin surhed mod Mörner.

Foruden penge skulle kejseren også bruge soldater, de såkaldte kredstropper. I 1734 havde man vedtaget, at kredsene skulle stille det tredobbelte, og kongen var også gået ind herpå for sine tyske fyrstendømmer, idet han dog foretrak at betale i stedet for at stille soldater. Det varede længe, inden pengene blev afsendt, og da de endelig kom, viste det sig, at man havde regnet galt. Man var gået ud fra, at kongen skulle stille 90 mand til hest à 12 gylden og 252 mand til fods a 4 gylden, eller ialt 2088 gylden. Men dette beløb svarede kun til een må­ ned og ikke - som man troede - til et år. Dertil kom, at antal folk heller ikke passede. Det skulle være 180 mand til hest og 744 til fods. Egentlig var der ingen fast afløsningssum, men Berckentin mente, man kunne slippe med 60 gylden pr. mand for 1735 og noget mindre for 1734, og endelig måtte man huske, at kejseren skyldte kongen 40.000 gylden for krigen i Braband - og dem kunne man passende få ud af verden ved denne Iejlighed.



HENVISNINGER

(Til summarisk kildeoversigt, side 106, 2. hefte/1965)

SIDE	STYKKE	BEGIVENHEDERNE VED RHINEN
		JULI-SEPTEMBER 1734
39	II	Ordre de Bataille i MV
	III	OI: Gæhler 26/7, Linde 6/9
40	I	OI: Mörner 11/7, Bülow 12/7
	II	OI: Scholten 11/7, Biilow 11/7
	III	OI: Biilow 12/7, Frijs 21/7, M-11: 11/7, M-15: 11/7, KS: 13/8
		M-15: 27/7, OI: Mörner 29/7, Ahlefeldt 5/9
41	II	Kausler, M-15: 19/7
	IV	OI: Bülow 25/7, Kaas 26/7, Linde 25/11 , KR: 5/11
	VI	M-15: 5/8, 11/8, OI: Bülow 5/8
42	I	M-14: 18/8, OI: Holstein 20/8
	II	OI: Linde 19/8, M-15: 26/8
	II	M-15: 26/8, 13/9
43	I	M-15: 29/7, 01: Linde 19/8
	II	OI: Linde 14/8, M-15
	III	M-15: 26/8, 13/9
	IV	M-15: 13/9, 23/10
	V	OU: 2/10, KR: 19/11
44	I	OI: Linde 27/8, KS: 10/9, KR: 17/9, M-14: 21/6
	II	KR: 23/7, OI: Scholten 21/7, Linde 31/7, 7/8
	III	KR: 10/9
	V	M-15: 11/9, 01: Amthor 13/9
45	III	OI: Scholten 6/9
46	I	TB: 24/7
	III	M-11: 11/7, OI: Scholten 10/8
	V	OU: 25/5, 3/8, 9/11, Linde, M-15: 11/7
47	I	OI: Mörner 6/11, 18/11, OU: Rumohr 18/12,
		Lützow 18/12, RS: Seedorff 6/11, M-10: 9/6
		VINTERKVARTERERNE 1734-35
47	II	M-15: 6/9,13/9 ff., OI: Amthor 3/10, Gæhler 31, 10, M-11: 21/11
	III	M-4: 3/10, M-V: Wibener 3/10?, KM: Mörner 29/10
	IV	M-15: 1/11, OI: Mörner 24/11
49	I	OI: Scholten 24/11
	II	M-11: 31/10, M-8: 18/10, M-9: 12/10
	III	Steubing: Topographie von Herborn, OI: Linde 6/11
50	I	M-15
	III	OI: Gæhler 31/10, Linde: 6/11, M-15: 15/11
	IV	M-15: 6/11 ff., OI: Mörner 18/11
51	I	OI: Gæhler 31/10, Linde 13/11
	IV	M-15: 10/11, 12/11, M-12: 12/11, OI: Gæhler 31/10, KM: Mörner 6/11
52	I	M-15: 29/10 ff., M-8
	II	KM: Mörner 15/11, M-15: 1/11,12/11, M-4: 9/11
	III	M-15: 20/1
	V	OI: Linde 18/11
53	I	M-15: 15/11, 19/11, M-4: 7/12
	II	OI: Linde 6/11
	IV	M-3: 18/11, M-4: 9/11 ff., M-7: 19/1, M-9:
		8/2, 10/2, M-10: 4/2, M-11: 8/2, 30/3,
		M-13: 29/12, M-15: 20/12 ff., OI: Gæhler
		3/2, OU: 4/1 , 8/1, 22/2, KR: 28/2, TB:
		12/3 ff., TR: 17/1
	V	M-8: 1/3, 5/3, M-15: 2/3 ff.
54	I	M-15: 18/10, 10/11
	II	OI: Linde 14/2, 4/4, 24/6, 18/7, 16/9
	III	M-9: 9/1, 7/2, M-10: 21/1, M-12: 23/2
	IV	M-13: 12/2, 14/3, MV: Wiebener 3/10,
		OI: Linde 21/6, Scholten 30/4
55	II	M-15: 21/2, KR: 15/4, 8/7
	III	M-11: 6/10, M-10: 14/12, M-15: 12/12,
		M-13: 24/11, TT: 27/3 pkt. 9, KR: 24/12
	V	M-15: 10/12, KR: 4/3
56	II	M-15: 16/11
57	I	OI: Scholten 24/11, M-4: 19/10
	II	M-4: 15/10, 2/11, 10/11, M-15: 5/11
	III	M-8: 6/11 ff., M-15: 4/11 ff., M-4: 1/1,
		M-15: 20/1, M-3: 12/1, M-15: 9/1 ff.,
		OI: Scholten 12/1
58	III	M-13: 15/1 ff., M-15: 17/1, OI: Scholten 21/1
	IV	M-5: 17/1, 29/1, M-4: 29/1, M-7: 25/1
	V	M-7: 29/1, M-4: 20/2, 15/3, M-15: 22/3
59	I	M-15: 24/3, 26/3
	IV	M-15: 30/3, 3/4, M-4: 26/3 ff.
	V	M-12: 3/4, M-15: 31/5
	VI	M-6: 9/4, M-13: 14/4, M-15: 4/4, 28/4,
		KM: Mørner 26/3
60	I	M-11: 11/4, MV: Jung 14/4
	II	Kausler pag. 747
	III	M-5: 13/5, KS: Amthor 13/6, Holstein: 3/6
		Scholten 3/6, TB: 9/4, 7/5
	IV	TB: 8/3, 22/3, 14/5, TB: 2/4, 30/4, 14/5, 25/6

-o-

I næste hefte følger:
Sommerfelttoget maj-september 1735 Seckendorffs march mod Mosel, oktober 1735

Næste artikel...
Digitaliseret af Allan Baktoft Jakobsen