Krigshistorisk Tidsskrift
1966, nr. 3

AUXILIAIRKORPSET VED RHINSTRØMMEN 1733-1736

(fortsat)

Af major Gordon Norrie

SOMMERFELTTOGET MAJ - SEPTEMBER 1735

Om den franske hær vidste man, at den talte 148 bataljoner og 182 eskadroner. Heraf stod cirka en trediedel over for Philippsburg og Fort Louis, en anden trediedel ved Speyer og Worms under den franske øverstkommanderende grev de Coigny, medens resten stadig stod ved Trier under Belleisle.

Hertugen af Würtemberg rådede over 144 bataljoner og 210 eskadroner. Han selv havde taget hovedkvarter i Bruchsal med hovedstyrken mellem Eppingen og Sinzheim med fremskudte styrker langs Rhinen. Tropperne syd for Neckar stod under hans direkte kommando, medens Seckendorff ledede dem nord for denne flod til Mainz.

Mörners korps skulle stå mellem Weschnitz og Neckar, hvor cirka 8 bataljoner havde ligget i vinterkvarter. Den 20. april om aftenen kom Seckendorffs generaladjutant med nærmere ordre for opstillingen. Foruden sit eget korps skulle Mörner råde over Weimarske Kyrasserregiment, Ligniske Dragonregiment



(32)

samt to overrhinske bataljoner fra regimenterne Isenburg og Erpach.

Første linie under Shalten i Hofheim skulle bestå af følgende afsnit: - Neckars munding besattes af Ligniske Dragoner, der skulle stå syd for floden ved skibsbroen og patruljere til Manheim og langs Rhinen. - Sandhofen besattes af bataljonen Isenburg med 1 kaptajn og 80 heste af Ligniske Dragoner. - Lampertsheim holdtes af bataljonen Erpach, medens Weimarske Kyrasserer kamperede uden for byen med en postering ved Rhinen og patruljer op til Wormser Færge. Kysten over for Worms var mest udsat. Over for byen var anlagt en skanse, ved Rhein Dürckheim en redoute og på en ø i Rhinen en kaponiere. Afsnittet bevogtedes af Sholtens regiment med bataljonerne i Hofheim, Nordheim og Wattersheim og en dansk ritmester med 80 heste ved Rhein Dürckheim Færge, 1 løjtnant og 40 beste ved Wormser Færge og 1 løjtnant og 30 heste ved Gross Rohrheim.

Anden linie under Kaas i Lorsch stod langs Bergstrasse med Holsteins regiment mellem Pflungstadt og Weschnitz, Kaas' i Bensheim, hvor Mörner tog kommandostation, Lorsch, Klein- og Grosshausen med 1 eskadron skudt frem til Bobstedt og Bierstadt og endelig dragonerne mellem Heppensheim og Weinheim.

For det tilfælde, at et angreb skulle true afsnittet, lod Mörner rekognoscere lejrplads til 30 - 40 eskadroner og 17 - 20 bataljoner ved Sandhofen, Lampertsheim, Wormser og Dürckheim Færge. For at de beredne afdelinger ikke skulle forfalde til lediggang, skulle der holdes øvelse nogle gange om ugen, medens løjtnanterne daglig skulle arbejde med rekrutterne.

Et par dage efter blev Ligniske Dragoner afgivet til anden tjeneste, og Mörner fik ordre til at rlytte til Ladenburg. Dette førte til en ændring af opstillingen, idet Weimarske Kyrasserer overtog Sandhofen, Kaas' styrke i Bensheim blev skudt frem til Lorsch, Holsteins regiment flyttet til Bensheim og Weinheim og dragonerne lagt langs Neckar meHem Ladenburg og Neckarhausen. Mörner kom nu til at ligge på venstre fløj, og han ændrede derfor kommandoinddelingen, så Scholten direkte kunne trække på Kaas med de to rytterregimenter, medens Liv Regiment Dragoner på venstre fløj underlagdes feltmarskalløjtnant baron von Bretlach, der anbragtes ved Weimarske Kyrasserer.

Med hensyn til forplejning m.v. for dette felttog var der udstedt et nyt reglement, der bestemte, at liggestrå skulle leveres af kredsene een gang for alle, da der var meget lidt af det. Brød, havre, hø og halm skulle modtages fra magasiner, så regimenterne slap for anstrengende fouragering og beboerne for udsugning og plyndring, men det viste sig gang på gang, at lederne af magasinerne ikke var opgaven voksne, så forsyningerne udeblev eller var fordærvede.

Hertugen var stadig bange for, at franskmændene skulle gå over ved Philippsburg, og gav derfor Mörner ordre til eventuelt at rykke til undsætning. I såfald skulle han afløses af hannoveranerne og prøjserne, men disse havde endnu ikke passeret Main.

Den 15. kom der ordre til, at de to overrhinske bataljoner snarest skulle afgå til Neckerau, og Mörner lod dem derfor afløse af Weimarske Kyrasserer, indtil der kunne komme en hessisk bataljon. Som en efterskrift havde hertugen egenhændigt tilføjet, at Mörner skulle stille sig meHem Neckerau og Hochenheim med det danske korps. Derpå svarede Mörner, at det ikke kunne lade sig gøre, da posteringerne ved Rhinen derved ville blive helt blottet, og at han ville komme til at stå under en yngre general. Ordren blev imidlertid fastholdt, og han måtte nu lade Weimarske Kyrasserer afløse de danske foran



(34)

Worms og trøste dem med, at prins Georg af Hessen snart kom med fire bataljoner. Kaas afmarcherede med det danske rytteri den 20., medens Scholten skulle afvente en hannoveransk afløsning på 6 bataljoner og 8 eskadroner, hvorfor han ikke nåede frem før den 23..

Mörner havde imidlertid sendt Seedorff i forvejen for at få nærmere ordre. Han kom hurtigt tilbage med hertugens plan. Princippet var, at der ved hvert truet punkt var anlagt en skanse, der skulle besættes af en bataljon, medens mellemrummet dækkedes af rytteri. Fordelingen skulle være: Neckerau: 3 tyske bataljoner, Rohrhof 5 tyske eskadroner, Redouten ved Brühl: 1 tysk bataljon - derefter Liv Regiment Dragoner, Ketsch: 1 tysk bataljon, Hochenheim: Holsteins regiment med 1 tysk bataljon på hver side. Foran skoven ved Reilingen: Kaas' regiment og 1 tysk bataljon, Saint Leon: 1 tysk bataljon, Roth: 7 tyske eskadroner. Til venstre for Roth: 1 bataljon Scholten, hvis næste bataljon skulle stå mellem Roth og Cronauer Allee og den sidste ved selve' alleen. Bag denne 7 tyske eskadroner.

Dette betød en fuldstændig sprængning af korpset, der i hvert fald ikke kom under Mörners kommando. Dette var absolut i strid med Berlinertraktatens paragraf 1, og Mörner kunne derfor under ingen omstændigheder gå ind derpå, da der jo ikke forelå en nødssituation. Han sendte derfor straks generaladjutant Gedde med en protest og meddelte, at blev fordelingen ikke ændret, samlede han korpset ved Schwetzingen.

Som tidligere omtalt var prins Eugen nu kommet til arméen, og han sendte Gedde tilbage med et brev om, at det stod Mörner frit at slutte sig til arméen. Mörner udfærdigede derefter et forslag til korpsets anbringelse, men brevet var holdt i en meget uforskammet tone. Svaret kom til at gå ud på, at korpset skulle bryde op fra Schwetzingen den 25. og ad korteste vej slutte sig til arméens venstre fløj ved Bruchsal. Det var omtrent den ubehageligste ordre, man kunne få, og Mörner sammenkaldte derfor generalerne til en konference. Her foreslog Scholten, at Amthor skulle tage til prinsen for at blødgøre ham, og Mörner gav ham en lang instruktion med.

Amthor nåede Bruchsal næste morgen, hvor han straks opsøgte generaladjutanten baron Schmettau og prinsens sekretær, geheimekrigsråd Koch. Den første lod sig hurtigt blødgøre, den anden var "sur", og det var sværere at få ham formildet. De erklærede begge, at prinsen var ærgerlig over Mörners breve, og at han tænkte på at sende en adjutant til København med en klage. Klokken halv ti blev Amthor modtaget alene Mörner prinsen i hans kabinet. Trods hans naturlige venlighed kunne Amthor ikke undgå at mærke hans ærgelse, og (35) prinsen lod ham vide, at brevene havde gjort ham ondt. Det lykkedes dog Amthor at blødgøre ham, og tilsidst sagde prinsen, at han ville lade de gode danske i ro, til fjenden tvang ham til at lade dem komme til arméen.

Efter middag sagde grev Harrach, at korpset skulle overtage posteringerne ved Neckerau, og at prinsen ikke ønskede at modtage flere breve fra Mörner af den slags, og tilføjede, at det gjorde ham ondt at sige det, men brushoveder og hovmod gjorde ofte mere skade end man kunne ane, og at det i fremtiden ville blive vanskeligere at glatte den slags sager.

Mörner indberettede sagen bilagt afskrift af alle breve i sine sædvanlige relationer, Amthor sendte Løvenørn en lang skildring af sin sendelse, og da der også kom breve fra Scholten om affæren, blev kongen klar over, at gentagelser måtte forhindres. Følgen blev en kongelig resulotion om, at da Mörners korrespondance intet havde ført til, medens Amthors mundtlige forhandlinger havde ordnet sagen, skulle Mörner for fremtiden overveje slige tilfælde grundigt med Amthor og så vidt muligt lade ham ordne dem mundtligt. I hvert fald måtte Mörners breve være grundigt underbyggede og holdt i en høflig tone for ikke at krænke prinsen.

Mellem de kejserlige myndigheder, Mörner havde lagt sig særlig ud med, var generalkommissariatet, og det hævnede sig nu over for korpset. Kongen havde udnævnt Scholten og Amthor til generalløjtnanter og Kaas og Dombroick til generalmajorer. Men man nægtede at tildele dem portioner og rationer efter disse grader, blandt andet fordi korpset ved udrykningen kun havde Mörners tre generaler ialt. Dette førte til evindelige skriverier, og først mod slutningen af krigen gav de kejserlige delvis efter.

Den 26. kom Schmettau med ordre fra prinsen om, at Scholten skulle besætte Neckerau, medens rytteriet foreløbig skulle blive ved Schwetzingen. Men et par dage efter skrev prinsen, at han blev nødt til at flytte nogle tropper over nord for Neckar, og korpset blev derefter fordelt således, at Scholten blev i Neckerau med posteringer langs Rhinen og en besætning i redouten ved Brühl. Dragonerne skulle kampere ved Neckerau med poster og patruljer til Ketsch, hvor Kaas skulle kampere med poster og patruljer til Brühl og en redoute foran Hochenheim. Endelig skulle Holstein kampere mellem Hochenheim og Reilingen med poster og patruljer til Ketsch og Saint Leon.

Et par uger efter fandt der igen en lille ændring sted, idet dragonerne flyttedes, så de kom til at stå over for Alt Rip. lnden for Mörners område stod der nu af fodfolk: Scholten samt de to overrhinske bataljoner i Neckerau, langs Rhinen og i redouten ved Brühl. Mellem dragonerne og Kaas' regiment stod en (36) paderbornsk bataljon og ved Reilingen grev Ysenburgs regiment. Et fjendtligt parti kunne imidlertid gå over Rhinen mellem Ketsch og Rohrhoff og støde frem til Schwetzingen uden at møde alvorlig modstand, når det blot gik uden om Brühler Redouten. Mörner gav derfor Ysenburg ordre til at holde et par bataljoner klar til modstød. Der gik ganske vist rygter om, at små partier gik gennem de kejserlige linier, men hverken poster eller patruljer mærkede noget.

Den 9. juli kom een af Holsteins patruljer som sædvanlig til landsbyen Lussheim, men forinden, var et fransk parti kommet sejlende til byen, og det overfaldt patruljen. Korporalen faldt, hans hest blev så medtaget, at franskmændene lod den løbe efter at have taget saddeltøjet - og et par dage efter kreperede den. Den ene af rytterne havde tre skud i den ene arm og mistede en finger. De forklarede, at de var blevet ret godt behandlet af franskmændene, der havde budt den ene 100 rigsdaler for at gå i deres tjeneste. De havde taget alt fra dem undtagen kamisol, undertøj og støvler, men derved lykkedes det een af dem at redde 11 dukater, han havde i støvlerne.

Kejserens styrker fik hen på sommeren en meget velkommen tilvækst, idet det første af en række russiske korps nærmede sig kampområdet. Men da det nærmede sig bayersk område, nægtede kurfyrsten det gennemmarch. Han havde i forvejen nægtet at stille sit kontingent til rigsarméen, og man nærede begrundet frygt for, at franskmændene ville passere Rhinen ved Philippsburg og slutte sig sammen med bayerne mod de kejserlige tropper. Prins Eugen be­sluttede derfor at få sagen ordnet nu. Store styrker blev sendt ind i landet fra hovedhæren og Italien, samtidig med at fire rytterregimenter blev sendt russerne i møde. Overfor denne trussel gav kurfyrsten efter, lod russerne passere og sit kontingent melde sig til rigshæren. Men kejseren holdt under resten af krigen Ingolstadt besat som et pant. Det russiske korps opmarcherede derefter ved Ladenburg nord for Neckar. Mörner besøgte det kort efter og udtalte, at det var fortrinligt i alle måder.

Prins Eugen havde nu ryggen sikret ved Bayerns kapitulation og følte sig franskmændene overlegen efter russernes ankomst. Han besluttede derfor at skyde størstedelen af arméen frem til Heidelberg, medens hertugen af Aremberg blev efterladt i linien Bruchsal - Durlach - Ettlingen med 20.000 mand. Mörner skulle være stødt til hovedhæren ved Ladenburg, men så indløb der melding om, at franskmændene slog broer ved Philippsburg og Speyer. Mörner fik derfor ordre til at sikre Rhinen mellem Neckars munding og Arembergs korps. Scholtens regiment skulle have een bataljon i Neckerau og to ved Ketsch, de tre overrhinske bataljoner Ysenburg, Erpach og Paderborn (37) ved Saint Leon og Roth. Rytterregimenterne skulle stå bag fodfolket mellem Ketsch, Saint Leon og Cronauer Allee. Hertil sluttede Dombroick sig den 30. august og besatte Neckerau, medens Scholtens bataljon meldte sig til sit regiment.



Dombroick var som tidligere omtalt blevet efterladt i Westerwald, dels på grund af den store desertion og de smitsomme sygdomme, der hærgede regimentet, dels for at inddrive de resterende penge. Efter Mörners råd havde han indkvarteret sig i de byer, der var omgivet af en ringmur for bedre at kunne passe på sine folk. Derfra sendte han nu eksekutionskommandoer ud til de stænder, der ikke ville betale frivilligt - særligt drejede det sig om fyrsten af Siegen og greven af Neu Wied.

Belleisle var imidlertid brudt op fra Trier i slutningen af april og rykkede mod Mosel og Rhinen. Seckendorff blev derfor bange for, at han ville angribe Coblenz, hvor der havde vist sig et stort parti. For at forstærke fæstningen gav han Dombroick ordre til at rykke derhen, men Mörner ændrede den til, at han skulle sætte sig i Dahl unter Ehrenbreitstein for at sekundere fæstningen, og den 10. maj besatte han Dahl med den ene bataljon, Bendorff og Nieder Lahnstein med den anden og Montabur med den tredie. Mörner havde protesteret imod, at regimentet skulle rykke ind i fæstningen, da det stred mod traktaterne. Da ordren blev gentaget, klagede han til kongen. Efter en del forhandling endte det med, at halvanden bataljon rykkede ind i Coblenz, medens resten fordeltes til Pfaffendorff, Horchheim og Nieder Lahnstein.

Så snart ordren kom om, at der skulle lægges tropper ind i fæstningen, deserterede 2 underofficerer og 12 mand. Senere blev det ligefrem mode at flygte ind i et jesuiterkloster i Coblenz, hvor der efterhånden opholdt sig 14 mand. Imidlertid udsendte kejseren en generalpardon, og prinsen befalede Dombroick til at udlevere nogle desertører fra afdelinger i ltalien. Dombroick skrev til Scholten, der førte kommandoen over korpset, medens Mörner besøgte badene i Wiesbaden, at han måtte forlange erstatning for folkene og desertørerne straffet for mened, da de var blevet udspurgt om deres fortid, før de aflagde faneed. Dette brev krydsede et fra Scholten, der pålagde Dombroick at udlevere dem for at undgå rivninger, og dette meddelte Scholten såvel prinsen (38) som Mörner. Denne sidste blev rasende, forbød udleveringen og skrev et meget uforskammet brev til Scholten, hvori han hævdede, at han kun havde afgivet kommandoen, hvad føringen angik, men ikke vedrørende den slags afgørelser. Dagen efter sendte han en lang redegørelse til kongen og udbad sig en resolution. Scholten fremhævede også sit syn på sagen i en indberetning, og kongens resolution gav ham fuldstændigt medhold. Mörner fik endog at vide at han i tilfælde, der ikke kunne påføre korpset skade, skulle vise hjælpsomhed og eftergivenhed overfor det kejserlige generalitet.

Franskmændene sendte ofte små partier over Rhinen, og som oftest gik det dem godt. Men midt i juli gik en partisan, oberst la Croix, over ved Bingen med 200 mand. Bevæbnede bønder stimlede sammen, - og kun 40 mand slap tilbage, medens resten blev fanget eller hugget ned.

Samtidig gik et par tusind mand over ved Bonn og trængte ind i Westerwald. Seckendorff lod straks et kommando rykke ud mod dem. Hertil beordrede kommandanten i Coblenz, at Dombroick skulle afgive 1 oberstløjtnant, 1 kaptajn, 2 løjtnanter, 6 underofficerer og 132 mand. Ordren blev overbragt Dombroick den 14. juli klokken 16 af en underofficer, der var så fuld, at han faldt om på gulvet. Han meldte kun, at der skulle rykke et kommando gennem Dahl, og at der ikke måtte lægges det hindringer i vejen. Et par timer efter kom en anden underofficer, der spurgte, hvorfor de kommanderede ikke kom. Først klokken 21 kom en fændrik fra oberst Eickstorff med meddelelse om, at kommandoet skulle sejle til Neu Wied, hvor det skulle gå i land. Dombroick afslog imidlertid, fordi han havde ordre til at holde regimentet klar til afmarch, så snart der kom ordre fra Seckendorff. Han mente derfor ikke at kunne sende folk ud "auf Partheyen oder Ravagen" eller udsætte dem for fjenden. Følgen blev, at kommandanten først fik sit kommando af sted næste dag.

Mörner bebrejdede Dombroick denne optræden i så hårde ord, at denne erklærede, at han aldrig ville bruge dem overfor en fændrik. Prinsen påtalte også Dombroicks optræden, og Mörner forlangte en klar indberetning til kongen. Løvenørn havde allerede fået brev herom fra Amthor, der erklærede, at han ikke forstod, hvordan man kunne nægte at gå mod fjenden, og at Dombroicks motivering kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på een. Fra København forlangte man derfor, at Mörner, Scholten og Amthor skulle undersøge sagen og sende en indberetning til kongen.

Endelig den 18. august kunne Dombroick bryde op, men undervejs forlangte Seckendorff, at han skulle besætte et stykke af Rhinen ved Lampertsheim. Herover blev Mörner meget ophidset og forlangte, at han øjeblikkeligt skulle afmarchere. (39) Dette meddelte Mörner også Seckendorff, der så gav Dombroick tilladelse til at fortsætte mod at efterlade 150 mand, til de kunne blive afløst.

Medens prinsen i den første del af felttoget havde været meget passiv, havde franskmændene demonstreret langs Rhinen. Snart lod de, som om de ville belejre Mainz, Coblenz eller Rheinfels, snart som om de ville gå over Rhinen ved Sandhofen, Oppenheim eller Wormser Færge. Franskmændene led stærkt af mangel på levnedsmidler, og deres fourageringskommandoer blev derfor meget pågående. Til sidst vovede de sig helt ind under Mainz' kanoner, hvad der havde til følge, at Seckendorff skød styrker frem vest for byen. Franskmændene blev nu bange for et angreb og lagde to stærke korps bag Selsbach - mellem Olm og Rhinen.

Da prins Eugen samlede sine styrker i egnen om Neckar, trak franskmændene deres forskellige korps sammen ved Ost- og Westhofen, cirka 10 kilometer nord for Worms. For at true franskmændene i deres venstre flanke, lod Seckendorff størstedelen af sit korps gå over Rhinen ved Mainz. Så skete der ikke mere!

Omkring den 1. september drøftede man indgående, hvor prins Eugen skulle gå over Rhinen og angribe franskmændene. Der nævntes Worms, Speyer eller over for Manheim - men ved et krigsråd den 16. blev man enige om at vælge Seckendorffs forslag, der gik ud på en bevægelse langs Mosel, dels for at hindre franskmændene i helt at udplyndre disse egne og bemægtige sig de kejserlige arvelande i Nederlandene, dels for at skaffe en stor del af arméen gode vinterkvarterer.

Tanken var at danne et korps af kejserlige, danske, preussiske, hannoveranske, hessiske og russiske tropper, der ansås for de bedste. Preusserne forlangte, at fyrst Leopold af Anhalt-Dessau skulle have kommandoen. Han var absolut ikke afholdt på grund af sin brutalitet, og hannoveranerne og hesserne erklærede straks, at de ikke ville deltage under hans ledelse. Også prins Eugen ønskede, at Seckendorff selv fik kommandoen, men dette havde til følge, at "der alte Dessauer" blev fornærmet og rejste hjem; kort efter forbød kongen af Preussen sine tropper at deltage og trak dem endog tilbage over Rhinen - til stor fornøjelse for de andre fyrster, der ikke kunne døje preusserne. Russerne meldte også fra, da den russiske general ikke ville tjene under andre end een af rigsmarskallerne.

Det danske korps skulle altså med, hvad man var glad over; men de trierske lande var slemt udpint af franskmændene, og man var derfor betænkelig ved tanken om vinterkvartererne på Rhinens venstre bred. Ganske vist fortalte (40) Scholten, at Seckendorff havde omfavnet ham, da man rejste sig fra prinsens taffel den 16., og lovet, at de danske skulle få det bedre end andre i arméen, men han tilføjede, at man ikke skulle lægge for megen vægt herpå. Mörner var også meget betænkelig ved at skulle tilbringe vinteren vest for Rhinen, dels fordi landet var meget fattigt, dels fordi de danske penge havde for lav kurs der. Han havde også skrevet et par gange til prinsen om at få vinterkvarterer øst for floden, men kun fået til svar, at der nok skulle blive sørget godt for ham, og at han skulle bryde op senest den 21. for at melde sig til Seckendorff.

Gæhler fortalte, at madame Mörner var blevet grebet af et frygteligt raseri mod prins Eugen. "De forstår nok; at det mindre var hensynet til folkene end til hendes person. Jeg kan ikke udstå, at denne dame altid er den første til at vide, hvad der går for sig, og endnu mindre, at hun blander sig i alt og ofte fører ordet for Monsieur, men ak, hun slår alt i stykker hellere end at give afkald på sin magt og vilje!"

Hertugen af Wïrtemberg var imidlertid blevet rask, og den 28. overdrog prins Eugen ham kommandoen og tog hjem til Wien, netop som der endelig blev en mulighed for at føre aktiv krig. I resten af krigen fandt der heller ikke flere begivenheder sted på hovedfronten, når undtages et bombardement af Speyer, hvorved et fransk magasin brændte - og en demonstration mod Worms for at hindre Coigny i at ile til Trier.

-o-

SECKENDORFFS MARCH MOD MOSEL OKTOBER 1735 Den 22. september brød Mörner op fra Schwetzingen for over Ladenburg ­Gernersheim - Astheim den 28. at passere Rhinen ved Costheim og Weissenau og støde til Seckendorffs lejr ved Mombach.

Seckendorff, der nu var 62 år gammel, var een af sin tids mest fremragende personligheder. Hans ydre var ikke særlig tiltalende, han læspede og snøvlede, var meget hidsig, påholdende til gerrighed og hensynsløs ærgerrig. Han var ordentlig og nøjsom, personligt meget tapper, havde en enorm arbejdsevne og stor menneskekundskab. Han havde vist sig som en ualmindelig dygtig, skrupuløs diplomat. Han havde snart tjent kejseren, snart Preussen; i 1718 - 1719 førtes der forhandlinger mellem den danske regering og ham om, at han skulle overtage kommandoen over vort fodfolk; senere skulle han kæmpe i de bayerske hære mod Maria Theresia - for at ende i hendes tjeneste. Han havde mange fjender, og ingen nærede rigtig tillid til ham. Amthor udtalte, at hans værste



(42) fjender var de kejserlige kollegier og amodationen samt hertugen af Aremberg, der i forvejen var kejserens og arméens priviligerede røvere. Uden dem kunne operationerne have været endt på mindre end fjorten dage. De danske officerer fortalte, at han stadig var i sadlen uden at skåne sig selv, og at han dristigt rekognoscerede langt foran sine tropper, som Mörner i hans fravær havde kommandoen over. Hans planer, der blev dristigt gennemført, var vel gennemtænkt, ja, Gæhler kalder dem beundringsværdige. Hans undergivne nærede den største tillid og beundring for ham og fulgte ham i tykt og tyndt.

Straks efter ankomsten til lejren fik Mörner en samtale med Seckendorff om vinterkvartererne, og herunder tilbød generalen ham Liège. Da 2/3-stykkerne i denne by kun veksledes med et kurstab på 30 - 32 %, bad Mörner om Jüllich eller Køln, hvad Seckendorff også lovede ham.

Den 28. september gik prins Georg af Hessen over Rhinen og besatte Bingen med to bataljoner og Ghilányis husarer, og den 30. brød Seckendorff op og rykkede frem til egnen øst for Bingen med højre fløj ved Gaulsheim og venstre ved Gau Algesheim.

Seckendorffs korps var nu samlet og bestod af 41 bataljoner, 23 grenaderkompagnier, 70 eskadroner rytteri og 15 eskadroner husarer med tilsammen 23.000 mand fodfolk og 13.000 ryttere. Samtidig lod prins Eugen en reserve på 4 bataljoner og 1 rytterregiment opmarchere ved Coblenz, medens 4 bataljoner og 5 eskadroner fra Luxembourg fik ordre til at støde til korpset, når det nåede Mosel. Korpset bestod nu hovedsagelig af kejserlige, danske, hannoveranske og hessiske tropper - og de danske bataljoner og eskadronerdannede 1. linies venstre fløj sammen med et kejserligt dragonregiment.

Naturligvis vidste franskmændene besked med planen, og Belleisle havde derfor allerede den 20. september samlet 55 eskadroner i Kayserlautern og 12 bataljoner i Dürckheim - 20 kilometer vest for Speyer. Den 1. oktober brød han op og rykkede over Saint Wendel til Trier, hvor han den 7. havde samlet 29 bataljoner øst for byen i en meget stærk stilling bag den lille flod Ruwer med 46 eskadroner foran, medens 20 eskadroner var blevet efterladt ved Tholey - 50 kilometer sydøst for Trier for at dække Saar og Saint Wendel, hvorfra man ventede forstærkninger.

Det var Seckendorffs plan at føre korpset over Hunsrück til Mosel ved Bern Cassel og derefter fortsætte mod Trier nord for floden, hvorved hans venstre flanke var dækket af floden, samtidig med at fremrykningsforholdene var bedre, da bjergene hævede sig jævnere fra det dybe flodleje end på den stejle sydbred.



(44)

Hunsrück, der ligger mellem Mosel og Nahe, er et bølgeformet bjerglandskab med dybt nedskårne vandløb. Over plateauet hæver sig nogle højderygge fra sydvest til nordøst, og hele egnen er hovedsagelig dækket af løvskove. Det er et fattigt, ufrugtbart og tyndt befolket land, så det ville blive vanskeligt at skaffe fourage og levnedsmidler til korpset. Vejene var elendige, stejle og snoede gennem skov, krat og klipper til stor gene for artilleri og tros, der skulle medføre forsyninger indtil Bern Cassel, hvor man skulle modtage f:riske forsyninger fra Coblenz ved hjælp af skibe. Klimaet var fugtigt, og alle klagede over, at de frøs om natten.

Den 1. oktober sendtes general baron Stein frem til Stromberg med 600 ryttere, 300 husarer og 800 mand fodfolk for at sikre et derværende magasin. Den 3. gik Seckendorff over Nahe og slog lejr ved Bretzenheim. Samtidig blev Stein skudt frem til Simmern og afløst ved Stromberg af 6 bataljoner fra højre fløj og det kejserlige dragonregiment fra venstre. Den 5. fulgte hovedstyrken efter og slog lejr vest for Stromberg mellem Siebersbach og Dørrebach. Bagagen var brudt op klokken 14, men på grund af de stejle veje nåede den først Dørrebach, da "bout de selle" - signalet til at sadle op - blev blæst, og måtte derfor straks fortsætte.

Den næste dagsmarch skulle gå til Simmern. Den førte over Soonwald, en højderyg helt dækket af skov, krat og klipper. Belleisle havde derfor tidligere på sommeren ladet hugge en cirka 12 kilometer lang og 10 meter bred vej gennem skoven, men han havde ikke nået at få den udbygget, så den flere steder var meget sumpet. Man vidste, at der fandtes flere franske partier i skovene under den dygtige partisan Kleinholtz. Seckendorff anbragte derfor grenaderkompagnier på begge sider af vejen og rytteri på de mere åbne strøg.

Amthor og en anden general havde tidligt om morgenen rekognosceret vejen og kom til det resultat, at den var ufremkommelig på grund af sumpene. Da de meldte Seckendorff dette, sagde han kun, at det var storartet. Mörner havde overværet samtalen og tilbød at foretage en ny rekognoscering sammen med Amthor. De red derfor frem og fandt hurtigt ud af, hvordan man kunne komme uden om de bløde steder. Da de kom tilbage, tog Mörner to husarregimenter og red foran for at bane vej, medens Amthor fulgte bagefter med 30 dragoner med spader, hakker og faskiner. På den måde lykkedes det at få hele korpset bagefter uden tab. Kaas, der kommanderede trossets bedækning, fortæller i sine erindringer, at man nok så enkelte fjendtlige styrker, men at de ikke generede transporten.

Samme dag var Stein blevet skudt frem til Hirschfeldt. Undervejs lykkedes det ritmester Frederik Henrik Suckow af Holsteins regiment med 100 danske (45) ryttere og 200 husarer at overrumple et fransk frikorps og tage 210 fanger. Efter denne kamp roste Stein de danske soldater overfor Mörner og omtalte Suckow som en "munter- und wohl zu gebrauchender Offizier". Samtidig sendtes fourageringskommandoer ud til en række byer med ordre til at bringe for­syninger til Bern Cassel. Seckendorff fortsatte imidlertid marchen og slog den 8. lejr ved Hirschfeldt og den 9. ved Gitzerode.

Det franske detachement, der havde været posteret ved Bern Cassel, var allerede den 3. gået tilbage til Trier. Belleisle sendte derfor en styrke over Mosel ved Pfalz for at gå frem til Lieser ved Bern Cassel, men da han undlod at besætte Hospitalklosteret, der lå meget dominerende overfor Bern Cassel, lykkedes det Stein den 9. at sætte sig fast der med 300 infanterister og 20 husarer og derved dække den påbegyndte broslagning over Mosel.

Dagen efter rekognoscerede Seckendorff Mosel med prins Georg af Hessen under dækning af 4 grenaderkompagnier og 300 husarer. Resultatet blev, at han besluttede snarest at besætte landtungen overfor Trarbach for at dække proviantskibene og pontonerne, der var blevet forsinket af lavvande. lndløb­ne meldinger ville vide, at Belleisle fik forstærkninger den 10., og at han ville øge detachementet ved Lieser, så det kunne blive vanskeligt at komme over Mosel der. Seckendorff besluttede derfor eventuelt at gå over ved Neumagen og skød den 12. Mörner frem til Haag med en avantgarde på 10 eskadroner, 2 husarregimenter og 10 bataljoner, hvoraf een fra hvert af de danske regimenter.

Mörner nåede frem til Haag uden at se noget til franskmændene og skød straks generalvagtmester Ghilányi frem til Budelich med et kommando af ryttere og husarer. Samtidig blev overgangen over Thronbach og broen ved Greventraum gjort i stand, så fodfolk og træn kunne passere den, medens rytterne kunne benytte et vadested. Imidlertid indløb melding om, at store forstærkninger var undervejs til Belleisle over Saint Wendel, og at Kleinholtz var rykket ud fra Trier for at sikre forbindelsen mellem de franske styrker. Mörner forstærkede derfor besættelsen af Thronbach hen mod Hundheim, sendte noget fodfolk frem til Ghilányi og gav ham ordre til at patruljere mod Trier og Saint Wendel.

Endelig den 13. oktober kom proviantskibene, men da havde de danske afdelinger heller ikke fået mad i tre døgn, så det var ikke så underligt, at der var en del "Lammentiren und Klagen". Men transporten slog ikke til, og der måtte udskrives både brød, mel og fourage fra hele omegnen.

Den 15. brød Seckendorff op fra Gitzerode og rykkede til Muntzelfeld i tre kolonner. Samme dag gik Stein over Mosel, gik gennem den forladte franske (46) lejr mellem Lieser og Marin og slog lejr ved Siebenborn på Lieserbachs østlige bred. Seckendorff fulgte personligt et husardetachement på 250 heste. der dels besatte Wittlich, dels skulle undersøge om klosteret Clausen var besat. Da dette ikke var tilfældet, blev en løjtnant og 40 husarer efterladt i klosteret.

Franskmændene fortrød imidlertid. at de havde rømmet Clausen og søgte at tage det tilbage med 25 grenaderkompagnier og 800 heste, men løjtnanten afviste angrebet, og da 200 husarer ilede til fra Wittlich og Stein kom med fire grenaderkompagnier, opgav de forsøget. Fyrsten af Waldeck blev derefter sendt frem for sammen med Steins kommando at besætte den stærke stilling langs Salmbach med ialt 16 grenaderkompagnier og 300 husarer.

Da passagen af Mosel ved Bern Cassel var sikret, besluttede Seckendorff at vende tilbage til sin oprindelige plan. Natten til den 18. oktober holdt han, Mörner og prins Georg af Hessen krigsråd, og her besluttede man, at hovedstyrken skulle skydes frem til Müllern, hvortil Mörner også skulle sende sin bagage. Derefter skulle prinsen gå over Mosel med højre fløjs rytteri. alle grenadererne og 15 bataljoner, medens resten skulle forstærke Mörners gruppe, der derefter skulle rykke mod Trier syd for Mosel. Man håbede derved at lokke Belleisle til at angribe Mörner med sine hovedkræfter, hvorved prinsen let skulle kunne bryde al modstand nord for floden, støde frem til Trier og tage byen fra nord.

Nogle dage før havde en husarpatrulje gjort et godt kup, idet den havde fanget en kurer fra Coigny til Belleisle med detaljerede oplysninger om meget store styrker, der var undervejs i ilmarch. Coigny havde efterladt 40 bataljoner og noget rytteri ved Speyer og ilede med resten til Trier, som han håbede at nå den 19. oktober. Denne dag gik Belleisle over Mosel og slog lejr ved Ky1bach, idet han efterlod 6 bataljoner og 4 eskadroner i Trier og skød 36 grenaderkompagnier og 500 heste frem til Fier og Kleinholtz' fri­korps med 400 heste til Hetzerode vest for Salmbach.

Seckendorff var nu klar over, at franskmændene ville rykke mod ham nord for Mosel. Den 19. klokken 22 gav han derfor prins Georg ordre til at bryde op klokken 4 og rykke til Ousen fulgt af venstre fløjs rytteri. Samtidig sendtes en ordre til Mörner om at samle sine styrker og slutte sig til Seckendorff ved Clausen senest den 21. oktober om eftermiddagen. Dette skulle også kunne lade sig gøre, da han kun havde 15 kilometer fra Haag til Müllern og 12 derfra til Clausen. Prinsen skulle efterlade to kursachsiske bataljoner i Trarbach og Bern Cassel, og Mörner skulle besætte Hospitalklosteret med (47) 100 husarer.

Situationen natten mellem den 19. og 20. oktober var derefter således:

Seckendorff's korps spredt med en fremskudt styrke ved Clausen, bestående dels af fyrsten af Waldecks 16 grenaderkompagnier og 300 husarer, dels af højre fløjs rytteri under prins Ferdinand af Bayern. Seckendorff selv, der ikke var klar over, at den afgørende kamp var umiddelbart forestående, overnattede i Ousen, og tæt derved var hans artilleri samlet. Syd for Mosel låprins Georg af Hessen med det meste af fodfolket og venstre fløjs rytteri under Amthor. Ved Haag stod Mörner med sit kommando i en meget spredt opstilling. Som sagt fik prinsen i løbet af natten ordre til at rykke til Ousen næste morgen, og Mörner til at samle og slutte sig til Seckendorff i løbet af den 21 .

På fransk side var opstillingen denne:

Ved Hetzerode 7 kilometer fra Seckendorffs forposter stod general Kleinholtz med sit frikorps og 400 ryttere, ved Fier 36 grenaderkompagnier og 500 ryttere og bag Kyll Belleisles korps, der i løbet af natten blev forstærket med Coignys tropper. Franskmændene talte ialt 69 bataljoner og 105 eskadroner, men afdelingerne var meget svækkede, så bataljonerne næppe talte mere end 400 mand og eskadronerne 120 heste. Den franske styrke beløb til derfor kun til cirka 40.000 mand mod Seckendorffs 36 bataljoner og 25 eskadroner med 22.000 mand.

Salmbach er kun cirka 8 meter bred, men løber mellem stejle skrænter, hvoraf den vestigste er den højeste. På grund af de voldsomme regnskyl de foregående dage var den svulmet stærkt op, så man kun kunne passere over de tre broer ved Salmerod, Esche og Rievenich. Bjergene falder ret stejlt ned mod bækken og særlig ved Mosel og Salmerod var de dækket af skov og krat, så rytteriet ikke kunne udfolde sig på dem, og fodfolket havde meget store vanskeligheder ved at manøvrere.

Den 20. om morgenen satte Coigny sin styrke i march over Fier - Hetzerode mod Esch. Forrest en avantgarde på 36 grenaderkompagnier, derefter Belleisle med 33 bataljoner og 68 eskadroner og sidst brigadér Rieux med 17 bataljoner og 40 eskadroner. Denne sidste kolonne skulle med en avantgarde på 36 grenaderkompagnier dreje af over Bicong mod Rievenich.

Ved daggry red Seckendorff fulgt af prins Ferdinand af Bayern på rekognoscering uden dog at se noget foruroligende. Men da han noget senere igen red frem og nærmede sig Hetzerode, så han meget store styrker komme marcherende mod sig. Han sendte derfor sine husarer frem, og klokken 11 stødte de på Coignys forreste grenaderer og blev kastet - klokken 14 kunne man se de franske (48) afdelinger komme frem over højderne vest for Salmbach.



Så snart Seckendorff var klar over situationen, lod han seks af Waldecks grenaderkompagnier og to rytterregimenter besætte terrænet overfor Rievenich med et kompagni på selve broen. Han sendte 30 grenaderkompagnier støttet af 45 piketter á 100 mand mod Rievenich, som de hurtigt tog. Waldecks grenaderkompagni på broen måtte gå tilbage, men satte sig fast på højde med de andre, og derved standsedes den franske fremrykning her. Længere mod nord rykkede samtidig hovedkolonnens grenaderer ned mod broen, der også var besat af nogle af Waldecks grenaderer. Coigny forspildte derved muligheden for at ruinere Seckendorffs korps, som Amthor udtrykte sig.

Prins Georg var brudt op klokken 4 med fodfolket for at passere Mosel ved Lieser og slå lejr ved Ousen. Inden han nåede dertil, fik han ordre til at fortsætte til Clausen. Vejen var meget opblødt af flere dages regn, så marchen gik til at begynde med langsomt, men undervejs kom en ordre om at fremskynde den, og Scholten siger, at de ikke blot marcherede, men løb. Hans brigade var forrest og så snart de nåede frem, blev bataljonerne sat ind i kampen, men efterhånden fik man dog dannet en linie med de danske bataljoner på venstre fløj. En del bataljoner kunne dog ikke følge så hurtigt med, og prinsens anden linie blev først dannet et par timer senere.

Salmbachs løb går nord-syd, men franskmændenes fremrykningslinier kom fra sydvest og førte dem derfor skævt ind på slagmarken. Det tog altså tid, inden de var opmarcheret, og da terrænet vest for Salmbach mellem Esch og Salmerod var vanskeligt at passere på grund af krat, klipper og hulveje, blev dette område ikke besat.

Ved 16-tiden rykkede 20 franske bataljoner ned over højderne mod Esch, og da Seckendorffs artilleri begyndte at komme frem, satte han det efterhånden ind syd for Esch og lod det åbne ilden mod franskmændene, der kun rådede over to regimentsstykker. Denne beskydning tilføjede dem en del tab, standsede deres fremrykning eller tvang dem tilbage over højderyggen.

Seckendorff var imidlertid blevet klar over, at der intet fandtes overfor hans højre fløj, og besluttede at forstærke den venstre, der var meget udsat som følge af, at franskmændene havde taget broen ved Rievenich. Han gav derfor general Diemar ordre til at tage broen tilbage med 6 grenaderkompagnier, Dombroicks to bataljoner og een pommersk. Klokken 1630 fandt angrebet sted. Franskmændene blev kastet tilbage og ud af byen, som Diemar besatte, og det lykkedes ham endog at tage en højde, der beherskede passet.

Ved 17-tiden var franskmændene bragt til standsning overalt, og Seckendorff (50) var herre over begge overgange over Salmbach. Han besluttede derfor at angribe de franske flanker og sendte Waldeck over Rievenich med 6 grenader­kompagnier, 200 ryttere og 100 husarer, samtidig med at nogle eskadroner fra højre fløj skulle gå over broen ved Esch. Så snart de franske grenaderer så Waldecks husarer, skød de en generalsalve mod dem, og dette forledte såvel de franske som de kejserlige til at åbne ilden, så det efter Kaas' erindringer blev så 1yst, at man kunne se en skilling på jorden. Derved blev det umuligt for Waldeck at gå frem, og da mørket var ved at falde på, og der udbrød panik i et par af de tyske rytterregimenter, hvorved "un bon nombre s'en alla au diable", trak Seckendorff de to detachernenter tilbage.

På denne 20. oktober om morgenen passerede venstre fløjs rytteri Mosel ved Bern Cassel. Det blev en del forsinket af nogle brødvogne, så det først kunne komme over broen ved 10-tiden. Klokken 12 nåede de forreste til Ousen, hvor de slog lejr, fodrede og begyndte at spise. De sidste nåede først frem hen mod klokken 16, og næppe havde de fået teltene rejst, før nogle husarer bragte ordre om i største hast at rykke til Clausen.

Amthor lod straks blæse til hest og red af sted alt, hvad han kunne. Livregiment Dragoner var forrest, og oberstløjtnant Bülow fortalte, at det tre timers ridt gik som ved en parforcejagt. Vejene var meget dårlige, og han mistede en del folk, heste og oppakning. Da Amthor nåede frem, så han, at venstre fløj kun var dækket af to meget dårlige rytterregimenter, og han lod derfor sine eskadroner opmarchere på en lille eng med Livregimentet forrest, klar til at sekundere fodfolket, hvis fjenden brød frem fra Rievenich.

Da det var næsten helt mørkt gik Scholten ned til bækken med en officerspatrulje fra hver bataljon. Franskrnændene har rimeligvis troet, at det drejede sig om et angreb, for næppe var Scholten kommet tilbage, før de stormede ned mod Salmbach under råbet: "Vive le Roi!" Scho1ten lod skyde en stor salve, som franskmændene besvarede og derefter befalede han sin brigade at rykke skydende frem til bækken. Efterhånden blev det helt mørkt, regnen strømmede ned og skydningen døde hen.

Seckendorff havde tidligt om morgenen den 20. sendt ordre til Mörner om at være ved Ousen den 21. klokken 8. Men da han i 1øbet af formiddagen blev klar over, at franskmændene var under fremrykning, sendte han en ny ordre om at efterlade alle vogne under en lille bedækning og uopholdelig marchere til C1ausen. Denne sidste ordre har i Mörners arkiv nr. 35, medens den førstnævnte har nr. 36 - og det er derfor muligt, at den er kommet først. Mörner sendte sit rytteri i forvejen og afmarcherede så hurtigt, han kunne få sine posteringer inddraget. Husarerne nåede frem om morgenen, medens fodfolket først kom til slagmarken, da alt var forbi. Kort før var det kejserlige kommando på 4 bataljoner og 5 eskadroner kommet til fra Luxembourg.

Seckendorffs korps var nu ved at blive helt samlet, ja, endog forstærket, og dets stemning var fortrinlig. Det havde den 20. oktober standset de franske afdelinger, og skønt det havde stået under gevær hele natten i stærk regn ­ Kaas siger: "Ligesom det øsede af spanderne" - følte man sig nu i stand til at afvise det angreb, man ventede den følgende morgen; thi man havde hele natten hørt franskmændene bygge batterier på den høje vestbred.

Franskmændene slog lejr bag de dækkende højder. Men stemningen var ikke (51) god hos dem. De havde efterhånden set Seckendorffs afdelinger komme og lidt en del tab ved hans kanonade. Coigny besluttede sig derfor til at gå tilbage. Det må sikkert have krævet en hel del overvindelse, thi kureren med våbenstilstandstraktaten, der var blevet underskrevet af franskmændene i Versailles og nu var på vej til Wien, havde fået ordre af Fleury til at vente i Trier til kampen var afgjort. Faldt den ud til fordel for de franske våben, skulle han vende om, i modsat fald fortsætte og undervejs bede hertugen af Würtemberg om at standse fjendtlighederne.

En time før daggry den 21. kunne man i Seckendorffs linier høre reveillen blive blæst og slået i den franske lejr, og så snart det blev lyst, så man fire kolonner komme rykkende ned mod Salmbach. Her gik de imidlertid i stå, uden at det kom til skudveksling. Klokken 10 kunne man se det franske rytteri afmarchere i retning af Trier - og hen mod middag trak fodfolket sig også tilbage.

Seckendorff sendte straks general Diemar, som alle danske brevskrivere roser meget, med samtlige husarer og 1000 ryttere fra højre fløj frem til forfølgning. Samtidig blev Waldeck sendt frem med 16 grenaderkompagnier som støtte for Diemar. Franskmændene havde efterladt en arrieregarde i linien Hetzerode - Bicong. Da Diernar angreb, trak den sig tilbage efter først at have stukket Hetzerode i brand. Det franske tilbagetog blev ført i så god orden, at det ikke lykkedes forfølgerne at tilføje det noget tab.

Resten af Seckendorffs tropper blev imidlertid stående i slagorden bag Salmbach til klokken 16, da de slog 1ejr. Så kom der melding om, at franskmændene ville angribe venstre fløj. Et kejserligt rytterregirnent og tre danske bataljoner blev i hast sendt over for at besætte højderne på den anden side af bækken, vest for Rievenich, men det viste sig hurtigt at være blind alarm. Coigny fik samme aften en forskrækkelse, idet der indløb melding om, at store styrker var set nord for hans venstre flanke. Det drejede sig imidlertid kun om 300 husarer, der eskorterede 100.000 brødportioner fra Luxembourg.

Medens Seckendorffs samlede tab opgøres til 45 faldne, 93 sårede, 3 savnede og 63 heste, var franskrnændenes betydeligt større. Der blev fundet mange døde og sårede på slagmarken - men den største afgang skyldtes sikkert desertion. Amthor fortalte, at der alene eet sted meldte sig 400 schweizere, der straks blev stukket ind i Seckendorffs afdelinger. Når man opgør tabet til 2500 mand, må det dog sikkert betragtes som en stærk overdrivelse. Men franskmændenes tilbagetog var dog sket noget forhastet; thi der blev fundet store mængder oppakning og våben, der var i høj grad velkomne for Seckendorffs sultne og tørstige folk.

(52)

Den 22. oktober fortsatte Coigny tilbagetoget og slog lejr mellem Schweig og Eringen med 69 bataljoner og 26 eskadroner, medens 8 bataljoner og 84 eskadroner passerede Kyll og overnattede mellem Pfalz og Biber med ryggen mod Mosel.

Den 23. holdt begge parter sig i ro, men næste dag måtte Coigny fortsætte, da det var umuligt at skaffe fourage og mad i den helt udspiste egn. De 84 es­kadroner brød op fra Pfalz og gik til Carrigan, Stenay, Thionville, Saarlouis og Sierck, således at der kun blev 23 kyrasser- og 3 dragonregimenter tilbage ved hans korps. Samme dag gik 36 bataljoner, der havde ligget ved Eringen tilbage over floden og slog lejr ved Saint Maximinus øst for Trier.

For at skaffe sig oplysninger om franskmændenes gøren og laden red Seckendorff den 24. klokken 5 frem for at rekognoscere. Medens Mörner overtog kommandoen i hans fravær, blev rekognosceringen sikret af prins Ferdinand af Bayern med 1000 kyrasserer og 1000 husarer under Amthor og Kaas og 10 grenaderkompagnier under Dombroick. Sidstnævntes optræden, både under kampen ved Rievenich og ved denne ekspedition, blev rost meget af både Seckendorff og Amthor - og Mörner benyttede lejligheden til at indstille, at undersøgelsen mod ham for hans optræden ved Coblenz lagdes til side.

Den 25. trak Coigny de sidste eskadroner over til lejren ved Saint Maximinus, lod 8 bataljoner rykke ind i Trier, 7 bataljoner besætte de vigtigste overgangssteder mellem Ruwer og Lungen og beholdt kun 26 bataljoner tilbage nord for Mosel mellem Eringen og Pfalz.

Bag Seckendorffs armé fandtes der stadig små franske partier, der fra de tætte skove overfaldt mindre kommandoer. En dag tog de således kaptajn Ludvig Christian Wullf af Dombroicks regiment, der var undervejs fra Coblenz med 58 rekonvalescenter og den 26. fangede de 71 kejserlige. Det havde til følge, at Seckendorff måtte sende et husarregiment ud for at fordrive dem. En anden gang måtte der udsendes et kommando på 200 kyrasserer og 100 husarer for at forhindre, at alle bøndervogne og -heste blev ført over Mosel som af Coigny befalet.

Den 26. blev der holdt krigsråd, og her besluttede man at genoptage fremrykningen. Samme aften gik prins Georg over Salmbach med en avantgarde på 10 bataljoner med 6 kanoner, 10 grenaderkompagnier og 2 kejserlige kyrasserre­gimenter og besatte højderne vest for bækken.

Den 27. brød korpset op og slog lejr mellem Schweig og bjergene. Avantgarden var brudt op om morgenen og stødte snart på modstand ved vandmøllen Quinte. Bækken løber her i en dyb slugt, og franskmændene havde besat selve møllen (53) med 600 mand og havde 5 - 6 bataljoner bagved som støtte. Seckendorff, der var foran med prins Georg, lod dem angribe med 10 bataljoner, medens han sendte ordre til hovedstyrkens højre kolonne om at sende 6 bataljoner nord om møllen. Overfor dette overlegne angreb veg franskmændene ved middagstid til­bage til Eringen.

Mellem Quinte og Eringen ligger en lille slette, og her lod Seckendorff avantgardens rytteri opmarchere foran de 10 bataljoner, der skulle sikre passet ved Quinte. Selv besatte han med de 6 bataljoner nogle højder, der beherskede Eringen. Ud på natten lod han Scholten følge efter sig med 12 bataljoner, medens han forstærkede de to kyrasserregimenter på sletten med een eskadron Mörner hvert rytterregiment under Stein og den danske oberst grev Ysenburg.

Mörner, der var blevet i lejren med resten af arméen, brød op den 28. om morgenen for at slutte sig til Seckendorff. Straks efter fik han melding om, at franskmændene i løbet Mörner natten havde rømmet Eringen, efter at den danske oberst Rumohr i spidsen for grenadererne havde taget slottet. Franskmændene var derefter gået tilbage over Mosel ved Pfalz, som de stadig holdt besat, medens de syd for floden havde ladet nogle brigader opmarchere og sat nogle kanoner i batteri. Da Mörner kom frem til Eringen, var Seckendorff redet frem med noget rytteri, og efter at korpset var blevet rangeret i slagorden, sluttede Mörner sig personligt til ham.

De red først frem mod Pfalz for at undersøge dens modstandsevne og kom til det resultat, at den ha vde en stærk mur og to gammeldags runddele, men de kunne ikke se, om den havde grav, fordi de måtte holde sig i nogen afstand, da franskmændene hilste dem med 7 kanonskud. Gæhler skrev senere, at da de kom nærmere viste det sig, at det hele var ruiner.

Efter at have set, hvad de kunne ved Pfalz, red de mod Trier. Fra Biber gik vejen så tæt ved floden, at den kunne beherskes af byens kanoner, og de måtte derfor benytte en anden vej noget nordligere, der gennem en dal førte over bjergene. Den havde den fejl, at franskmændene kunne beskyde indgangen til dalen, og dette tilføjede senere Seckendorffs afdelinger en del tab.

Fra Trier førte en stenbro over Mosel, dækket af et kronværk og en redoute på en dominerende højde. Men da Seckendorff og hans følge kom dertil, viste det sig, at redouten var forladt. De red straks derhen og havde fra dens vold et glimrende overblik over byen og den franske stilling. Seckendorff efterlod 100 husarer og red hurtigt tilbage for at sende nogle bataljoner og et husarregiment til redouten.

Besættelsen af denne redoute gjorde det umuligt for franskmændene at komme over Mosel ved Trier, og Seckendorff benyttede sig af denne fordel. Et rytterregiment (54) og to bataljoner med 40 pontoner blev sendt til Euren tæt sydvest for Trier; Wasserbillig blev besat med fodfolk og rytteri, og Ghilányi blev sendt afsted med 4 husarregimenter for at bryde ind i rummet mellem Mosel og Maas. Disse bevægelser havde til følge, at Coigny måtte sende 10 bataljoner og 22 eskadroner til Conz for at dække den derværende bro over Saar.

Før resten af Seckendorffs korps kunne rykke nærmere til Trier, måtte man tage Pfalz, og Seckendorff lod derfor fremskaffe en stor mængde stiger og udskrive arbejdere. Allerede den 29. oktober fik han et brev fra Coigny om at indstille fjendtlighederne, hvorpå Seckendorff samme dag svarede, at han ville gå med til et par dages våbenhvile, hvis Coigny rømmede Pfalz. Næste dag svarede Coigny, at det kunne han ikke, da han ikke overfor Belleisle måtte røbe, at der var sluttet våbenstilstand, men han vedlagde sit hofs ordre i original. Samtidig udtalte han, at Belleisle sikkert ville skyde, hvis Seckendorff flyttede på sig - hvortil denne kun svarede, at så skød han igen.

Den 1. november lod Seckendorff en stormkolonne bestående af 1800 musketerer, 600 grenaderer, 1500 arbejdere og 12 kanoner opmarchere. Alt var klar ril stormen - da der igen kom en trompeter fra Coigny!

Seckendorff udsatte angrebet, men meddelte franskmændene, at var byen ikke rømmet inden midnat, ville den blive stormet ved daggry. I løbet af natten forlod franskmændene derefter fæstningen, som straks blev besat af Seckendorff, der selv tog kvarter der. Højre fløjs rytteri blev sendt til Welschbillig og samme fløjs fodfolk til egnen vest for Trier.

Samme dag indløb meddelelse fra hertugen af Würtemberg om, at fjendtlighederne straks skulle indstilles, Seckendorffs korps opløses og sendes i vinterkvarter. Tropperne var også ret medtagne, og rytteriet langt nede. Scholten skrev, at de havde kamperet på den bare jord uden halm, brød og fourage.

-0-



I næste hefte følger:
I det kølnske
Marchen fra Køln til Liège

(55)

HENVISNINGER
(Til summarisk kildeoversigt, side 106, 2. hefte/1965)

SIDE	STYKKE	SOMMERFELTTOGET MAJ - SEPTEMBER 1735
31	I	Kausler pag. 749, M-4: 20/2, 4/4, M-5: 1/4, M-16:
		22/4, 28/4.
	III	M-5: 20/1, M-16: 22/4, 15%5, OI: Scholten 30/4, KS: Seedorff 13/5, 28/4.
32	VI	M-4: 21/4 ff., M-16: 27/4,1/5.
33	I	M-3: 9/6 ff., M-4: 27/4,29/4,13/5, M-16: 4/3 ff..
	III	M-4: 13/5 ff., M-5: 17/5, M-16: 16/5.
34	I	KS: 25/6 Scholten.
	II	M-16: 20/5, KS: 10/6 Seedorff.
	IV	M-16: 20/5 ff., KS: 3/6, 10/6 Mörner, Scholten,
		Amthor, Kaas, Holstein, Seedorff.
	V	KS: 10/6 Amthor.
35	III	M-16: 23/5, KS: 3/6 Amthor, Scholten, Kaas, Holstein,
		10/6 Amthor, Seedorff, 25/6 Scholten, KR: 17/6,
		OU: 18/6 Amthor.
	V	M-3: 9/6, KS: 25/6 Scholten.
	VI	M-3: 9/6, M-16: 26/7.
36	II	M-3: 31/7, M-16: 15/7, OI: Scholten 14/7, Amthor 4/7 (?), Linde 18/7.
	III	M-17: 2/9, OI: Amthor 15/7.
	IV	M-3; M-17: 17/9, OU: 13/9 Mörner.
37	II	M-12: 21/4 ff., M-16: 28/4,2/5.
	III	M-4: 13/5,15/5, M-5: 4/5,13/5, M-12: 8/5,11/5,13/5,
		M-16: 2/5 ff.,
	IV	M-3: 3/8, M-12: 3/6 ff., M-16: 19/6 ff., OU: 26/7 Scholten,
		KR: 5/8, KS: 29/7.
38	II	M-3: 27/7, M-12: 15/7 ff., M-16: 21/7,29/7, OI: Gæhler 15/7, KS: 29/7 Amthor.
	V	M-5: 28/8, M-12: 18/8, 22/8, M-17: 2/9.
39	II	OI: Gæhler 15/7. Seckendorff.
	III	OI: Amthor 5/9 ff., Gæhler 19/9, Mörner 9/9,16/9,
		Scholten 9/9, 16/9. Seckendorff.
	VI	M-3: 18/9, M-17: 18/9, 19/9, OI: Amthor 9/9.
40	III	Kausler.
		SECKENDORFFS MARCH MOD MOSEL OKTOBER 1735
	IV	M-17: 28/9, OI: Amthor 29/9, Gæhler 22/9, Gerba 139 ­
		162, Seckendorff 200 - 260.
	V	Allgemeine Deutsche Biographie XXXII1, M-17: 8/10,
		OI: Scholten 10/10, Amthor 7/10, Gæhler 7/10.
42	V	Gerba.
44	II	M-17: 8/10, 11/10.
	III	M-17: 8/10, OI: Amthor 7/10, Kaas.
	V	OI: Amthor 10/10, Scholten 10/10.
45	II	Gerba.
	III	M-5: 15 - 17/10, OI: Amthor 10/10 ff., Mörner 11/10ff..
	IV	M-17: 12/10 ff., OI: Mörner 18/10.
46	V	OI: Amthor 25/10, Bülow 22/10, 1/11, Mörner 24/10, Scholten 24/10, MV:Ekstrakt af Seckendorffs dagbog, prins Georg af Hessens rapport 22/10, Gerba, Seckend.
50	V	M-5: 20/10.
	VI	Kaas.
52	III	OI: Amthor 25/10, MV: Seckendorff dagbog, Kaas
54	V	OI: Scholten 9/11

Næste artikel...
Digitaliseret af Allan Baktoft Jakobsen