Krigshistorisk Tidsskrift
1967, nr. 2

AUXILIAIRKORPSET VED RHINSTRØMMEN 1733-1736

(fortsat)

Af major Gordon Norrie

VINTERKVARTERERNE I LIÈGE
14/1 - 30/4 1736

Scholten var blevet sendt til Aachen for sammen med Gæhler og Seedorf at forhandle med Seckendorff og d'Horion, der foreslog, at hele korpset kom til at ligge i Liège by, der ville give samme forplejning som til de kejserlige, men helt afslog at give officererne douceurer. Scholten svarede, at man helst ville have korpset liggende i landdistrikterne, men så blev d'Horion vred og erklærede, at stænderne ikke lod sig noget foreskrive. Næste dag ville han dog give officererne nogle små douceurer, men det afslog Scholten, der afbrød forhandlingerne med ham og rejste til Liège for at forhandle direkte med stænderne.

I Liège opsøgte han fyrstbiskoppen.

Han havde som andre fyrster tilbudt 120.000 gylden for at slippe for indkvartering, men hertugen af Würtemberg og Seckendorff havde forlangt hele 200.000 samt nogle tusind pistoler til sig selv, og så var forhandlingerne bristet. Fyrsten var gammel og vranten, men tøede snart op. Scholten karakteriserede stænderne som mistroiske. De frygtede korpset "som det store dyr fra Babel". Når d'Horion læste Mörners breve højt, fik de stænderne til at måbe; Scholten og Gæhler måtte bruge al deres charme, fasthed og smidighed for at få forhandlingerne til at glide - og endelig den 7. sluttedes kontrakten.

Rytteriet skulle ligge i Liège by, således at hvert regiment havde sin bydel. Staldene var af brædder og indrettet særdeles godt, foroven dækket med halm og reb over brædderne. De var ikke brolagte, da jorden overalt var planeret og tør. Ved staldene var indrettet særlige vagter og officererne og mandskabet boede i nærheden af deres stalde.

Fodfolket indkvarteredes i byer omgivet af ringmure. Scholten skulle have fire kompagnier i Vervier, to i Tongres og St. Trond og et i Loos, Varenne og Huy. Dombroick tre i Maseyck, to i Hasselt og et i Beringhen, Bilsen, Bree, Peer, Herck, Stockem og Hamont. Men et par dage efter blev der lagt et kejserligt regiment i området, og Scholten fik nu syv i Liège og fem i Vervier, Dombroick tre i Hasselt, to i Bree, Hamont og Peer og et i Stockem, Beringhem og Herck.

På grund af indkvarteringen i byerne kunne mandskabet ikke få husmandskost, i stedet fik hver mand 7 kreutzer, der svarede til 3½ skilling dansk, der let slog til. Vaccantportionerne betaltes med 5 gylden for en brødportion og 8 for en hesteration. Pengene hertil skaffedes.ved at forhøje skat og afgifter på alle indførte varer. hvorved enhver umærkeligt kom til at bidrage.

Officererne skulle have samme douceurer som i Køln, og desuden fik generalinde Mörner 160 daler om måneden til drikkevarer og småfornødenheder.

Scholten var hurtigt kommet på en god fod med biskop og stænder, og for straks at få dette til også at omfatte Mörner, bad han ham, generalinden og deres datter til middag på ankomstdagen for derved at præsentere dem for den bedre del af selskabet. Et par dage efter sendte magistraten fire oksehoveder Bourgogne og Champagne til Mörner. Men Gæhler skrev, at generalinden stadig forsøgte at forgive dem med jammerlig moselvin: "Jeg tilstår, at dette forbandede bæsts gerrighed vokser for hver dag, hun siger ikke eet ord uden at fordre, og jeg er sikker på, at hun grubler dag og nat for at tjene på denne affære. Jeg søger at hindre det, så godt jeg kan - ligesom jeg foragter det! "

Samtidig med Scholtens forhandlinger fortsatte Amthor gennem d'Horion og sin kones onkel, J. van Laethem, at arbejde på at få en sum udbetalt mod, at korpset afmarcherede før tiden. Det endte med, at man enedes om, at stænderne skulle udbetale 50.000 daler mod, at korpset forlod bispedømmet før den 1. marts. Dog forlangte stænderne, at kejseren skulle godkende akkorden og love, at der ikke lagdes andre tropper i stedet.

Alle de klager, der strømmede ind til kongen om Mörner og hans hustru, havde imidlertid gjort det klart, at de kun skadede korpsets anseelse, og da der ikke længere ville blive brug for hans førerevner, udstedtes den 24. januar en kongelig resolution, hvorefter hans nærværelse i København for en kort tid blev uomgængelig nødvendig i anledning af noget vigtigt vedrørende korpset. Han skulle derfor midlertidigt afgive kommandoen til Scholten og Amthor og snarest tiltræde hjemrejsen. Samtidig skrev Løvenørn til Amthor strengt fortroligt, at han skulle passe på generalinden, hvis hun blev dernede, sørge for, at hun fik, hvad der tilkom hende, men overvåge, at hun ikke pressede byen for mere. Stafetten med ordren nåede Liège den 31., og Mörner gik straks i gang med afleveringen, og den 5. februar rejste han af sted.

Medens alle andre var klar over ordrens betyqning og tydeligt viste, at de var lettet, synes han selv ikke at have anet grunden. Inden afrejsen nåede han at gøre en skrækkelig dumhed, "som også har efterladt nogen stank". Han sendte de to oksehoveder vin tilbage til borgmesteren med forlangende, at byen skulle købe dem tilbage. Borgmesteren blev rasende og lod svare, at det kun skulle koste ham et ord, så "ville hand i et Moment raabe 10.000 Mand Canaille tilsammen, som skulde kaste Heste og Vogn med Viinen i Maas-strömmen "........ Anfin, Madame Mörner har indlagt sig et udødeligt Navn over alt, hvor hun har været, og det er usiigeligt godt, at hun er paa Vej til Danmark saa, der ikke skal tillægges Tropperne større Blame!"

Til rejsen benyttede han en 6-spændig karosse til sig selv, generalinden, datteren og grev Ahlefeldt, og en 4-spændig vogn til bagagen. Resten af hans ekvipage måtte han sælge med tab. Vejene var så opkørte, at han kun tilbagelagde cirka 30 kilometer om dagen. Den korteste vej var ufremkommelig, sa han måtte tage over Nijmegen - Lingen - Bremen til Hamborg. Den 14. nåede han Buxtehude, hvor han fik et voldsomt mavetilfælde. Næste dag opgav han at komme over Elben ved Blankenese på grund af livsfaren, og om natten brød en voldsom storm løs med frost og sne. I de følgende dage forsøgte han at komme over forskellige steder, men først den 27. lykkedes det. Båden må vist være skruet ned, for generalinden fik et chok, og de mistede alt, hvad de havde med sig. Mörner måtte derfor bede kongen om hjælp, og denne lod anvise 400 rigsdaler til ham ved kassen i Rendsborg og sendte rejsepas til 5 spand heste. Fra Hamborg gik rejsen til Haderslev, hvorfra man ville være taget over til Assens. Men da det var umuligt korte de over Kolding til Snoghøj, hvor der også var store vanskeligheder. Over Sjælland var vejret heller ikke for godt, så han måtte leje to spand heste udover de 5 for at komme gennem snedriverne fra Roskilde til København, som han endelig nåede den 24. marts og hvor han fik kvarter på Ved Stranden. Rejsen havde ialt kostet 621 rigsdaler og 7 skilling, som kongen lod udbetale til ham. Dagen efter var han i audiens hos kongen, der må have været meget unådig. Løvenørn skrev i hvert fald til Amthor, at Mörner ikke befandt sig vel på Frederiksberg - men måtte årelades. Kort tid efter rejste han til Hertugdømmerne, da han fik sin gage anvist i Rendsborg.

Men tilbage til Liège.

Så snart akkorden var afsluttet, blev en stafet sendt afsted til Wien, som han nåede den 10.. Til behandlingen i den kejserlige regering ville der mindst gå en uge, og stafettens rejse ville tage endnu en uge, så før den 23. (101) kunne man ikke vente svar. Skulle korpset være ude af bispedømmet inden den 1. marts, måtte alt være forberedt i forvejen. Som følge af reduktionen lå regimenterne med store beholdninger af våben m.m., som det ville blive meget besværligt at føre med sig på grund af de slette veje og vanskelighederne med at skaffe vogne. Scholten og Linde foreslog derfor, at de sendtes med skib fra Holland, en plan, som kongen bifaldt. Linde sluttede derfor kontrakter med nogle købmænd om transporten fra Liège til Rotterdam, hvor handelshuset Bartholomei de Groth sørgede for sagernes indladning i DE VERGULDE NACHTIGAL BARTHOLOMEO, der nåede København først i juni. Transporten blev bevogtet af den "reducerede" vagtmester Christian Elias HUnizsk Morville og nogle folk, der skulle afgives til regimenterne i Danmark. Det blev påtalt, at man havde overladt sikringen af transporten til en underofficer, men han klarede den godt, så han fik en ducør og blev senere løjtnant.

Amthor fik den 24. februar brev fra Berckentin om, at kejseren havde underskrevet akkorden og udstedt garantien, og at korpset skulle passere Maas ved Visset eller Roermunde og Rhinen ved Ordingen. Der blev derfor afregnet, tropperne gjort marchklare og pengene holdt rede til udbetaling i guld. Amthor havde nemlig forlangt summen i guld og ikke i anvisninger, "thi en liegeois er i stand til at forsøge at snyde enhver, som det skete for prins Eugen i forrige krig med det dobbelte beløb af, hvad korpset skal have!"

Men den 1. marts var hverken kurer eller marchkommissær kommet, og Amthor meddelte samme dag, at han netop havde fået brev fra Berckentin, at sagen var blevet forsinket. Ved korpset var man ivrig efter at komme af sted, men det kunne ikke lade sig gøre uden kommissær.

Korpset skulle altså blive, og nu hævdede stænderne, at det havde brudt kontrakten, og at de ifølge paragraf 2 kun skulle levere den strengt nødvendige fourage, og betalingen skulle endda trækkes fra evakueringssummen. Scholten hævdede derimod, at da korpset ikke var skyld i forsinkelsen, gjaldt paragraf 6, der fastsatte, at korpset skulle forplejes som hidtil mod, at summen nedsattes med et tilsvarende beløb. Stændernes vægring ramte først og fremmest mandskabet, der blev meget ophidset, og for at' undgå voldshandlinger lod Scholten regimenterne udbetale de 7 kreutzer til folkene. Til sidst erklærede Scholten imidlertid, at da akkorden ikke havde fået kejserens stadfæstelse, var den ugyldig, og man måtte holde sig til aftalen af 3. februar. Gik stænderne ikke ind på hans krav, havde han midler (102) i hænde til at gennemtvinge den. Det fik stænderne til at indvilge i at levere fourage til effektiv styrke og 7 kreutzer til mandskabet. Dette tilbud afviste Scholten, der skrev til kongen om at måtte blive stående i bispedømmet, til han fik pengene. Så gav stænderne sig.

Endelig - den 19. marts - kom kureren med den kejserlige godkendelse af akkord og garanti. Gæhler blev straks sendt til stænderne for at gøre alt klart. Men de herrer var optaget af St. Joseph-festen og kunne derfor først begynde næste dag. Samtidig blev Seedorff sendt til Seckendorff med anmodning om, at marchkommissæren måtte komme. Seckendorff svarede, at han først skulle have ordre fra hertugen af Würtemberg, og at korpset skulle blive til franskmændene havde rømmet de besatte områder. Scholten hævdede, at han havde kejserlige ordrer, og at han derfor ikke længere var underlagt Seckendorff, og at kongen aldrig ville tåle, at man på den måde ændrede hans beslutninger. Endelig bad han om at få sin krudtbeholdning kompletteret, da en del var ødelagt ved det fugtige vejr.

Den 3. april kom kejserlig Feld-Kriegs-Comcipist von Koch til Scholten og foreviste den kejserlige ordre til hertugen af Würtemberg. Den indeholdt godkendelse af akkorden og garantien, men tilføjede, at korpset ikke måtte afmarchere, før franskmændene havde rømmet de besatte områder. Samtidig foreviste han en skrivelse fra den franske kommanderende general i Trier, der meddelte, at han skulle rømme Trier den 24. april.

I Liège søgte man at gætte sig til årsagen til forsinkelsen. Man ville vide, at kejseren ikke stolede på franskmændene, der stadig holdt tre fæstninger besat. Et andet rygte fortalte, at franskmændene søgte at presse kurfyrsten af Trier for kolossale summer, og endelig mente man, at stænderne i Liège havde en finger med i spillet.

Den virkelige grund til forsinkelsen lå imidlertid hos regeringen i Wien.

Berckentin forklarede, at når man havde med en sag at gøre, der vedrørte rigskancelli, det østrigske kancelli, generalkommissariatet og krigsrådet, var det som at have med fire hoffer at gøre. Den 10. februar kom kureren med akkord og garanti til Wien. De blev straks forelagt kejseren, der beordrede afholdt en konference om sagen, som derefter cirkulerede mellem ministrene. Konferencen fandt sted den 14., indstillingen godkendtes, og referatet skulle næste dag forelægges kejseren, hvorefter de nødvendige skrivelser kunne udarbejdes.

Imidlertid indløb nogle foruroligende meddelelser, og sagen trak i langdrag. Dette førte til meget skarpe sammenstød mellem Berckentin og Wien.

(103)

Endelig - den 6. marts - blev der afholdt en konference, og Berckentin fik meddelelse om, at sagen var klar. Men det viste sig, at denne konference ikke havde været indkaldt på reglementeret måde, og at krigsråd von Koch ikke havde været til stede. Den havde til følge, at der måtte et nyt referat til, hvorefter papirerne gik til kejseren. Han sendte dem imidlertid tilbage den 12. for at få ændret i en af følgeskrivelserne. Den 13. var det hele klart til underskrift, men så kom der en skrivelse fra Seckendorff om, at korpset ikke kunne rykke gennem Limburg, fordi dette var blottet for levnedsmidler og derved opstod en ny forsinkelse.

Til sidst tabte man tålmodigheden i København, og den 28. sendte kongen en skrivelse til Berckentin med ordre til at søge audiens hos kejseren og meget skarpt beklage sig over forhalingen. På vejen talte Berckentin med nogle af ministrene, der erklærede, at der ikke lå nogen ond tanke bagved, kun "confision", og viste ham en melding fra Seckendorff om, at han havde modtaget marchordren. Da man derfor kunne gå ud fra, at korpset var, afmarcheret for 8 dage siden, søgte han ikke audiens I hvad man var meget tllfreds med i København.

Tilbage til Liège igen.

Egnen var bekendt for sine gode væverier, og da Den kongelige Uldmanufaktur netop skulle til at overtage leverancerne af al uniformsklæde, ønskede man at få nogle arbejdere derfra til at rejse herop. Det viste sig imidlertid, at der kun kunne være tale om folk fra Verviers, og Scholten fik derfor ordre til at forhandle med arbejderne om sagen, der gik trægt på grund af folkenes fordringsfuldhed og mistro. Samtidig fik Amthor det behagelig hverv at skaffe Løvenørn noget god rhinskvin. Det lykkedes at skaffe to tønder á otte amer til 1050 daler - men de var også værdige til selv den bedste vinkælder.

En anden sag var at mægle i en retssag mellem kongens gode ven, grev Stollberg-Werningerode, og fyrsten af Löwenstein. Det gik kun langsomt, da fyrsten fik støtte hos ærkehertuginden, der residerede i Malines, og da sagen ikke var afsluttet ved afmarchen, bad han d'Horion om at overtage hvervet.

Endelig skulle han søge at hverve en lille husarstyrke.

Disse tropper havde gang på gang tiltrukket sig vore officerers opmærksomhed ved deres fremragen optræden i efterretningstjenesten og ved andre lejligheder, hvor den enkelte mands færdigheder kom til at spille en stor rolle. Mange af brevene hjem roste deres dygtighed i høje ord, når man havde haft nogle af dem under kommando eller sammen med dem på (103) dristige, langt udgående patruljer. Gæhler fortalte at han havde været i Mainz den 15. juli 1735, da de to arméer stod opmarcheret over for hinanden, klar til kamp. Han havde her til sin store forbavselse set husarerne caracolere: ride frem mellem vore regimenter og fjendens poster indtil et halvt pistolskuds afstand fra den fjendtlige linie, afgive deres skud og vende tilbage. Efter en del forhandlinger med general Ghylányi lykkedes det også at engagere en ungarsk ritmester, Elias Czäbler von Czäbelditz, der under hjemturen sluttede sig til Scholten, der syntes godt om ham.

Forholdet mellem korpset og befolkningen var udmærket.

Generalinde Scholten var kommet ned til sin mand, og dette satte hans humør op. Kaas gav en meget fin middag på 40 kuverter for byens damer og herrer og de danske orricerer. Kongen havde fået nogle meget rosende breve dernedefra og udtrykte sin glæde over den gode orden og disciplin.

Men folkene kom næsten alt for godt ud af det med befolkningen. Præsterne ofrede store summer på at overtale dem til at desertere fra den protestantiske hær, og kønne piger fordrejede mange hoveder. Således havde en kornet forelsket sig i en ung dame og søgte sin afsked, der endog blev bevilget med løjtnantskarakter. Men han kunne ikke vente, og en skønne dag rømte han ind i et kloster for hurtigst muligt at gå over til katoliscismen. Desværre tog han alle sine ejendele med og efterlod en skare sørgende kreditorer mellem kammerater og mandskab.

To desertører fra Scholtens regiment var blevet fanget, men da de blev syge i arresten, blev de ført til deres kvarter, hvor de bevogtedes af en skildvagt inde i stuen. En dag kom pludselig en stor flok kvinder, der forlangte dem frigivet, men blev afvist. Kort efter kom kvarterværtens datter med mad til dem, og da hun var sluppet ind i stuen, trængte fire mænd.ind, slog skildvagten ned og bortførte den ene arrestant, medens den anden nægtede at følge. Flygtningen blev bragt ind i et kapucinerkloster, men fædrene nægtede at modtage ham, og han forsvandt i byen.

Desertionerne gik stadig mest ud over fodfolksregimenterne, og man ville nu søge at få desertørerne tilbage med det gode. Kongen udstedte derfor generalpardon, der blev kundgjort under pauke- og trompetfanfarer og trommeslag, ligesom der blev indrykket avertissementer i aviserne i Frankfurt og Køln. Men det hjalp ikke. Ved Scholtens regiment kom således kun fire mand tilbage. Man gik så til den modsatte yderlighed; kongen resolverede, at man kunne klynge een eller flere op erter standretsdom uden at afvente kongelig resolution. Senere spurgte Løvenørn, om man havde (105) benyttet sig af tilladelsen. Hertil svarede Scholten, at man ikke var meget for at benytte den, da erfaringen viste, at det ikke hjalp. Men lige før afmarchen lod han dog en mand klynge op, da han havde forledt to andre til at desertere.

Det var også galt ved de kejserlige regimenter, men medens vore altid afleverede desertører, der blev genkendt af deres stamregiments officerer, fandt det omvendte aldrig sted - trods alle løfter herom. Nu forelå der en fordring fra det ahrembergske regiment om udlevering af nogle desertører ved Dombroicks regiment. Scholten lod dem arrestere, men forlangte gengæld og oplyste i den forbindelse, at af en transport på 200 rekrutter til, det wurmbrandske regiment var genkendt 40 danske desertører, og garnisonen i Luxembourg havde i løbet af vinteren antaget ikke mindre end 50.

Hen mod slutningen af april sendte Scholten og Amthor i forening en demarche til Seckendorff. Den blev imidlertid ikke besvaret, og da stænderne meddelte, at de ikke ville levere forplejning længere end måneden ud, rejste Scholten selv til Aachen. En time efter hans ankomst kom endelig den længe ventede kurer fra hertugen af Wurtemberg med ordren - der hurtigst muligt blev sendt videre.



MARCHEN HJEM
Maj-juni 1736

Som sagt fik Scholten ordren til hjemmarchen under sit besøg hos Seckendorff i Aachen, og heldigvis var regimenterne klar til opbrud. Man skiltes fra "les Liegeois" i godt venskab, men som ved hvert opbrud var desertionen stor. Scholten mistede 88 mand, deraf 11 fra livkompagniet; af disse havde fire været med ved udmarchen, og mellem dem var regimentets to smukkeste grenaderer. Han skrev bittert, at hvis det kun havde været rekrutter, havde han ikke taget sig det så nær, for man var vant til tabet af vagabonderne - men de gamle!

Før afmarchen udstedte de to generaler et reglement, der efter de sædvanlige bestemmelser om disciplin og mandstugt beordrede dagsmarchernes længde til cirka 25 kilometer, og at hver tredie dag skulle være rastdag. Alle rekvisitioner og udbetalinger skulle ske gennem marchkommissæren, hvorved man ville undgå de sædvanlige klager over excesser. Det stod kvarterværterne frit at levere husmandskost i stedet for brød, og endelig skulle der i påkommende tilfælde klages straks, for at man kunne gribe ind på stedet.

(106)

Dombroicks kompagnier i Huy og St. Trond brød op allerede den 30. april, medens resten fulgte efter den næste dag. Den 1. maj samledes korpset ved Visset, hvor den kejserlige marchkommissær von Schindelberger mønstrede regimenterne. Denne dag passerede man Maas med tropperne, medens det tog fire - fem dage at få bagagen over. Under marchen blev regimenterne trukket ud fra hverandre, og da man mellem Maas og Rhinen søgte al undgå de kejserlige besiddelser i det limburgske og aachenske, fik rytteriet nogle vel lange marcher. Generalstaben fulgte vejen Herzogenrade ­ Wickrath - Grimlinghausen. Den 9. passeredes Rhinen, og man fortsatte nu over Medman - Langenberg til Witten i det prøjsiske grevskab Marck, der nåedes af rytteriet den 12., medens fodfolket blev indkvarteret i Stift Essen og West Recklinghausen.

Fra Witten fortsattes marchen over Mengede - Werne - Ahlen - Ennigerlohe - Sassanburg - Iburg - Bramsche til Dame. på dette stykke af marchen var der idelig vrøvl med de stedlige myndigheder, idet landkommissærerne udeblev eller nægtede at udlevere forplejning på de kejserlige anvisninger. Følgelig måtte man selv ordne marchruterne og skaffe forplejning. Desuden vrimlede det med prøjsiske hververe, som man - vist uden held - søgte at fange. Grunden til utilfredsheden hos de lokale myndigheder var vel nok, at Schindelberger ikke betalte kontant, men med anvisninger. Så godt som alle de forskellige lande skyldte nemlig store summer i Römermonaten og i rigskontingentet til krigens førelse, og kejseren håbede på denne måde at få en del dækket ved at udstede anvisninger. Særlig voldte dette vanskeligheder i det hannoveranske, men Scholten skrev til kongen, at hvis den stedlige marchkommissær, von Diihring, ikke ville hævde nægtelsen for stærkt, ville Scholten "amusere" ham i kongens interesse, og det lykkedes også at få sagen til at glide uden større besvær, skønt Hannover havde betalt alt kontant.

Da generalstaben den 14. nåede til Mengede, mødte Dühring med den besked, at korpset skulle deles i to grupper, når det passerede grænsen. Amthor skulle med Kaases og Dombroicks regimenter gå gennem det danske Delmenhorst - Bremen - Ottersberg - Zeven til "dem alten Lande", der er betagnelsen for Elbens venstre bred over for Altona. Scholten skulle med sit og Holsteins regimenter gå længere til højre over Verden - Rothenburg ­Sittensen - Buxtehude.

Livregiment Dragoner skulle nu udgå af korpset, da det for fremtiden skulle garnisonere i Oldenborg og Delmenhorst.

Selv om de to generaler ikke kunne gå med til korpsets deling uden kongens tilladelse, har den sikkert ikke været dem særlig ubelejlig. Deres temperament var jo meget forskelligt, og bestemmelsen om deres ligestilling i kommandoføringen havde ofte fremkaldt sammenstød, da Scholten som den ældste forlangte sin mening respekteret, når de var uenige.

I København var man imidlertid begyndt at træffe forberedelser til korpsets hjemkomst.

Først var der garnisoneringen. Som sagt skulle Livregiment Dragoner ligge i Oldenborg og Delmenhorst. Da Holsteins regiment for nylig havde fået titlen Oldenborgske Regiment til Hest, havde det jo været naturligt, at det var blevet det, men navnene var kun titler, da mandskabet kom fra alle mulige himmelstrøg. I stedet skulle det ligge i Haderslev, Aabenraa og Tønder, medens Kaases kom til Slagelse og Antvorskov. Ordren til de to fodfolksregimenter kom først, da korpset opløstes den 26. juni: så skulle de bytte gårde: Scholten til København og Dombroick til Rendsborg.

Kongen havde allerede i marts besluttet personligt at modtage korpset, når det havde passeret Elben. Vistnok den 2. maj tog han fra København og inspicerede undervejs de garnisoner, han passerede. I Slesvig blev han syg og måtte holde sig inde. Han holdt dog revue i Rendsborg den 1. juni - og derfra tog han til Altona, hvor han måtte holde sengen.

Til revueplads havde man valgt det samme sted som i 1734; Mörner fik ordre til at tage kommandoen over korpset, når det passerede Elben ved Blankenese, og Scholten og Amthor fik ordre til at aflevere tropperne til ham på en passende måde. Seedorff blev sendt i forvejen for at afstikke lejren, og da korpsets telte alle var kassable, fik de nærmeste regimenter ordre til at levere det fornødne antal. Gæhlers fader, der var generalkrigskommissær for Hertugdømmerne, skulle skaffe brød, fourage og liggestrå ved indkøb hos leverandører i egnen.

Den 5. juni gik Scholten over ved Blankenese for dagen efter at rykke ind i lejren ved Rellingen, hvor Amthors kolonne sluttede sig til den 7., så korpsets fire regimenter var samlet under Mörners kommando. Oprindeligt var det meningen, at korpset skulle have været opløst den 14., men kongens sygdom trak ud, og til sidst måtte han lade Løvenørn inspicere i sit sted. Den 26. juni 1736 opløstes korpset endelig, Mörner fratrådte kornmandoen, regimenterne brød op til deres nye garnisoner og arkivet afleveredes til krigskancelliet.

Under opholdet i Rellingen kom der en ubehagelig klage: nogle heste, som bønderne havde græssende i nærheden af lejren, fik snive. De sendte en (108) klage til overhofmarskal Gram, der sendte den til. Løvenørn, der lod den gå videre til Mörner med opfordring til at få sagen bragt ud af verden, inden kongen fik nys om den. De to parter blev enige om at lade magistraten i Altona udtage "Artzeney Schmiede", men deres erklæring var noget fordægtig. Kongen havde imidlertid hørt om sagen og han forlangte nedsat en kommission bestående af majorerne Duderstadt og Üterwick, de to "Artzeney Schmiede", to fanesmede udtaget af Mörner og overauditør Leonhard. Det synes, som om det var meget tvivlsomt, om hestene overhovedet havde snive, for en af klagerne foreslog, at en af hestene skulle skydes og undersøges. Havde den snive, skulle klageren have 50 rigsdaler, i modsat fald Mörner lige så meget. Kommissionen foreslog, at Mörner gik ind herpå for at slå sladderen ned - og da der ikke høres mere herom, har det hele sikkert været opspind.

Korpset havde gjort et godt indtryk på kongens omgivelser.

Oversekretær Schulin skrev således til Berckentin, at tropperne havde vist en krigerisk optræden, der udmærkede dem i sammenligning med dem, der ikke havde været udenlands, og overlanddrosten i Oldenborg, grev Christian Frederik Haxthausen, udtalte, at Livregiment Dragoner, som han tidligere havde været chef for, var et smukt regiment, og alle hestene tjenstdygtige. Kongen var også tilfreds. Alle officererne fik krigsmæssige portioner og rationer i 14 dage efter ankomsten til den nye garnison for at dække udgifterne, til de kunne komme af med de heste, vogne og knægte, de ikke længere havde brug for.

Marchen fra Rellingen til garnisonerne tog naturligvis meget forskellig tid. De to sidste var Kaases regiment, der nåede Antvorskov og Slagelse den 20. juli, og Scholtens regiment, der rykkede ind i København den 25. om morgenen og, da indkvarteringskommissionen ikke var færdig med arbejdet, nogle få dage indkvarteredes hos borgerne.

Straks efter hjemkomsten begyndte man at sætte regimenterne på fredsfod og foretage afregning. Regnskaberne skulle indsendes til chefen for generalkommissariatets tyske kontor, kancelliråd Georg Albrecht Wodroff, der hidtil ha vde haft med alle korpsets pengesager at gøre. Linde blev stillet til hans rådighed og beholdt indtil videre gage, skriver- og materialpenge. Mörner, Scholten og Amthor beholdt også deres gage på henholdsvis 4000 og 2000 rigsdaler uden den sædvanlige afkortning. Kongen bestemte den 2. april, at overtallige officerer og feltpræster måtte beholde deres gage. til de fik anden ansættelse. Dette misforstod Kaases (109) feltpræst, idet han vedblev at forrette gudstjeneste for rytterne; men herved trængte han ind på den stedlige sognepræsts grund, og da denne klagede, fik han at vide, at gagen kun var at betragte som ventepenge. Skarpretteren blev afskediget, men da han var svagelig, fik han senere 6 rigsdaler månedlig i pension.

Samtidig med hjemkomsten blev rytteriet omordnet.

Hvert kompagni skulle ud over prima plana bestå af 1 vagtmester, 3 korporaler, 1 trompeter og 56 ryttere eJler dragoner, hvilket var 10 mand mere, end organisationen af 1732 bestemte, og det tal, kompagnierne kom hjem med fra Rhinstrømmen; konernes antal måtte derfor stige fra 20 til 23. Af heste skulle der på krigsfod være 61, men på fredsfod kun 31. Dette havde til følge, at regimenterne efter ankomsten i de nye garnisoner skulle sælge et stort antal heste ved auktioner, der lededes af regimentskriveren eller amtsforvalteren under kontrol af regimentschef og krigskommissær.

Man var klar over, at folkene ville blive ulykkelige ved at skulle skilles fra deres heste, som de havde delt ondt og godt med under felttogets strabadser. Bestemmelsen om salget skulle derfor holdes hemmelig for mandskabet. Når Løvenørn inspicerede regimenterne, skulle der afleveres lister over de heste, der skulle kasseres, fanesmedene skulle have ild og jern parat til brænding af udskudshestene, men grunden måtte endelig ikke opgi ves til rytterne. Alligevel havde Kaases regiment et uhyggeligt stort antal heste, der "kreperede" på vejen til Antvorskov - nemlig 16!

Foruden heste skulle stabs- og sygevogne med forspand, pakheste, paksadler, kobberkedler m. m. sælges, og auktionen fandt for Scholtens vedkommende sted den 30. juJi i Militair Etatens Material Gaard. Resultatet var ikke strålende. Dombroicks regiment måtte lade afholde en ny auktion, og alligevel blev mange af sagerne afleveret til tøjhusene som uafsætteJige. De gamle telte blev alle helt kasseret og overladt til regimenterne til støvletter.

Salget af hestene havde ikke været tilfredsstillende. En rytterhest indbragte i gennemsnit kun 13 rigsdaler og 18 skilling og en pakhest 7 rigsdaler og 40 skilling. Nogle af Kaases udsætterheste var så dårlige, at de ikke kunne sælges - og derfor blev foræret bort. I forvejen havde man bestemt, at hestenumre, der var ubesatte i efteråret i Liège, skulle erstattes af kompagnicheferne med 25 rigsdaler, og de, der manglede ved mønstringen ved Rellingen, med gennemsnitsprisen ved auktionerne. Nu føjedes hertil, at Kaases kompagnich skulle erstatte de 16 "kreperede" heste med det dobbelte af auktionsprisen!

(110)

På Københavns Tøjhus var man gået i gang med at pakke de våben o.s.v. ud, der var blevet sendt fra Rotterdam. En del var ureglementerede sager, der var købt under felttoget, andre var pakket slet ind, så de var rustne eller brækkede. Tabet af våben havde også været meget stort. Livregiment Dragoner havde således 18 karabiner overfor fjenden og 5, der var medtaget af desertører. Holstein havde mistet 32 kyradser, der havde tilhørt syge, men enten var stjålet af bønderne eller faldet af vognene under jagten mod Clausen. På samme måde forklaredes de store tab af kedler, leer, paksadler o.s.v.. Af geværer havde Dombroick mistet 376, Scholten 175, Kaas 31, Ho1stein 44 og Ahlefeldt 23. Tabet af kårder og pallasker var også enormt. Selv kortgeværer var der gået mange tabt af. Generalkommissariatet kunne ikke godkende regimenternes forklaringer, og Scholten og Amthor fik ordre til som kommandører for fodfolket og rytteriet at udtale sig. Deres svar må have .været overbevisende, for kongen eftergav tabene for denne gang; kun de nye, fine pallasker skulle erstattes med 3 rigsdaler stykket.

En del af de munderingssager, regimenterne havde købt i Tyskland, var ikke nået frem inden afmarchen fra Liège, men dukkede efterhånden op ved grænsen. Således kom der 24 pakker og 5 fade til Holsteins regiment. De skulle føres fra Altona til Egernførde på 16 bonde- eller gestvogne og derfra videre med skib til Haderslev. En af leverandørerne fra Frankfurt fik en hel rundrejse ud af det. Han nåede nemlig Liège .umiddelbart efter afmarchen, tog så tilbage til Køln og derfra til Altona. Denne transport kom til at koste 2140 rigsdaler, der blev godkendt; men generalkommissariatet ville ikke betale de påløbne renter og kun 10 rigsdaler i rejseomkostninger til ham og hans folk, medens han havde forlangt 75.

Samtidig med gennemgangen af alle disse transporter arbejdede man med regnskaberne, der må have været i god orden, thi der blev kun få gange forlangt nye oplysninger, og i foråret 1737 kunne alle regnskaberne godkendes. Hvad Lindes egne regnskaber angik, blev de sidste allerede godkendt den 1. juli 1737, men på dette tidspunkt havde han allerede i fem måneder være kasserer for kongens private kasse: Particulaircassen.

Som ovenfor nævnt havde den kejserlige kommissær ikke haft rede penge til betaling under marchen fra Liège til Elben, men havde i stedet betalt med anvisninger. Berckentin fik nu ordre til at kræve anvisningerne, der var afgivet i Oldenborg og Delmenhorst, indløst med rede penge. Svaret trak ud, og imedens fremsatte den kejserlige gesandt i København krav om (111) indbetaling af de beløb, kongen skyldte for troppekontingenterne fra Holsten, Oldenborg og Delmenhorst, og som langt oversteg de danske krav. Endelig kom svaret fra Wien: pengene kunne afdrages i den sum, gesandten havde forlangt udbetalt. Summen, vi skulle have, var kun lille, og kongen bestemte derfor, at der ikke skulle gøres mere i den sag, for ikke at skade det gode forhold. Men gesandten vedblev at forlange pengene udbetalt og slog på, at kongen havde lovet at tilfredsstille kejseren. Herpå svarede Schulin, at kongen ikke gik fra sit løfte, men at det var kejserens hofs sendrægtighed og kejserens generaler, der havde forsinket korpsets hjemmarch. Ved denne forsinkelse havde kongen mistet en sum penge, der var aftalt med fyrstbiskoppen af Liège, og som netop var beregnet til at betale afgiften med. Dermed afsluttedes denne sag. Gesandten blev snart efter kaldt hjem, og hans svigerfader, vicekansler grev Metsch, var så fornærmet, at han ikke takkede for den gave, kongen havde sendt ham efter felttogets afslutning - Schulin mente nu også, at gaven havde været for lille.

Selv om korpset ikke havde deltaget i store, blodige slag, var enkelte soldater dog blevet invalider, og nogle har sikkert fået udbetalt en understøttelse som dragon Arend Gude, der fik 1 rigsdaler månedlig, "formedelst hands en Campagne paa Haanden bekomne Skade". Efter krigen søgte Dombroick om nådsens brød til en del gamle, veltjente folk. Af dem blev tre forsat til Frikompagniet på Hitler Skanse og Hals, fem fik pension og en halv snes løfte om så vidt muligt at blive hjulpet til mikkelsdag 1737.

Mörner var stadig syg efter den anstrengende rejse fra Liège og modtagelsen på Frederiksberg, og han søgte derfor om tilladelse til at rejse til Sachsen for at bruge bade. Hans hustru ejede nogle godser dernede, og der boede de i de følgende år. I 1738 afskedigedes han med 1000 rigsda1er i pension, der ubeskåret måtte nydes i Dresden. Et hyggeligt familieliv har det ikke været. Datteren, der følte sig forfulgt af stedmoderens had, flygtede til nogle slægtninge i Arnhem, hvorfra hun bad kongen om hjælp. Den ene af sønnerne var kort efter hjemkomsten gået i nederlandsk tjeneste, medens den anden fulgte faderen. Han har vist været noget vidtløftig, for han havde to alvorlige konsistorialsager her i landet; men da der var mulighed for, at han kunne gøre et godt parti i Sachsen, hvis han fik en højere rang, afskedigedes han med majorskarakter.

Det var en tragisk skæbne, der således ramte denne kundskabsrige, energiske, modige og i visse retninger vidtskuende mand, der på grund af den stillestående måde, krigen blev ført på ved Rhinstrømmen, kun for en (112) kort tid fik lejlighed til igen at vise sine rige evner som troppefører.

Hans hovedfejl var hovmod, hvorved han stødte alle fra sig, og en grænseløs ærgerrighed. Men først og fremmest må dog skylden for hans fald lægges på hans og hans hustrus gridshed. Ligesom de fleste kejserlige generaler faldt han for fristelsen til at "leve på kejserlig fod". Som det forbavsende ofte finder sted, var det hustruen, der ved sin mangel på forståelse af de forpligtelser og opgaver, der følger med et højt embede, ved sin herskesyge og gridskhed nedbrød generalens gode navn og rygte - derved skadede det ellers fortrinlige korps' omdømme.

Scholten fik i 1743 kommandoen over det korps, der blev trukket sammen på Sjælland i anledning af de svenske arvestridigheder, men sin største betydning fik han som formand for den kommission, der udarbejdede "Reglement für unsere geworbne und National-Infanterie". Arbejdet herrned begyndte kort før korpsets udrykning og kom til at hvile på et stort antal udtalelser fra officerer i hele landet, men Scholten satte i høj grad sit præg derpå ved sin lange krigserfaring og sammenligningen med de mange forskellige troppekorps, han mødte under felttoget ved Rhinstrørnmen. Reglementets første del kom i 1740 og omhandlede eksercitsen; anden del, der omhandlede felttjenesten, blev udsendt i 1744, og tredie del, tjenestereglementet, er fra 1747. Reglementet er så fortrinligt gennemtænkt og vel afbalanceret, at første del gjaldt, til den spredte orden trængte igennem omkring år 1800, anden del blev først fornyet, da jægertaktikken i 1780erne blev moderne - og tjenestereglementet danner i mange retninger grundlaget for vore nuværende bestemmelser. Vort fodfolk fik således i løbet af kort tid et fremragende reglement, der vakte stor interesse i udlandet, hvor . man særlig i Prøjsen og Storbritannien synes at være blevet påvirket af dets tanker og ånd.

Amthor havde allerede under felttoget modtaget opfordring til at udarbejde et nyt reglement for rytteriet og dragonerne. Hans svagelighed tog imidlertid til, og man måtte stille oberstløjtnant Ernst Frederik Finecke til hans rådighed som inspektør ved eksercitsen ved rytteriet. Amthor nåede alligevel ikke at afslutte værket; det blev den senere feltmarskal Michael Numsen, der som overkrigssekretær efter Løvenørns død kunne tilendebringe dette reglement.

Skal man til slut bedømme korpsets forhold under felttoget ved Rhinstrømmen, så må man sige, at det havde hævdet sig smukt ved siden af andre afdelinger. Det var vel ført, uddannet og disciplineret og regnedes sammen (113) med de kejserlige og prøjserne for de bedste tropper i prins Eugens meget brogede hær. Medens officerer og mandskab som helhed opførte sig upåklageligt og ikke gav anledning til berettigede klager, lod nogle enkelte sig forlede til at leve på kejserlig fod som så mange i de andre korps. At det kom til at betyde så meget i korpsets omdømme skyldes dels, at sladder blev hovedindholdet i brevene hjem i stedet for beretninger om raske krigsbegivenheder - der er for eksempel ikke tid til den slags under den djærve march mod Mosel - dels at Løvenørn ikke reagerede kraftigt nok på de gentagne klager og utvetydigt lod de skyldige vide, at der ville blive skredet ind med meget hård hånd.

Korpset havde ikke høstet laurbær, men det skyldtes, at sådanne ikke var at vinde ved Rhinen.



Gordon Norrie 114 HENVISNINGER
(Til summarisk kildeoversigt, side 106, 2. hefte/l965)

SIDE	STYKKE	VINTERKVARTERERNE I LIÈGE
98	I	M-13: 3'1 ff., M-17: 23/12, OI: Scholten 31/12, 11/1,
		Gæhler 23/1, Mörner 2/1.
	IV	M-13: 11/1, 13/1, OI: Gæhler 23/1, 9/2
		Seedorff 9/1, 23/1, Scholten 11/1.
99	II	M-17: 3'2, MV: 17/1, 18/1, 22/1,
		KR: 10/1, OI: Amthor 26/12 ff., Linde 22/1,
		Mörner 2/1, 23/1, OU: Amthor 3/1, 10/1, 24/1.
	V	KR: 24/1, 5/3, M-27: 2/2, KM: Mörner 20/2,
		OI: Gæhler 9/2, Gangelof 22/2,
		Linde 8/2, Mörner 2/2 ff., Scholten 2/2,
		OU: Scholten og Amthor 27/3, Mörner 31/1 ff.,
		GT: Horst 28/2,
		Rentekammeret 3/4, Mörner 14/4, 17/4.
100	IV	M-17: 6/2, 9/2, KR: 23/1, GT: Dombroick 20/3,
		Linde 28/1 ff.,
		Rentekammeret 7/3, 20/3, 6/6, Scholten 14/2,
		Schulin 10/3, TB: 11/2.
101	III	M-17: 1/3, 15/3, KS: 12/3, 26/3, 9/4,
		OI: Amthor 23/2 ff., Scholten 1/3 ff.,
102	III	OI: Scholten 22/3 ff., M-17: 24/3 ff.,
	V	TB: 11/2 ff., TR: 3/4 ff..
103	III	M-17: 5/3, 15/3, OI: Amthor 13/2,
		Scholten 23/2, OU: Scholten 14/2.
	V	OI: Amthor 19/4, 23/4, OU: Amthor 10/4,
	VI	OI: Amthor /2, 8/3, Gæhler 15/7,
		Scholten 14/5, OU: Amthor 20/3, KR: 18/7, 14/9.
104	II	M-17: 15/3 ff., 01: Amthor 16/4,
		Scholten 22/2 ff., KS: 12/3, 26/3, 9/4.
105	III	M-17: 30/4.
		MARCHEN HJEM
	IV	M-17: 6/5, OI: Scholten 13/5, 14/8,
		Seedorff 4/5.
106	II	M-17: 14/5 ff., No 15, OI: Amthor 14/5 ff.,
		Scholten 13/5 f., Seedorff 4/5,
		KS: 15/6.
107	II	KR: 2/4, 29/3, 25/6, OU: x/2, 29/5, GT: 14/4 ff..
	IV	M-17: 31/5, KR: 25/6, 26/6, 01: Amthor 27/5, OU: 15/6 ff..
108	II	TR: 12/6, GT: 3/7, 17/7, KM: Haxthausen 30/5.
	V	KR: 2/4, 31/8, 3/1, 17/1, KS: 14/9,
		26/11, GT: 11/4, 21/4, 7/7, 24/7,
		4/8, 18/8, 4/9, 8/9, 18/9, 29/9.
110	I	KS: 26/11,4/12, KR: 31/12, GT: 21/4,
		29/6, 7/7, 21/7, 4/8, 18/8,
		21/8, 25/8, 28/8, 15/9, 17/11,
		1/12, 12/1.
	III	KR: 24/12, 14/1, 12/2, GT: 13 8 ff..
		TB; 21/8, 13/11, 15/12, 25/12,
		TR: 15/9, 22/9, 28/11.
111	II	KR: 17/2, 26/6, 15/8 1734,
		18/7­36,20/8 - 37, GT: 27/7 37.

Næste artikel...
Digitaliseret af Allan Baktoft Jakobsen