Krigshistorisk Tidsskrift
1967, nr. 1

AUXILIAIRKORPSET VED RHINSTRØMMEN 1733-1736


(fortsat)

Af major Gordon Norrie

I DET KÖLNSKE
November-december 1735.

Straks efter at våbenstilstanden var trådt i kraft, spredte Seckendorff sine afdelinger for at få dem under tag. Det danske korps blev den 6/11 indkvarteret i Welschbillig. Kantonnementet var meget sammentrængt, og der var fire stive mil til det nærmeste magasin i Dudelsdorff. Vejen dertil førte ganske vist over et vadested gennem Kyll, men strømmen var på grund af regnen så stærk, at det var livsfarligt at passere den.

Ifølge traktaterne tilkom der nu korpset seks måneders vinterkvarterer med penge for vakante numre, og samtidig var krigssituationen overstået. Mörner, Scholten og Amthor havde derfor udklækket en plan, der ville indbringe den kongelige kasse en artig skilling. Den gik ud på ved efterårsmønstringen at kassere så mange folk og heste, at regimenterne blev sat på fredsfod.

Oberst de la Pottrie blev straks sendt af sted til København, og den 29/11 faldt den kongelige resolution. Den bestemte, at reduktionen skulle foregå i den dybeste hemmelighed. De beredne kompagnier skulle reduceres til 63 og fodfolkskompagnierne til 111 mand, prima plana iberegnet. De tjenstdygtige overkomplette skulle sendes til Danmark for at blive stukket ind i de derværende regimenter. Kassable skulle, som det var skik og brug, have en måneds løn som tærepenge, men var de kongens undersåtter og ønskede at slå sig ned her i landet, skulle de ha ve en måneds løn ekstra som rejsepenge; desuden fik hver mand lov til at beholde en gammel uniform. Ny udrustning skulle kun anskaffes til den reducerede styrke, og overkomplette våben m.m. afleveres til tøjhusene, idet dog mangler, der skyldtes desertion eller tab over for fjenden, skulle eftergives. Da der var en mulighed for, at fredsforhandlingerne bristede, hvorved korpset ville blive nødt til igen at stille med fuld styrke, måtte kompagnicheferne beholde rekrutpengene til hjemkomsten og beslagpengene til nytår.

Allerede den 1/11 var Amthor blevet sendt til Køln for at ordne indkvarteringen, uden dog at nå et endeligt resultat. Han havde fået et voldsomt anfald af gigt, var sur og irritabel, og hans breve fra den følgende tid er vrede og hadske mod alle - især mod general og generalinde Mörner.



(53)

Han havde bedt om at få Kaas med, "da han var meget interesseret i sagen og samtidig den mest ubehagelige og partiske", skrev han og fortsatte med at fortælle, at kurfyrsten ikke lagde skjul på, at han ikke ønskede det danske korps, og at man måtte frygte, at han skulle få det sendt til Maas, "for i Wien kan alt opnås for penge". Skønt han havde indskærpet, at der skulle holdes god orden og disciplin, indløb der stadig klager. Mörner hævdede, at beskyldningerne ikke passede og kunne fremlægge attester fra myndighederne, men Amthor lod skinne igennem, at der var rekvireret et vel stort antal høns, æg og smør til Mörners egen husholdning. Men det var også galt med andre: "De ser, det var ikke den lille kones gridskhed, jeg taler om. Jeg tror, hun er i stand til at stjæle for at tilfredsstille sin umættelighed. Men De kan være overbevist om, at jeg er omgivet af folk, der ikke står tilbage for hende på noget punkt og hverken viger tilbage for mened og løgn, profant eller helligt for en fortjeneste på to skilling!"

Den 10. brød korpset op for at marchere til de kølnske lande.

Marchen var beregnet således, at korpsene skulle afgå med to dages mellemrum, hvorved de udskrevne vogne kunne nå tilbage efter at have fulgt det foregående regiment til de nye kvarterer. Hvis orden var blevet overholdt, var alt gået glat, men Mörner indskød en rastdag, og dette førte til et sammenstød.

Da kaptajn Heye af Dombroicks regiment nåede til Lommertsum, var et hessisk regiment også kommet dertil. Heye og den hessiske kvartergørende blev enige om at dele området, så Heye tog byen og hesserne omegnen. Noget efter kom den hessiske oberst og oberstløjtnant, og "unter einem Compliment" forlangte de, at det danske kompagni skulle forsvinde. Heye svarede, at han ville indhente ordrer fra Dombroick, men hesserne lod deres folk bryde ind i husene og kaste de danske soldater ud med magt, så de måtte samle deres ejendele og våben op i pløret. Samtidig satte obersten en løjtnant og 20 mand foran Heyes kvarter med den besked, at rømmede han ikke huset, ville han og hans ekvipage blive kastet ud. Det ville Heye naturligvis ikke, men forberedte sig på forsvar. På Mörners klage svareede Seckendorff kun, at han kunne have ladet være med et holde rastdag.

Marchruten gik tværs over Eifel, der ligger nord for Mosel og vest for Rhinen. Det er et øde, ufrugtbart højland, gennemskåret at dybe, stejle floddale. Der var kun sjældent tale om at komme i kvarter; magasiner var der ingen af; brødet var halvt havre; drikkevandet flodvand og fourage næsten ikke til at opdrive. Vejret var dårligt, og der herskede en "sibirisk kulde".

(54)

Forhandlingerne om indkvarteringen var imidlertid gået således, at fodfolket skulle ligge i Oberstift og otte eskadroner i Unterstift. Dette kom til at gå ud over Holsteins regiment, idet Ahlefeldt påberåbte sig dragonernes rang som livregiment og dermed følgende ret til at vælge kvarter før de to rytterregimenter. Dette førte til en voldsom strid mellem Kaas og Ahlefeldt, der gik af med sejren, medens Kaas fik en meget skarp tilrettevisning. Kvarterfordelingen blev derefter således, at generalstaben kom til at ligge i Køln, Scholten i Ahrlweiler, Dombroick i Zülpich, Ahlefeldt i Hülcheradt, Kaas i Ording og Holstein i grevskabet Virneburg m.m..

Mörner blev modtaget overordentligt høfligt af kurfyrsten. Så snart han kom på kølnsk grund, var han fyrstens gæst, og i Køln fik han komplet kvarter med mad, bordservice og endog kurfyrstens tjenestefolk og blev desuden hver dag modtaget ved hoffet med hele sit følge. Han viste sig her fra sin bedste side, og Gæhler fortalte, at Mörner ved afrejsen fra slottet Brühl, hvor han havde overnattet under marchen, lod denne udbetale 100 dukater i drikkepenge.

Amthor og Holstein skulle ligge i Virneburg og omegn, men en del af de tildelte kvarterer var rigsumiddelbare og derfor.fri for indkvartering, andre belagt i forvejen. De fik derfor tildelt andre kvarterer, men dels lå der tropper i forvejen, dels var de udspist under gennemmarchen af fremmede afdelinger. Mörner sendte derfor Holsteins major, Benzon, til Seckendorff, og det lykkedes at skaffe mere plads ved at flytte det kejserlige artilleri. Meddelelsen herom kom den 10/12 klokken 10, men tre timer efter dukkede Benzon op med nye ordrer: Korpset skulle bryde op og forlægges til Liège. Der lå der i forvejen fem kejserlige regimenter, men de skulle snarest flyttes.

Grunden til denne pludselige ordre var, at den kejserlige regering ved at overlæsse kvartererne dels ville søge at få de fremmede hjælpetropper trukket hjem, dels ville tvinge de tyske fyrster til at købe sig fri. Preusserne var allerede trukket ind i hertugdømmet Berg mod en klækkelig betaling, hannoveranerne og en del andre forhandlede om det samme. Kurfyrsten af Pfalz var gået ind på at betale 60.000 gylden for at Jüllich skulle slippe for indkvartering, og kurfyrsten af Køln skal endog have betalt 120.000 gylden.

Mörner, Scholten og Amthor blev straks enige om at sende Holstein til kongen for at få ham til at intervenere. Korpset havde endnu 1000 syge, var udgået for strømper og fodtøj; nye munderingssager var bestilt i Køln og Frankfurt, og medens man i Køln kunne betale med 2/3-stykkerne, måtte man i Liège bruge specier, hvilket ville koste kongen 60.000 mere.

(55)

Mörner søgte at trække tiden ud, men kureren med den kongelige ordre kom ikke. Kurfyrsten erklærede, at han havde været særdeles tilfreds med korpsets optræden, men han kunne ikke længere levere forplejning. Juleaften gav Seckendorff ordre til opbrud den 26., hvilket dog ikke kunne nås, da man ikke kunne få afregnet. Den 28. meddelte kurfyrsten, at var korpset ikke afmarcheret inden den 31., så han sig nødsaget til at bruge magt.

Scholten var den 26. sendt til Aachen for at forhandle om indkvarteringen, og Mörner måtte nu efter aftale med Amthor give ordre til, at regimenterne skulle trækkes nærmere sammen den 31. og den 1. januar rykke ind i det jüllichske. Medens afregningen gik glat i det kølnske, voldte den en del vanskeligheder i Holsteins kvarterer, og major Harbou af Dombroicks regiment blev derfor efterladt med sin bataljon som eksekutionskommando.

Ordren til afmarch kom også fra Seckendorff, og samtidig fik Mörner under hånden at vide, at general Scheer, der kommanderede de kejserlige i Liège, havde fået ordre til at blive. Dagen efter kom en ny ordre fra Seckendorff om ikke at afmarchere, før der var afregnet. Mörner anede en intrige, der enten gik ud på, at Seckendorff kunne beskylde ham for at bryde sit ord, hvis han ikke rykkede af sted den 1., eller også skulle give denne anledning til at sende korpset til Brabrand, da Liège var belagt; Mörner havde også enanden grund til ikke at forhaste sig. Liège havde afregnet for vinterkvarterer til de kejserlige for periodenen til 31/12, medens Køln kun havde betalt fra den 16/11. Der ville altså komme ti1 at mangle betaling for en halv måned. Mörner bad derfor Seokendorff afgøre, hvem der skulle betale pengene. Blev det Køln, ville det blive lettere at inddrive dem, hvis korpset lå lige udenfor dets grænser.

Amthor var gift med en nederlandsk dame, og så snart bestemmelsen om omkvarteringen kom, skrev han til sin gode ven, baron d'Horion, der var Premierdeputé de la Noblesse i bispedømmet Liège, om fyrstbiskoppen og stænderne var villige til at betale en rimelig sum for at blive fri for indkvarteringen. d 'Horion kom den 28. med en plan for indkvarteringen, men selve forhandlingerne skulle finde sted i Liège, hvorfor Mörner sendte Scholten derhen. Amthor forhandlede imidlertid under hånden med d'Horion, der syntes villig til at slutte en akkord. Amthor vidste, at Seckendorff havde lovet fyrstbiskoppen at befri bispedømmet for korpset et par uger efter indrykningen, og at der var kommet 2000 pistoler fra fyrsten til Wien. Hans plan gik ud på, at korpset skulle blive en måned i Liège - og derefter drage hjem mod en godtgørelse. Dertil svarede d'Horion, at Liège havde indrettet magasiner for hele vinteren og dem ville man ikke få brug for, hvis korpset afmarcherede i slutningen af (56) februar. Desuden ville langt de fleste udgifter ved indkvarteringen blive i landet, men man ville godt betale 100.000 dukater, hvis ordningen kunne gennemføres. Amthor håbede at kunne få summen forøget, skrev han; men alle valloner var snu og mistroiske, og d'Horion en ærkevallon Han tilføjede, at Scholten var rejst til Liège, "ou l'on craint surtout notre tres petite prostituion femelle, qui est l'opprobre du Corps danois."

Amthor selv måtte blive i Køln, da han var for syg til at rejse, og svagheden var ikke blevet ringere af, at kongen havde tildelt ham et yderst delikat hverv: Frederik IIIs datter Wilhelmine Ernestine var 1671 blevet gift med den senere kurfyrste Carl af Pfalz og fik ved den lejlighed en medgift på 100.000 rigsdaler. Den store sum skulle dog betales tilbage, hvis hun døde barnløs, og dette skete i 1706. Fyrstendømmet havde imidlertid lidt forfærdeligt under Ludvig XIVs krige, og der var blevet udstedt en obligation, der skulle forrentes med 5 procent, men betalingerne af renterne var ophørt i 1713. Da man nu havde korpset og den smidige Amthor dernede, ville man søge at få sagen ordnet. Amthor erklærede imidlertid, at han absolut ikke kunne tåle at rejse, og opgaven blev derfor overdraget Scholten. Han bad sig straks fri, da han skulle rejse en meget lang tur ad ufremkommelige veje for at forlange en kæmpesum af en fyrste, hvis lande havde lidt så meget, og fordi han dårligt kunne undværes ved tropperne. Opgaven faldt iøvrigt bort for hans vedkommende, da Mörner kort efter blev kaldt hjem. Man henvendte sig derefter til grev Holstein, der var hjemme på orlov, og lovede ham endog 10 rigsdaler daglig i rejsepenge men også han forstod at skubbe sagen fra sig. - Ud på sommeren endte det med, at den kongelige agent i Worms, Knode, fik ordre til at gøre forestillinger, men disse førte naturligvis ikke til noget.

-0­



MARCHEN FRA KØLN TIL LIÈGE

Nytårsdag 1736 samledes korpset altså i det jüllichske tæt nord for den kølnske grænse. Den direkte vej gik over Aachen. Man kunne imidlertid ikke benytte denne, da Seckendorff lå i Aachen. Heller ikke i de kejserlige lande Luxembourg og Limburg måtte man gøre kvarter. Følgen blev at korpset måtte gøre en lang omvej gennem Jüllich, der tilhørte kurfyrsten af Pfalz, som Amthor jo skulle kræve for en meget stor sum.

Situationen opfordrede derfor til den største forsigtighed, og Mörner udstedte en streng ordre til cheferne om at holde mandstugt og sikre sig attester for betaling (57) og opførsel fra myndighederne. Få den anden side gjaldtdet om at skaffe dækning for den halve måneds vinterkvarter, man mistede under marchen. Cheferne fik derfor ordre til at forlange brød og fourage for den effektive styrke og 10 kreutzer for hver mundportion qg 20 for hver hesteration til de vakante numre.

Da korpset brød op, fandt der igen stor desertion sted fra fodfolksregimenterne. Dombroick fortalte, at der var udspredt det rygte, at korpset slet ikke skulle til Liège, men til Holland og derfra sejles hjem trods den barske årstid. Et andet rygte ville vide, at det var svært at få ekstraarbejde i København, og at soldaterne skulle betale kvartergodtgørelse for deres efterladte familier. Endelig var næsten halvdelen af folkene katolikker, og præsterne søgte at lokke dem til at rømme fra den kætterske konges hær.

Marchruten var dårligt lagt. Det var blevet frostvejr, og de opkørte veje var derfor meget vanskelige at passere. De anviste kvarterer fandtes ikke, var utydeligt angivne eller belagte med andre tropper, hvis heste var syge. Holsteins regiment blev smittet, så tre kompagnier fik snive, eet kompagniskab og et andet orm. Særlig galt gik det for Üterwich, der fik anvist Vlodrop, som viste sig at ligge i det hollandske amt Montfort. Da beboerne ikke ville udstede kvarteranvisninger, indkvarterede Üterwich sig med magt; men var der noget, den kejserlige regering var bange for, var det at krænke Holland under fredsforhandlingerne.

De fleste kvarterværter nægtede at betale vakantpengene. Afdelingerne klagede derfor til Mörner - og myndighederne til Seckendorff, der naturligvis ikke kunne gå med til at korpset foretog eksekution hos en kurfyrste. Bedre blev det ikke ved, at Mörner på åben gade erklærede, at han ville lade korpset blive i Jüllich en måned eller mere, til pengene var betalt.

Efter langvarige forhandlinger gik Liège endelig ind på at udrede vakantpengene fra nytår, og Mörner gav derfor ordre til at tilbagebetale de penge, der var blevet inddraget i Jüllich, da man ellers ville få dobbeltbetaling. Han gav vist ikke denne ordre uden at få noget for det. Linde fortalte, at de 1000 rigsdaler, den jüllichske kommissær, baron Spies. havde i beredskab til at betale generalstabens vakantpenge, blev ofret herpå.

Linde gik straks til Mörner for at protestere, men Mörner fastholdt sin ordre og pålagde Linde at inddrage pengene og udbetale dem til Spies. Linde afslog imidlertid, da pengene var indbetalt i den kongelige kasse. Mörner burde afvente den kongelige resolution, og pengene kunne i hvert fald betragtes som afdrag på den kurfyrstelige gæld. Senere kom generaladjutant, grev Ahlereldt, til Linde og bød ham 30 louisdorer, hvis han ville indkassere pengene (58) og udbetale dem til Spies, men da Linde kun svarede: "Dieu m'en garde!" gik Ahlefeldt og påtog sig hvervet.

Værst var dog generalinde Mörners optræden. I Linnich beskyldtes "la petite genuche" for at have rapset møbler, dækketøj m.m. fra en grevinde Holldstein. Dette var Amthors hadefulde fremstilling i hans breve til Løvenørn. Men galt må det have været, for den retsindige Linde. skrev: "ieg vill inttet melde om de dagl. Kiøkken Sedler som over altdt ere publiques og giver os kuns liden Ære, og befrøgter ieg de dog omsidder vill komme hans Kongl. May-tt Selv for Øynene." I øvrigt understregede han den skade, dette gjorde i vore troppers omdømme, og at det især var synd, da der var en udmærket disciplin i korpset.

Kaas fik også en omgang i Amthors breve. Han havde i Erffen rekvireret mad og drikke for 40 gylden, og værten havde sendt regningen til Amthor, der straks skrev derom til Løvenørn. I en efterskrift måtte han dog tilføje, at Kaas' regimentskvartermester bagefter var kommet og havde betalt regningen. Mörner havde også fået sagen at vide og erklærede, at han ville drage Kaas til ansvar for excesser, hvortil Kaas svarede, at han måtte forlange krigsretslig undersøgelse og i al ærbødighed henstillede, at Mörner ikke behandlede ham så nedsættende, men tog ham for, hvad kongen havde udnævnt ham til.

Selve marchen gik i spredte kolonner med venstre fløj langs vejen Bergheim - Geilenkirchen - Sittard til floden Roer, der passeredes ved Linnich og Jüllich, hvorefter korpset igen fordeltes i et meget spredt kantonnement. Fra disse kvarterer blev det igen trukket frem for at gå over Maas ved Maaseyck og Stockem. Det tog lang tid, da der i alt kun fandtes tre færger, der hver kunne tage 20 heste. Skønt overgangen begyndte den 11., kunne Holsteins regiment først den 14. rykke ind i Liège, og der gik yderligere en uge, inden de sidste nåede i de nye kvarterer.

59

HENVISNINGER
(Til summarisk kildeoversigt, side 106, 2.hefte/1965)

SIDESTYKKEI DET KØLNSKE
51IM-17: 25/10, 7/11.
IIM-17: 9/11.
IIIKR: 29/11.
IVAmthor 1/11.
53IOI: Amthor 1/11.
IIIM-5: 9/11,13/11, M-12: 20/11.
VM-5: 26/11, 29/11, OI: Amthor 24/11.
54IM-17: 17/11,25/11 ff., OI: Gæhler 1/12,
Amthor 24/11, 1/12,8/12, Linde u.d., Seedorff 28/11,
KS: 31/1 2.
VM-17: 10/12 ff., OI: Amthor 13/12, Linde 15/12,
Mörner 13/12 rr., Scholten 15/12, 22/12,
TB: 7/1, TR: 10/1.
55IIM-17: 23/12.
IIIM-17: 29/12, 30/12, 31/12, KR: 24/12.
IVM-17: 29/12, OI: Amthor 26/12, 29/12.
56Tyske Kancellie Kongehusets Ægteskabssager,
Pfalz A.II, (15 ), TR: Amthor 19/12, 10/1,
Scholten 9/1, Holstein 15/2, 23/2,4/4,
Gæhler 15/9, Knode 19/12, 4/8-36, OI: Amthor 26/12,
29/12, 9/1, Scholten 22/1, OU: Amthor 2/12.
MARCHEN FRA KØLN TIL LIÈGE
56IIIM-5: 24/12, 29/12.
IVM-17: 28/12.
57IM-9: 9/1, M-10: 5/1,7/1, M-11: 2/1, 12/1,
M-12: 2/1, 4/1, OI: Dombroick 2/1, GT: 31/12,
KR: 9/1.
IIM-5: 14/1, M-10: 5/1, 22/1.
IVM-5: 7/1, 10/1.
VM-17: 13/1, OI: Linde 22/1, KS: 13/2 Linde.
VIM-5: 10/1, OI: Amthor 12/1, 16/1, Linde 22/1,
RS: 13/2 Linde, OU: 31/1 Mörner.
58IM-10: 11/1, M-17: 10/1, OI: Amthor 1/1.
IVN-9: 9/1, M-10: 5/1 ff.. M-11: 2/1 ff, M-12: 7/1 f.,
M-13: 13/1,01: Seedorff 23/1.


-o-

I næste hefte følger:
Marchen hjem

Næste artikel...
Digitaliseret af Allan Baktoft Jakobsen